x
Damon Albarn : Roskilde Festival, Arena

Damon Albarn , Roskilde Festival, Arena

Damon Albarn : Roskilde Festival, Arena

Anmeldt af Peter Ramsdal | GAFFA

Damon Albarn er gået hen og blevet en moden popstjerne. Det er 23 år siden han første gang stod på Arena med Blur, hvilket han også mindede publikum om undervejs. Årene er selvfølgelig ikke gået ubemærket hen på den engelske pretty boy, men han ligner stadig pænt meget sig selv med sin ulastelige blå denimjakke, t-shirt, skægstubbe, sit rodede bollehår og sine skæve tænder og skæve smil.

Han lagde ud med "Lonely Press Play" fra sit forrygende nye soloalbum "Everyday Robots", der med sit dovne, vuggende beat slog tonen an til en koncert, der viste, at der er en flot sammenhængskraft i alt hvad manden har lavet – fra Blur over Gorillaz til The Good The Bad The Queen og ikke mindst Damons nye soloalbum - selv om projekterne i høj grad har været forskellige.

Herefter satte Damon sig til pianoet og gav en lavmælt version af titelnummeret fra sit soloalbum, der med sin slæbende rytme kun langsomt flytter sig ud af stedet, men publikum lyttede andægtigt og lod nummeret krybe ind under huden. Og allerede her stillede Damon sig ud i Messias-positur mod publikum og tog imod folkets hyldest.

Så var det blevet tid til at trutte lidt i hans elskede melodica i "Tomorrow Comes Today", hvorefter han hoppede ud blandt publikum i "Slow Country", og så viste han, at han stadig er i stand til at få publikum til at bryde ud i et "uh, uh" på en stærk version af "Kids With Guns", der blev fulgt op af en lige så stærk udgave af "Three Changes".

Herefter måtte han erklære sin kærlighed til Danmark, og fortalte historien om, at han i 1991 havde spillet på selvsamme scene første gang med Blur, og at han i øvrigt havde danske forfædre på sin mors side. Ikke et øje eller en slægtsbog var tør. I forbindelse med "Kingdom Of Doom" kom han også med en hyldest til hele Roskildes Frede, der som bekendt var til Stones-koncert i går. Damon havde mødt Frederik, da The Good The Bad The Queen spillede i Operaen, og han synes bestemt, at Frederik er en fin fyr.

Ikke alle Damons kompositioner har samme styrke, men specielt hans afdæmpede hymner rummer skræmmende kvaliteter. "Hostiles" blev leveret i en nøgen og nedbarberet udgave, men nummeret over dem alle er "Out Of Time", som viser hvor vidunderlig en sangskriver Damon Albarn er. Helt alene ved pianoet fik han mange blandt publikum til at fælde en tåre og lykkeligt glemme tid og sted. Derefter landede publikum igen med "All Your Life".

Og her kunne fortællingen så være slut, hvis det ikke var fordi, at Damon Albarn efter det rituelle tovtrækkeri med publikum om ekstranumre, havde en sort kanin eller to i hatten.

Damon entrede scenen igen og var en rigtig drillepind, og truttede et par toner i sin melodica, men så afbrød han nummeret og inviterede en gæst på scenen. Ind kom den engelske grime-rapper Kano på scenen og så blev der ellers fyret op under Gorillaz-nummeret "Clint Eastwood" tilsat vild freestyle-rap. Så var der fest på Arena. Og hvordan topper man så den slags? Jo, man inviterer De La Soul ind fra USA for at assistere på Feel Good Inc.. Mere massepsykose. Herefter landede koncerten med den søde, barnlige "Mr. Tembo", efterfulgt af "Don't Get Lost In Heaven" og så blev publikum lagt i seng med "Heavy Seas Of Love", der skyllede publikum væk i en syndflod af kærlighed. Herefter var det tid til selfies af først den ene så den anden og tredje musiker foran publikum. En stor aften var dokumenteret.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA