x
Glass Animals: Zaba

Glass Animals
Zaba

Glass Animals: Zaba

GAFFA

Album / Caroline Records
Udgivelse D. 10.06.2014
Anmeldt af
Simon Nathanael

Det er en ydmygende følelse at opdage et band, som tilsyneladende har været hypet i meget længere tid, end man selv har haft kendskab til det. Det kan dog også være en skjult velsignelse, fordi man så lytter til debutpladen med et rent – eller i hvert fald ikke-hypet – sind. De let folkede elektropopsange på denne debut gjorde, hype eller ej, ualmindeligt stort indtryk på denne anmelder.

Det luftige miks af hule, elektroniske lyde og spæde drenge-vokaler realiseret i en ekstremt melodiøs og samtidig uprætentiøs sangskrivning på åbneren Flip og singlen Gooey (den, som gik min næse forbi) har så meget nerve og nytænkning, at hypen i dette tilfælde kun kan siges at være berettiget. Rytmegruppen i bandet har en dragende primal, tribal-agtig kvalitet, som stilles i konstant kontrast til lys falset og surfede guitarakkorder. Samtidig findes urbane kvaliteter i underspillede, rungende basser på Hazey, og man fornemmer pladen igennem gennemarbejdede inspirationskilder fra r&b over industrial til 70'er-rock. I sandhed en vellydende nyskabelse.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA