x
Rosemary : Trailerpark Festival, Rebel Stage

Rosemary , Trailerpark Festival, Rebel Stage

Rosemary : Trailerpark Festival, Rebel Stage

Anmeldt af Anine Fuglesang | GAFFA

Lad mig slå én ting fast med det samme. Ord kan ikke beskrive den oplevelse, det var at både se og høre elektroduoen Rosemary torsdag aften på Trailerpark Festivals nye scene Rebel. Og alligevel er det så ord, jeg kaster mig over og skal bruge som et fattigt værktøj i netop beskrivelsen af Rosemarys koncert.

En halv time efter annonceret klokkeslæt entrerer duoen, der består af danske Lasse Martinussen og iranske Sahar Pour, den lille og flot pyntede scene. Men ægteparret er ikke alene. For med til at understrege det bizarre, dystre og uhyggelige udtryk, der indhyller deres musikalske univers som en tæt, fugtig og grå tåge, er tre maskeklædte personer, der ikke fortrækker en mine under hele koncerten. Eneste bevægelse fra deres side er, når den ene cigaret efter den anden bliver tændt, mens nysgerrige publikummer ihærdigt forsøger at mase sig frem for at se, om det nu virkelig ér en mand forklædt som en dame, der sidder med korslagte, bare ben på stolen. Der er i den grad lige så meget tale om performance her, som der er tale om en musikalsk oplevelse.

Der er noget okkult over stemningen, der breder sig, da Sahar Pours skingre, nærmest glasknusende vokal skærer igennem Lasse Martinussens elektroniske og tunge beats, der efter min smag er det mest velfungerende ved aftenens koncert. Og måden hun vrider sin gravide mave på, mens hun slår med hovedet fra side til side for at slå det opsatte hår ud, får mig lyst til at kalde på en eksorcist og leder bestemt ikke tankerne væk fra det okkulte univers. Tværtimod fristes man til at lave en hentydning til Roman Polanskis egen Rosemary.

Efter at have udgivet deres musik selv skrev duoen tidligere i år kontrakt med pladeselskabet Sound of Copenhagen, og der skulle efter sigende være planer om en ny ep til efteråret. Flere af numrene fra duoens tidligere ep'er "A Persian Tale" og dette års "Pomegranate" har direkte referencer til The Knife med sin bas og synth-rytmik, og det er på numre som "I Know", at musikken og duoen som helhed fungerer bedst. Rosemarys musik er ikke direkte lyttervenlig, men som totaloplevelse live er der alligevel noget dragende over dem. Men de skal opleves. Ikke blot beskrives med ord.

 

 

 

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA