x
Bastille : Roskilde Festival, Arena

Bastille , Roskilde Festival, Arena

Bastille : Roskilde Festival, Arena

Anmeldt af Kristoffer Veirum | GAFFA

Hvem var kommet for at levere festen? Bastille eller publikum. Allerede fem minutter før showet på Arena går i gang står publikum og messer "Seven Nation Army", mens forventningerne vokser.

På scenen står tre store trekanter – det matchende logo i Bastilles "A". De lyser op, mens Angelo Badalamentis tema til Twin Peaks brager ud af højtalerne. Allerede fra åbningsnummeret "Bad Blood" er publikum med. Hænderne er hævet højt oppe over hovederne – og der vil de forblive de næste 50 minutter til, hvad der skal vise sig som en magtdemonstration af popmusik i 2014.

Dan Smith er et rovdyr på scenen. Han smider hurtigt sin grå hættetrøje med en ulv på ryggen og fremstår klædt kun i sort. Koncerten igennem vrider og danser han sig gennem hver eneste sang med en indlevelse, der ikke lader nogen blandt publikum misforstå, at her har vi tale om den ægte vare.

Da debutsinglen "Overjoyed" rammer som femte nummer, danser selv drengene. De står i bar overkrop, muskuløse og solbrune, og danser med det store kor af piger, der er stimlet tæt op sammen foran scenen.

Koncerten igennem skifter Kyle Simmons fra bas til guitar, mens Dan Smith udfører et ganske glimrende spil på keyboard. De supplerer hinanden i harmonier, der vækker genlyd blandt publikum, mens pyramiderne bag dem gløder op i stemningsfuldt lys.

"Blame", koncertens syvende nummer, bliver præsenteret som "nyt nummer og ren guitarolo", og den Edge-inspirede solo i slutningen af nummeret får da også publikum til at råbe højlydt.

Koncerten er velbalanceret som en tur i en rutsjebane. Når tempo har været oppe et stykke tid tages det professionelt ned – vel at mærke, uden at energien på noget tidspunkt ryger. Smith pisker med sin indlevelse hele tiden stemningen op.

Det må bemærkes, at lysshowet spiller ind. Der blændes ned de rigtige steder, så stemningen bliver desto mere højstemt, og der skydes igennem, når stortrommen sparker i gang. Drengen med de store muskler tager fat i et kærestepar, en yndig lyshåret pige og en tynd fyr, og byder dem op til dans. De smiler alle. Samhørighed.

Fyren, han hedder Nick Hansen, vender sig snart mod undertegnede og siger "Det her er fedt! Jeg venter på Pompeii, og så ryger det her pis op på et sted mellem fire og seks stjerner." Han må dog vente lidt endnu, før han får sit ønske indfriet.

"Jeg beklager, jeg kan ikke danse," siger Smith fra scenekanten. Publikum griner. Han gør ikke andet end at danse, så han gør hver dreng med en pige misundelig.

Den store overraskelse er næstsidste nummer som er et cover af Coronas 90'er-klassiker "The Rhythm of the Night". De fremfører den fantastisk, og selvom publikum måske ikke husker den første "Yaba-daba-doo Dance"-opsamling, løfter de deres hænder mod teltets loft.

Afslutningsvis får vi hittet "Pompeii", og hvor den italienske by gik under for vulkanen, så var det vist Bastille, der i aften fik magnaen til at bage ud over scenekanten og blandt publikum.

 

Se et helt nyt interview med Bastille optaget på Roskilde Festival 2014:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA