x
Bastille: Store Vega, København

Bastille, Store Vega, København

Bastille: Store Vega, København

Anmeldt af Mathias Brok | GAFFA

Siden debutalbummet kom på gaden, har efterspørgslen til britiske Bastille været støt stigende. Singlen "Pompeii" var P3's Uundgåelige, og pladens øvrige singler har også huseret i æteren. Og da de så for første gang skulle gæste København, var interessen for stor til, at Pumpehusets mere intime lokaler kunne rumme bandets allerede mange danske tilhængere. Koncerten blev rykket til et hurtigt udsolgt Store Vega, og forventningerne var høje. Og så har Bastille jo den kvalitet, at de på mange måder er svære at kategorisere entydigt. Med deres særdeles sangbare singler og deres noir'ede spøjshed har de en kant, mange andre lignende bands kun kan drømme om.

Ingen lynch-stemning

Men den stemning, man har oplevet i videoer som "Things We Lost in the Fire" og "Laura Palmer" fulgte ikke med i livepakken. Som de entrede scenen til tonerne af Twin Peaks-temasangen "Falling", fik man håbet op for et show i stil med de dragende dunkle videoer. Man mærkede dog straks, at Agent Cooper og hans drømme om bagvendtsnakkende dværge i røde rum var væk fra Vega denne kolde københavneraften. Mørket vandt frem mellem numrene, hvor der konsekvent blev fadet til sort som scener i en film. Men med forbilleder i filmskabere som David Lynch, Dario Argento (italiensk gyserkonge, red.) og Terrence Malick havde man forventet et større fokus på, hvordan de fremtonede live.

På plussiden

Vegas lyd blev til gengæld udnyttet optimalt. Både leadvokal og koncise korharmonier gik krystalklart igennem. Og ikke kun i de afdæmpede a cappella-stykker, men også når mikset var fyldt ud. Og så var Dan Smith mere end "bare" forsanger. Ikke alene tævede han diverse trommer i takt til sin sang – han hoppede de skæve scenebrædder tynde og spillede synth-bas i mange numre. Under "Flaws" (sidste nummer i hovedsættet) var han endda en god vandretur omkring i publikum, mens paniske roadies holdt mikrofonkablet på plads.

Sættet åbnede stærkt med trioen "Bad Blood, "Things We Lost in the Fire" og "Overjoyed", som elegant fortsatte i "The Silence" og City High-coveret "What Would You Do". Men aftenens glædeligste overraskelser var dog to nye numre. Sangene "Blame" og "The Draw" var guitarrock, men lød stadig som Bastille.

Det nye

I "Blame" lød Smiths stemme næsten (med streg under næsten!) som Freddie Mercurys popstemme, som mødte klassisk rock tilsat synthesizer. "The Draw" var også guitarpræget, med distortion og et decideret hårdt rockende sidste omkvæd... Og "The Draw" kommer på gaden om få uger, afslørede Smith. Under de nye sange fulgte publikum taknemmeligt med, og at dømme efter bifaldene var de enige med mig – der er lovende ting i vente.

På gensyn

Publikumsfavoritterne var dog de velkendte singler, og blandt andet "Laura Palmer" faldt i god jord, med Smith på trommepad og gulv-tam.

Mash-uppet "Of the Night" var, som man kunne vente blandt ekstranumrene, og her blev publikum skiftevis dirigeret i knæ og hop, altimens Smith og Simmons tævede tønder skulder mod skulder. Og så lukkede og slukkede Bastille-drengene med supportbandet på scenen til singlen "Pompeii".

Koncerten var alt i alt ganske fin, men ikke enestående. Bandet skal fra min side være mere end velkomne i Danmark igen – dog med en klarere idé om, hvordan deres budskaber visualiseres. Ikke nødvendigvis med et vj-show eller stort anlagte visuals. Der blev leveret smittende energi og feststemning fra Daniel Smith, men der var ikke nok af den mystik, der gør, at Bastille adskiller sig fra så mange andre lignende bands.

Support: To Kill A King **

Opvarmningsbandet var britiske To Kill A King, som havde en rytmegruppe, der var tightheden selv. Desværre var falsetkoret mindre skarpt, og faktisk pivfalsk visse steder... Dette er lidt uheldigt, når man oven i købet prøver at lave call-response med publikum og videregiver melodistykket så usikkert. Frontmand Ralph Pelleymounter og korsanger/keys-mand Ben Jackson tog sig symptomatisk til øret for at finde sig selv. Sangskrivning såvel som snak mellem numrene var usikkert, og først på singlen "Funeral" (med det stærke guitarhook) fornemmede man rigtigt, hvad meningen var, med at de var parret op med Bastille.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA