Nyhed

Bastille vender tilbage til Danmark

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

De gæstede Tinderbox i sommer, hvor de annoncerede, at de ville vende tilbage til Danmark i det nye år – datoen er nu langt om længe fastlagt og offentliggjort. 

Det er lagt op til fest, når de energiske briter træder ind på scenen på Tap1 den 17. februar. Bandet har eftersigende et nyt album på trapperne, der skulle udkomme i starten af det nye år – lige i tide til koncerten i Tap1, hvor publikum kan se frem til nyt materiale. Albummet vil være det tredje i rækken og bliver af bandet selv beskrevet som et "apokalyptisk festalbum". I samme ombæring afslørede briterne til NME, at de havde et mixtape og live-album på vej.

Den britiske kvartet var i år en del af programmet til Tinderbox Festival. En koncert som GAFFAs anmelder kvitterede for med fire stjerner og følgende ord: "Der er ingen tvivl om, at Dan Smith er den altoverskyggende frontfigur, og med sin konstante hoppen rundt på scenen og op på monitorer samt opfordringer til fællesklap, -sang og -hop får han hurtigt sat gang i festen fra åbningsnummeret. Meget firkantet kan man sige, at hovedparten af Bastilles melodier er glade og energiske, mens teksterne udtrykker mere eftertænksomhed og vemod". 

LÆS OGSÅ: Festligt, ikke fængslende

Bastille blev dannet tilbage i 2010 og slog for alvor igennem i 2013 med storhittet "Pompeii". Samme år smed de debutalbummet Bad Blood på gaden, et udspil som ligeså toppede verdens hitlister. Tre år efter kom opfølgeren, Wild World – og nu skulle den tredje altså snart være på trapperne. 

Billetsalget bliver skudt i gang på fredag den 5. oktober kl. 10

Varm herunder op til koncerten med det store hit "Pompeii": 

ANNONCE