x
Franz Ferdinand : NorthSide, Blue Stage

Franz Ferdinand , NorthSide, Blue Stage

Franz Ferdinand : NorthSide, Blue Stage

Anmeldt af Sara Elisabeth Nedergaard | GAFFA

Franz Ferdinand har fået fødder til at stampe let og skuldre til at gå op og ned i et ikke for hidsigt tempo siden 2004, hvor de velklædte skotter udgav deres selvbetitlede debutalbum. Fredag aften betrådte de fire herrer Northsides Blue Stage, hvor festivalgængerne havde fået ganerne læsket med Tuborg-kander til 175 kroner, og den nedadgående sol udgjorde en smuk kulisse for en aftenkoncert med de aarhusianske trætoppe som en dansk skyline.

Førnævnte debutalbum udkom, da alle kåde gymnasieelever nød at danse til kunstnere som The Strokes. Så kom det her skotske band, der havde en ironisk kant og skarp guitar, som man ikke kunne andet end danse med til. Mange år er gået siden den bølge. Siden da har Franz Ferdinand leget lidt med noget elektronisk lyd, der måske ikke var videre vellykket, hvorefter de vendte tilbage til deres oprindelige image med de stramme trommer og insisterende guitarstrofer.

 

Lidt tamt, lidt kedeligt

Iført matchende outfits med grafisk sort/hvid print entrerer gruppen scenen på dette års NorthSide Festival. Allerede fra de første strofer af "Bullet" kan man mærke, at det er én af de der koncerter. Den slags koncerter, hvor man bliver mindet om det somme tider uundgåelige: At det også er et job for dem, som vores job er for os dødelige.

Forsanger Alex Kapranos er lidt tam i det, lidt kedelig, mens bandet spiller sig gennem førnævnte sang, sammen med "No You Girls" og "Right Thoughts, Right Word, Right Action". Bedre bliver det, da den karakteristiske guitar kommer i spil på "Matinee", og Kapranos får råbt et: "Northside Festivaaaal – I have the evil eye!" ud, hvorefter sangen "Evil Eye" (selvfølgelig) bliver eksekveret.

 

Det er et J-O-B

Mens de i forvejen alt for små storskærme bliver udfyldt af hvidt på rødt: "Pas på hinanden – skub ikke" og "crowdsurfing forbudt", kommer "The Fallen", og "Fresh Strawberries", hvor man ikke kan lade være med at tænke tanken, at det her, det er et job, der skal udføres. Og det er altså bare en ret ærgerlig følelse at stå med som koncertgænger. Her vil man gerne væk fra tanken om respektive og gængse job, og det blev man ikke hevet væk fra ved denne koncert.

 

Grunden

…til, at Franz Ferdinand blev store til at starte med, er sætninger som: "I love the sound of you walking away". Og den bliver fremført smukt som på pladen, men mere på grund af sætningens oprindelse end dens fremførelse. "Walk Away" er dog stadig en virkelig god sang, det kan man ikke lave om på. "Stand On The Horizon" har en super fed, stram guitar, som bandet er kendt for. Men så kommer "Can't Stop Feeling", der vælter ned i en synth-baseret grøft, som bandet aldrig skulle være faldet ned i. Hurtigt glemmer man det faux pas, da "Auf Achse" minder en om, hvad Franz Ferdinand kan som band. Alle vegne, man kigger ud over den tætpakkede festivalplads, er der hoveder, der nikker og fødder, der tramper let.

"Michael" og "Take Me Out" er sublime crowd-pleasere, der viser, at det var en vis beslutning, bandet tog, da de på deres seneste album valgte at gå tilbage til deres gamle lyd. "Love Illumination" og "Ulysses" er igen "downere", der får publikum til at fokusere mere på kander fyldt med Tuborgs gyldne dråber, og længselsfulde blikke mod madboder, cigaretstande, toiletter og hæveautomater.

"This Fire" er en tiltrængt næsten-afslutning, der får publikum op at køre igen. Et fedt mellemspil, fællessang og en inkluderende forsanger får publikum i feststemning, og det ville ikke undre mig, om Franz Ferdinand vil kunne spille Orange Scene op på en god dag. Men ikke i dag – der var det bare middel. Og middel er også okay.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA