x
Carsten Bo: Flere kameraer

Carsten Bo
Flere kameraer

Carsten Bo: Flere kameraer

GAFFA

Album / Focus Production
Udgivelse D. 31.03.2014
Anmeldt af
Espen Strunk

Helt tilbage i de tidlige firsere, da C. B. Jensen stadig stod foran sit gennembrud med gruppen Mænd i Blåt, skal produceren Poul Bruun have sagt, at Carsten Bo havde misforstået sin rolle. At han ikke var rockstjerne, men troubadur. Tre årtier senere tager Bo nu konsekvensen med sit første soloudspil i en årrække - en samling på ikke mindre end seksten sange, hvor Bo flankeres af folk som Michael Friis på bas og Gert Smedegaard på trommer.

Carsten Bos patinerede cigaretstemme er en fornøjelse i sig selv, og nok så væsentligt har sangskriveren Bo flere fine sange i ærmet på et uprætentiøst album i den let vemodige eftertankes tegn: "Det blev vel aldrig helt til det, det ku' være blevet / lige dele krig og kærlighed / tårer, blod og sved," som han indleder i For et hundeliv siden

Også tendenser i samtiden står for skud, blandt andet i titelnummeret, som samtidig er et musikalsk højdepunkt på pladen. Fin er endvidere den Kragh-Jacobsen-reminiscente Shangri La - og selvom Bo måske ikke helt er i en Jacobsen eller Skousens liga, er Flere kameraer en absolut hæderlig comebackplade fra en sangskriver, som forhåbentlig ikke har været i studiet for sidste gang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA