x
Sharon Jones And The Dap-Kings: Store Vega, København

Sharon Jones And The Dap-Kings, Store Vega, København

Sharon Jones And The Dap-Kings: Store Vega, København

Anmeldt af Stine Lykkebo | GAFFA

Hun er 58 år og netop kommet på benene igen efter kampen mod kræft. For få måneder siden lå hun stadig på hospitalet, og hendes femte album og dertilhørende planlagte turné måtte sættes på standby. Pladen så dog dagens lys i starten af året, og kræften fik sin ende. Den fuldvoksne souldiva var på ingen måder klar til stille stilletterne. Det viste Sharon Jones i allertydeligste forstand i Vega – stadig sprænghamrende fyldt med kraft, charme, sex og soul.

Dog havde hun og The Dap-Kings ikke travlt med at præsentere det nye album for danskerne. Klokken otte var både scene og sal mere eller mindre tom, og i en langtrukken time og ti minutter måtte man utålmodigt sidde i en sløv venteværelsestemning. DJ Keb Darge stod gemt på balkonen i højre side – de fleste opdagede ham nok ikke engang – hvor han vendte tresserplader. Gode sange, men dj-kundskaben var langt fra imponerende.

Dog var det hele ventetiden værd, og den sløve søvnige stemning vendte brat 180 grader, da The Dab-Kings indtog scenen.

Korsangerinderne The Dappettes lagde ud med et par numre i duet. To modne mørke kvinder, der akkompagnerede hinanden rigtig godt. Saudra Williams med sin dybe runde stemme og Starr Duncan med en mere skinger og nasal lyd gav hinanden en afbalanceret klang. Koret dansede på plads i baggrunden, og guitaristen Binky Griptite bød endelig med en intens trommehvirvel "the superbad soul sister" ind på scenen til en bragende begejstring fra publikum. Til den sexede soul-rundgang fra bandet valsede Sharon Jones kækt ind med en udstråling og charme som en 25-årig.

 

God start med utrolig mange gæstekunstnere

Aftenen blev skudt godt i gang med Stranger To My Happiness fra det nye album, der har fået titlen Give The People What They Want. Et nummer, der ligger i den mere funky ende, men som stadig oser af den optimistiske tressersoul. Rampelyset var så godt som overflødigt. Den sprudlende soulmama strålede som en sol, og med skuldrene gyngende op og ned var kvinden sat i selvsving. De efterfølgende numre var hun dog ikke alene om dansen: "Peter" fik som den første den helt store tur på scenen, og selvom Jones var godt 30 år ældre end ham, skulle der ikke mange moves til, før hun bogstaveligt talt havde charmeret sig ind på livet af ham. Tre damer fik aftenens næste dans til aftenens næste nummer, og endnu engang blev der ikke sparet på hoftevrid og skuldertræk. En egentlig imponerende indsats af ret tilfældigt udvalgte dansere.

Efter gæsteoptrædenerne blev gearet sat lavere. Til When You Love Me, som er en mere langsom soul, kom Jones' alsidige og dybt imponerende vokal til sin ret. Den mørke, fyldige og runde klang kom helt inde fra det inderste hjørne af mellemgulvet og bredte sig helt ud til begge vægge. Hun bevægede sig fra de dybeste toner og helt ud i de kraftfulde forvrængede råb.

Efter den mere følsomme stund blev der skruet op igen med singlen – og det nye albums åbningsnummer – Retreat! Et godt nummer, der skriger af tresserstemning i bedste Aretha Franklin-stil, men som i går ikke ramte publikum så stærkt, som mange af de tidligere numre havde gjort.

 

En sang til sygdommen

Aftenens absolut højdepunkt – og det kan på ingen måder diskuteres – var, da Get Up and Get Out fik sin spilletid. Jones brugte lang tid på at forklare forinden, at dagens udgave ikke ville være som originalen. Samtidig med hun lettere vulgært humpede med hofterne, beskrev hun, hvordan nummeret ville være "first slooow… and then fast!!" Og kvinden holdt sit ord.

Efter først en følsom og nærværende udgave af Get Up and Get Out, hvor bandets uhyre præcise timing skabte en skvulpende bølgegang i tempo og pauser, skiftede tempoet, og vores soul sister kastede sig ud i nogle absolut imponerende og bemærkelsesværdige dansetrin. Endnu et skift til et langt b-stykke denne gang med en ukendt sangtekst: "Only few months ago I was laying at the hospital…" Hun sangt fortsat, men teksten var en freestyle om hendes sygdomsforløb, og hvordan hun er kommet på benene igen for at "give you people what you want!". Der var ikke skyggen af ynk eller selvmedlidenhed, men en styrke, man kun kunne knæle i støvet for, selv da hun sang, at hun har mistet øjenvipper, øjenbryn og hår. "It will all come back! And tonight I'm glad to be back on the scene, I'm cancer free!!"

Der var ingen tvivl. Den sang var dedikeret til kræft og var en ubeskrivelig stærk og enormt inspirerende oplevelse. Jones vendte tilbage til originalversionen, fortsat i et aggressivt up-tempo, og med omkvædet "Get up! and Get Out (cancer)!" kørende på repeat.

 

Karisma som en tegneseriefigur

Jeg må tage hatten af. Nej, jeg må smide den på jorden og trampe den i stykker i respekt for denne kvinde. Hun er tæt på de tres, har rundere former, end hvad helt godt er, hun har mistet håret og er stort set lige blevet udskrevet fra hospitalet, men så har hun en selvtillid, som selv ikke kræft kan skyde sig igennem. I næsten to timer gav hun og bandet den fuldstændig smadder, så man blev forpustet af blot at se på. Hun oser af energi og ungdom, og hendes personlighed og dancemoves er billetten værd i sig selv. Ligeså karismatisk er hendes stemme, som hun legende kaster rundt med i alle afskygninger stærkt bakket op at sine rutinerede og aldeles beundringsværdige Dap-Kings. Jeg står dog tilbage med "kun" fem stjerner i hånden, da arrangementet minder noget om den oplevelse, hun bød danskerne samme sted for to år siden – og så var opvarmningen simpelthen for sløj. Alligevel har jeg nu svært ved at forstå, hvorfor så få var mødt op i Vega i går. Stod det til mig skulle hele kongeriget tvangsindlægges til en ordentlig dosis af Sharon Jones og The Dap-Kings. Det må simpelthen kunne kurere det meste.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA