x
Glenn Branca og Stephen O'Malley: Planeten, Huset-KBH

Glenn Branca og Stephen O'Malley, Planeten, Huset-KBH

Glenn Branca og Stephen O'Malley: Planeten, Huset-KBH

Anmeldt af Peter Lykke Madsen | GAFFA

Inden aftenens dobbeltkoncert med herrerne Branca og O'Malley er det muligt at overvære en artisttalk med Glenn Branca, hvor han bl.a. fortæller indgående om sin hjemmebyggede guitar, som er to guitarer sat sammen i halsen, så den har to kroppe. Branca fortæller, at han egentlig "spiller forkert" på guitaren og i stedet dyrker klangflader. Vi får senere på aftenen en udførlig demonstration i, hvordan det lyder. Branca svarer desuden hurtigt på publikumsspørgsmålet om hans rolle i populærkulturen ved at sige, at han slet ikke har nogen, for populærkulturen ved ikke, at han findes. Vi undgår næsten også al snak om Sonic Youth, som ellers i lidt bredere kredse har været Brancas claim to fame, idet Thurston Moore spillede med i Brancas første band, der også talte Michael Gira, som senere dannede Swans.

 

Stephen O'Malley

Således varmet op, om end på et noget teoretisk plan, er det nu blevet tid til for alvor at lade guitarerne snakke. Stephen O'Malley, kendt fra Sunn 0))), træder ganske anonymt ind på scenen og beder om at få alt lyset slukket, så det kun er et koldt baglys bag væggen af Marshall-forstærkere der kan ses. Fra sin plads, godt gemt ude i højre side af scenen, lader han så sin tonstunge, øretromme-sprængende høje drone vælte ud i den lille sal, som Planeten i Huset-KBH er. Man kunne måske anføre, at det virker som fråds at have koblet et PA-anlæg på forstærkerne. Jeg har sjældent forsøgt at stoppe et par hørepropper så langt ind i hovedet på mig selv.

O'Malleys lyd lægger sig ellers tæt op af, hvad man kander fra Sunn 0))): langsomme, mørke og tunge vibrerende rytmer. I løbet af de 40 minutter, O'Malley spiller, udvikler det sig nærmest til en fysisk oplevelse, hvor den tunge dronelyd sidder direkte i mellemgulvet, og hele hovedet runger, faktisk i en grad så der kan opstå en helt anden lyd, hvis man drejer sit hoved den ene eller anden vej, eller hvis man skulle komme til at gabe lidt, og det er altså fra en plads godt nede i salen. Man kan kun gætte sig til, hvor voldsomt det er nede forrest. Efter præcis 40 minutter stopper det hele brat op, og man må lige sunde sig et par sekunder oven på en på alle måder voldsom oplevelse.

 

Glenn Branca

Selvom det er sat op som en dobbeltkoncert, altså uden egentligt hovednavn, så er det vel ikke helt forkert at kalde Glenn Branca for netop det. Hans koncert falder i to dele, først en akustisk del, og derefter en elektrisk del, som kommer til at foregå på hans føromtalte hjemmebyggede "magic guitar". Branca forklarer først lidt om, hvad der skal ske og fortæller, at den akustiske del kommer til at indeholde tre stykker musik, "Structure" fra den klassiske "The Ascension"-plade, og herefter en skitse som aldrig er blevet indspillet. De bliver spillet pga. "historical interest", som Branca formulerer det. Til sidst i det akustiske sæt vil han spille et nyt, ufærdigt, stykke med titlen "Velvet and Pearls".

Den elektriske del er udelukkende improvisation. Branca har tidligere på aftenen forklaret, at "han spiller det, guitaren vil have ham til at spille", og han har også selv indrømmet, at det lyder ret prætentiøst.

Jeg kan klart bedst forholde mig til de færdige akustiske skitser, imens jeg mildest talt har det lidt svært med det improviserede sæt. Det er dog uden tvivl fascinerende at lytte til de klangflader, som Branca frembringer på sit hjemmebyggede instrument, fra sin plads halvt gemt bag forstærkerne, med ryggen til publikum. Jeg kan ikke mindes nogensinde at have hørt sådanne lyde fra en guitar. Det bliver dog ret hurtigt for monotont, og da guitaren, ifølge Branca selv, skulle have et særdeles udvidet lydbillede i forhold til en almindelig guitar, kan man undre sig over, at Branca ikke udviser synderlig interesse i at udforske forskelligheden noget mere.Hans akustiske skitser virker ellers mere opsatte på at afsøge den akustiske guitars lydunivers. Hvis man er der for "the historical interest", er det også her, der er mest at komme efter, da man her tydeligst kan høre, hvordan Branca har virket som inspiration til f.eks. Sonic Youth.

Branca-koncerten åbner nogle interessante spørgsmål, når man skal bedømme en legendarisk kunstner. Synes jeg, det lød særlig godt? Nej, det gjorde jeg ikke. Anerkender jeg, at Branca er en stor kunstner, hvis indflydelse for guitarlyden i alternativ musik og støjrock i særdeleshed er uvuderlig, ja, det gør jeg sådan set. Er det så stor kunst, når jeg ser denne legende stå og improvisere sin kunst frem? Det er det måske, men i så fald så ramte værket så ikke lige mig, uden at det vel af den grund trækker noget fra Brancas virke som kunstner.

Nuvel, med den disclaimer kan man i hvert fald anerkende, at en aften i selskab med O'Malley og Branca ikke er en aften som så mange andre. Det er tale om ekstremer inden for guitarspillet og et sandt sansebombardement, men måske er der mere tale om at sætte pris på en performance end egentlig musikken.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA