x
Toumani Diabaté & Sidiki Diabaté: Toumani & Sidiki

Toumani Diabaté & Sidiki Diabaté
Toumani & Sidiki

Toumani Diabaté & Sidiki Diabaté: Toumani & Sidiki

GAFFA

Album / World Circuit/Playground
Udgivelse D. 12.05.2014
Anmeldt af
Torben Holleufer

Hypen har kørt i et stykke tid. Far og søn i et "sjældent" møde. Og ja, det er sjældent, mest fordi sønnen Sidiki efter eget udsagn helst vil bruge tiden med vennerne og deres succesrige hiphopgruppe. Nu er han så ude på plade med farmand Toumani på gode gamle World Circuit, hvor man efter Hotel Mandé-serien synes at søge med lys og lygte efter næste interessante "pakke", som man siger i jargonen. Resultatet er endnu en plade, hvor Toumani spiller sit fejlfrie kildevæld af toner, et lydtapet som har et eget New Age-feel, ikke ulig en Andreas Wollenweider.

Historien er, at Toumanis afdøde far - som også hed Sidiki - i sin tid begik skiven Cordes Anciennes (Ancient Strings) med sin nære slægtning, Djelimady Sissoko. Siden gik sønnerne sammen med New Ancient Strings, som også var banebrydende, og nu er det så tid til et nyt billede til familiealbummet. Det er ikke blevet bedre med tiden, for jeg finder, at den store mester savner modspil. Som det var på New Ancient Strings, og som det var, da Toumani i sin tid havde sin berømte trio med Bassekou Kouyaté og afdøde Keletigui Diabaté.

Roskildeaktuelle far og søn i 2014 er pænt og nydeligt. Men desværre også en kende kedeligt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA