x
Neil Young: A Letter Home

Neil Young
A Letter Home

Neil Young: A Letter Home

GAFFA

Album / Warner Music
Udgivelse D. 26.05.2014
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Det lyder umiddelbart som et enkelt regnestykke med kun et eneste muligt udfald, når to af den moderne musikhistories bedste navne samarbejder. Neil Young bag mikrofonen, Jack White bag kontrolknapperne. Desværre kommer de på afveje og ender med et hyggeligt og okay produkt. Ikke mere.

A Letter Home består af coverversioner af sange, som har betydet meget for Young. Sange, som har forandret hans liv. Resultatet er en håndfuld gode sange og nogle få, som aldrig burde være blevet indspillet. Young er bedst på Bert Jansch' Needle Of Death og Gordon Lightfoots If You Could Read My Mind og Early Morning Rain. I den anden ende af skalaen finder vi en horribel version af Willie Nelsons On the Road Again. Young er heller ikke i sit es, når han forsøger med en (tam) udgave af Bruce Springsteens My Hometown.

Det største problem ved A Letter Home er nu ikke sangudvalget, men lyden. Young og White besluttede sig for at spille pladen direkte ind på vinyl, hvad samtidig har skabt en lyd af en anden verden af knitrende riller. Derudover har de gjort lyden bså ulden og uklar, at det lyder som en meget gammel og slidt plade fundet i et antikvariat. Fedt nok, hvis det fungerer, men denne gang trækker det nedad. Lyden er for dårlig til, at man kan kalde det cool eller charmerende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA