x
Electric Wizard : Roskilde Festival, Arena

Electric Wizard , Roskilde Festival, Arena

Electric Wizard : Roskilde Festival, Arena

Anmeldt af Christian Bækholm | GAFFA

Når konferencierens meddelelse om, at rapperen Drakes søndagskoncert er aflyst, afstedkommer en bragende applaus og fællesskål fra publikum, så ved man, at man er det helt rigtige sted. Næsten, for Electric Wizard fyldte ikke engang halvdelen af Arenas kæmpekapacitet, og havde nok været bedre placeret på en af festivalens mindre scener.

Når det er sagt, så kan man ikke undgå at blive imponeret af det helt igennem smadrede lydbillede, engelske Electric Wizard formår at skabe – både live og på album. Ultra-forvrængede guitarer, der lyder som om, de er spillet i slowmotion, feedback fra helvede og et generelt underliggende støjsus bastant bakket op af doom-dundrende distortionbas gør Electric Wizard til et kompliceret band, der tager tid at lære at sætte pris på. Men er man først nået dertil, så bliver man heller ikke ladt i stikken. Derfor var et også et dedikeret publikum, der var mødt frem under Arenas store teltdug til kulsort messe og sludge galore.

Horror, bryster og sataniske ritualer

De engelske tung-rockere åbnede modigt med den 13 minutter(!) lange "Supercoven", der passende udstak tempoet for resten festivalens ultimative sejtrækkers sæt. Skidt lyd gav bandet en sløv start, men begynder-vanskelighederne blev hurtigt rettet, og så foldede de okkulte toner sig for alvor ud. Med uendelige riff-gentagelser og Jus Oborns nærmest messende vokal trak kvartetten publikum længere og længere væk fra omgivelserne på Dyrskuepladsen. Nogle vil sågar nok argumentere for, at bandet har en decideret transcenderende effekt på lytteren.

"Black Mass, Black Mass!" skreg forsanger Oborn, mens hashtågerne steg mod teltdugen, og storskærmen viste sataniske ritualer, italienske horrorklassikere, struttende bryster og lesbisk sex badet i psykedelisk lyssætning. Alt sammen med til at skabe Electric Wizards unikke atmosfære af cannabis-galskab, okkult fascination, masser af overdrive og eksplicit S/M-voyeurisme.

Træfsikkert "hit"

Bandet støjer helt grotesk, men blander succesfuldt det komplet uregerlige og utæmmelige kaos med melodisk træfsikkerhed, lidende lyrik og dragende stemmeføring. Ikke mindst bassist Clayton Burgess, der på nærmest Cliff Burton'sk vis bandt hele herligheden sammen fra sit enorme forstærker-stack.

"The Chosen Few" og selvfølgelig "hittet" "Funeralopolis" sluttede en meget tung, tidlig aften af for en af verdens tungeste bands, der leverede varen, men som aldrig skulle have været placeret på så stor en scene.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA