x
Polica: Lille Vega, København

Polica, Lille Vega, København

Polica: Lille Vega, København

Anmeldt af Kim Lykke Andersen | GAFFA

I sommer gæstede det hypede elektro-pop band Poliça Danmark, og nu knapt et halvt år senere trådte Minneapolis-kvartetten i aftes atter på scenen i Lille Vegas udsolgte lokale.

Siden sidst har Poliça udgivet albumefterfølgeren "Shulamith" (2013) til debutalbummet "Give Up The Ghost" (2012). Sammenlignet med debuten byder "Shulamith" på en mere tempofyldt og varierende oplevelse, hvor der, modsat tempoet, er skruet en smule ned for den gennemtrængende autotunevokal, der dog stadig fungerer som en gennemgående signatur på "Shulamith". Allerede inden koncerten var der således lagt op til en spændende fredags synthpopfest på Lille Vega.

Musikerkollektiv

Festen startede, allerede inden kvartetten gik på, med opvarmningen leveret af supportbandet Marijuana Deathsquads. En sjov lille ekstra info-detalje er, at Marijuana Deathsquads blandt andet består af Poliças producer Ryan Olson (kendt fra musikkollektivet Gayngs) og Poliças ene trommeslager Ben Ivascu. Desuden optræder Poliças frontvokalist Channy Leaneaghs også på nogle af Marijuana Deathsquads' numre, og tidligere var hun også en del af Gayngs, hvor hun sammen med Ryan Olson skrev teksten til numrene.

Denne indbyrdes trekantsforbindelse bliver yderligere forstærket af endnu en rød tråd til det lille musikerkollektiv, nemlig Justin Vernon (Bon Iver). Ud over at være en del af Ryan Olsons band Gayngs har Vernon også tidligere gæsteoptrådt med Marijuana Deathsquads samt leveret vokal til Poliças førstesingle "Tiff" fra det nye album. I sin tid var det også Vernon, som var med til at opbygge den massive hype omkring Poliça, da han ved udgivelsen af debutalbummet erklærede sin kærlighed til kvartetten og udtalte: "The best band I've ever heard". I aftes var det dog desværre uden Vernons medvirken, men både Marijuana Deathsquads og Poliça klarede det nu også ganske udmærket på egne ben.

Røgtåge

Poliça indtog først den tilrøget og dunkle scene, hvor kun seneste albumcover lyste op i baggrunden, med albummets dance-klingende-nummer "Spilling Lines". Her var der skruet op for bassen, bouncede synths og trommeslag, der slag for slag kunne mærkes helt ind i kroppen. Det virkede til at behage publikum, som straks og villigt gav efter for indledningen til en festlig fredag aften. Herfra var der således lagt op til dans omgivet af elektro-trance. Jublen blev endnu større ved tonerne af Poliças gennembrudshit "Lay Your Cards Out" fra debutalbummet, hvor hele scenen vuggede til længselsfulde toner af "I'm waiting… lay your cards out" og monotone taktfulde trommeslag.

Under hele koncerten stod Leaneaghs fløjlsbløde vokal godt og kontrasterende til det hårdtslående livesæt bestående af keyboard, bas og trommer. Ved introen af alarm-varslende bas fra Chris Bierdan blev "Very Cruel" for eksempel skudt i gang med Leaneaghs lige så hårdslående r&b-rappende toner, som Ben Ivascu og Drew Christopherson var på trommerne. Senere, da Poliça fremførte den dansable "Chain My Name", dedikeret til opvarmingsbandet Marijuana Deathsquads, lettede røgtågen, og salen kogte for alvor op.

Symbiotisk optræden

Undervejs herskede der dog også fine stille stunder, som for eksempel på sange som "So Leave" fra det nye album og debutalbummets "Wandering Star". Sidstnævnte er desuden titlen på en af Portisheads sange fra 1994 "Dummy"-albummet, og bevidst eller ubevidst kom der her associationer til Portishead. Tempoet blev skruet helt ned og fungerede enstemmigt med den hjertesørgende lyrik: "I'm married to the wandering star ... now the world turns without me ... the sheets are cold and your space is dark."

Da bandet kom tilbage for at spille koncertens sidste to ekstranumre, bød de først på en stripped down version af debutalbummets "Leading to Death", som blev fremført i en smuk melankolsk duet mellem Leaneaghs vokal og Bierdens bas. Til det sidste nummer var trommerne igen tilbage, og det gamle sjælfulde Lesley Gore-nummer "You Don't Own Me" var det sidste, publikum fik med sig denne aften. Her beviste gruppen, at de indeholder mere end overdyngende autotune, og Leaneagh sang sig inderligt ind i de fremmødtes hjerter, hvor vokal, trommer og bas symbiotisk fadede sammen.

Forvrængede lydbilleder

Til tider manglede livesættet dog lidt kant og intensitet. Poliça tog således publikum med på lidt af en rutsjebanetur, hvor momentum peakede lige så hurtigt, som det desværre også faldt. Af og til blendede sangene lidt for meget ind i hinanden, og her overskyggede autotunen desværre og blev en anelse for monotont. For eksempel blev en af andet albummets bedste sange, "Tiff", med den førnævnte Vernons vokal med på sidelinjen, personligt lidt af et antiklimaks for mig. Sang og musik virkede lidt rodet, og Vernons vokal på omkvædet flyd rundt i lydbilledets baggrund, med bassist Bierdans lidt halvtamme forsøg på at gøre Vernon kunsten efter. Og generelt manglede der lidt groove til den ellers 80'er soulfulde sang.

Overordnet er den lidt ensformige og gennemtrængende autotunede-lyd bestemt en, som deler vandene. I aftes må det således forventes, at det talstærke fremmødte publikum hører til den del, som er for Poliças visionære bud på autotunens brug. Jeg selv hører også til i denne kategori, men savnede til tider lidt mere indlevelse og publikumskontakt under livesættet. Poliça byd dog på catchy poptoner samt mørke eksperimenterende beats, som opvejede helhedsoplevelsen. Med lyd-sammensuriummet af både pop, r&b, dub og elektronika beviste Poliça trods alt, at der bag det autotunede poplandskab eksisterer et mangfoldigt og visionært band, der håndterer elektroniske effekter, live-instrumentering og forfinet vokal i en klasse for sig.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA