x
King Krule: Pumpehuset, København

King Krule, Pumpehuset, København

King Krule: Pumpehuset, København

Anmeldt af Anine Fuglesang | GAFFA

Når man har stået for et af 2013 mest bemærkelsesværdige debutalbum, er forventningerne forud for en koncert med britiske King Krule, med det borgerlige navn Archy Marshall, derfor tårnhøje.

Der er således heller ikke noget at sige til, at der tydeligt kan mærkes en stemning af forventningens glæde blandt de mange spændte publikummer, der er mødt op til aftenens udsolgte koncert i Pumpehuset, som efter sidste års aflysning af koncerten på Roskilde Festival er King Krules første på dansk grund.

King Krule, der tidligere har optrådt under navnet Zoo Kid, er efter min mening af den type støbning som kunstner, sanger og poet, man skal lytte til nogle gange, før man begynder at forstå en flig af det univers, som det kun 19-årige wonderkid skaber, når han på dyster, mørk og melankolsk vis deler ud af sine meninger og dokumenterer sit liv og det samfund, han er vokset op i.

 

En ung, moden mand

Allerede fra han træder ind på scenen, og numre som "Ceiling", "Ocean Bed" og "Cementality" bliver fremført, er den disharmoniske kontrast mellem King Krules barnlige udseende og hans dybe, modne stemme tydelig. Andy Marshall virker på flere punkter mere moden og selvsikker, som han står der på scenen i en tætpakket og varm sal, end hans alder næsten synes at tillade.

Det er måske derfor, at hans lyriske univers, der mest af alt leder tankerne hen på den litterære teknik stream of consciousness, ikke kun efterlader os med en musiker, men også en poet.

I hans drømmende, levende og konfronterende numre, jeg nærmere vil betegne som slæbende og sprudlende lydlandskaber end decideret sange, er der en både musikalsk og lyrisk modenhed, der ret beset burde være tilegnet en mand dobbelt hans alder.

Der er en nerve i musikken så ægte, at den kun kan stamme fra egne oplevelser, hærdet af at være vokset op i et af Londons mest belastede kvarterer. Som i hittet "Easy Easy", der høster et af aftenens største bifald, og bliver leveret med et energisk og cool overskud. Eller i "Has This Hit?", hvor en aggressiv stemme hvæser: "Another disappointed soul/Well I tried, I tried to keep it in control/Well I, I will end up on the dole/It's my life, and I'll fall into that goal."

 

Brøl og poesi

For en aften bliver vi lukket ind i dette univers af weirdness, som King Krule har åbnet for på sit anmelderroste debutalbum "6 Feet Beneath The Moon", der udkom i august sidste år på den unge mands 19-års fødselsdag. Med sin raspende og dybe barytonstemme, der er så særegen, at man aldrig er i tvivl om, at det er Andy Marshall, der synger, inviterer han indenfor i sit unikke, musikalske univers, hvor han udtryksfuldt og fortolkende formår at kombinere genrer såsom jazz, triphop, dubstep, post punk og 50'er-croon, så de på forunderligvis flyder sammen til en helhed.

Et af aftenens højdepunkter er "A Lizard State", der starter ud med et snerrende brøl og ender ud i, hvad man må kalde jazz-rap, inden "The Krockadile" bliver indledt med et par reciterende linjer fra King Krule, som var det poetry slam, før hans tre-mands store band stemmer i.

Koncerten byder på funky elementer, der indbyder til, at publikum danser med, som på "Rock Bottom", mens andre momenter såsom "Baby Blue" er til den mere tilbagelænede og nærmest dragende side.

Alt i alt er det en selvsikker optræden fra en ung mand med et unikt talent, der fylder Pumpehuset denne fredag aften. En ung mand med et musikalsk såvel som lyrisk univers fyldt med plads til at gå på opdagelse, men også et univers, der kræver din udelte opmærksomhed, hvis du tilnærmelsesvis vil forsøge at forstå denne unge mand med den rustne, modne stemme, der er i slående kontrast til det uskyldige udseende.

Support: Kill J ****

Fremtiden ser allerede lovende ud for den københavnske duo Kill J, der består af Julie Aagaard og Lennart Rasmussen. Allerede efter deres første single "Phoenix", og lang tid inden deres debutalbum er på gaden, er der i udlandet rift om det danske r&b-projekt, og efter at have set dem i aften for anden gang som opvarmning, senest for Oh Land i Vega tilbage i december, er jeg helt med på hypen.

Med Julie Aagaards høje, fine vokal, der under visse udbrud leder tankerne hen på vores alle sammens MØ, og de dansable beats, som fødderne bare må rocke med på, er Kill J et interessant pust, man i den grad får lyst til at høre mere fra. Det kunne jo blive på dette års Spot eller Roskilde Festival.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA