x
NovemberDecember: Danmarks Grimmeste Festival, Skovscenen

NovemberDecember, Danmarks Grimmeste Festival, Skovscenen

NovemberDecember: Danmarks Grimmeste Festival, Skovscenen

Anmeldt af Nicoline Steen Andersen | GAFFA

Det aarhusianske folk-band NovemberDecember udgav i januar i år deres debutalbum "From The Swing Into The Deep". Det selvproducerede album fokuserer på den gode melodi og ikke mindst gruppens varemærke, vokalharmonier, og høstede en hel del stjerner fra den danske anmelderstab, der blandt andre samlignede dem med Fleet Foxes og danske The Rumour Said Fire. NovemberDecembers fem mand høje besætning består af de to leadvokaler Peter Sejr og Steffen Lundtoft, der ligeledes skriver sangene og spiller på henholdsvis bas og percussion, Esben Inglev (guitar, mandolin, vokal), Mikael Sort (pedalsteel, guitar, vokal) og Casper Simonsen (trommer, vokal).

Pæn, næsten for pæn

Kvinteten lægger ud med nummeret "Ring the Bells", der ligeledes er er opstartsnummeret på debutalbummet. Nummeret er i høj grad med til at understrege deres tilhørsforhold inden for genren folk. Den fine hymne lægger op til at nynne og vugge med, hvilket ser ud til at passe det siddende festivalpublikum særdeles udmærket. Det femstemmelige kor er fløjlsblødt, strengeinstrumenterne organiske og trommer velafbalancerede ved hjælp af køller i stedet for stikker. 

"Battlefields" er navnet på næste nummer, der har en lovende indierocket intro i tråd med med den, man så på Coldplays første plader. Den ender desværre op som et temmelig trivielt indslag, som den ellers velspillende mandolin, der trækkes frem til selvsamme nummer, desværre ikke formår at råde bod på.

 

De efterfølgende indslag kører i samme folk-rille som indledningsnummeret, det er svært at genkende numrene fra hinanden, og flere af dem flyder sammen. Det eneste islæt, der stikker ud fra mængden det næste lange stykke tid er det poppede "Save Yourself", der hidtil er sangen med størst radio- og syng-med-potentiale. Men den er godt nok pæn, som i næsten for pæn. Og de akustiske guitarer spiller i bedste singer-songwriter stil stadig hovedrollen i de fleste numre, på trods af, at der på scenen er nok af interessante instrumenter at vælge imellem, hvad med at fremhæve dem noget mere? Jeg savner lidt kant og noget, der får det hele til at skille sig ud. Det er i sin nuværende form ganske enkelt for anonymt.

Koncertens højdepunkt kommer, lidt ubelejligt måske, som et af det sidste indslag. Midt i "The Fountain" skrues der nemlig op for tempoet, og vi bevæger os pludselig over i et uventet udbrud af indierock. Igen en opbygning i tråd med Chris Martin og co., og som virkelig klæder NovemberDecember. Blandingsforholdet mellem folk og indierock burde efter min overbevisning måske snarere være halv/halv end 3/4 til folkens fordel, det kunne muligvis medvirke til at gøre numrene knap så søvndøssende og ensformige - selvom det da også kan have sin charme. 

Flere chancer, mindre af det sikre

NovemberDecembers præstation som dagens første band var ganske velspillet og velsunget. Kvinteten har uden tvivl noget på hjerte, detaljerne er på plads og sidst, men ikke mindst, så er de upåklageligt dygtige musikere. Akilleshælen for de fem fyre er, at det bliver lidt kedsommeligt i længden, og at de ikke kommer med noget originalt, hverken hvad angår musik eller sceneoptræden – især sidstnævnte er ret triviel og de kommer ikke ud over den ellers legendariske scenekant.

NovemberDecember tilfører ej heller folk, eller indie-folk om man vil, noget nyt, men de bidrager positivt til den og har givetvis deres plads. Det er om alle omstændigheder på én gang så uoriginalt, så enkelt og så fint. Jeg lytter hjertens gerne med en anden gang, specielt hvis det foregår som hyggelig baggrundsmusik foran en pejs, mens regnen pisker ind på ruderne. Skal genforeningen foregå i liveformatet, ser jeg gerne de eftertænksomme og flinke medlemmer skrue lidt op for tempoet og chancerne og lidt ned for de sikre trivialiteter.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA