x
When Saints Go Machine : Danmarks Grimmeste Festival, Skovscenen

When Saints Go Machine , Danmarks Grimmeste Festival, Skovscenen

When Saints Go Machine : Danmarks Grimmeste Festival, Skovscenen

Anmeldt af Nicoline Steen | GAFFA

De fire københavnske fyre fra When Saints Go Machine behøver vist efterhånden ingen nærmere introduktion. Skulle man alligevel knibe et par stikord ind, kunne det være: elektropop siden 2007, P3's talentpris, P3-Prisen, Steppeulv for årets producer, Orange Scene, Sónar, "Ten Makes A Face", "Konkylie" og "Infinity Pool".

Kvartetten, der er sat til at lukke årets Grim Festival, består som altid af forsanger Nikolaj Manuel Vonsild, Silas Moldenhawer på akustiske og elektroniske trommer samt Simon Muschinsky og Jonas Kenton, der hersker over keys, synths, samplere og computere.

Man vs. Machine og uacceptabel afslutning fra publikums side

Afslutningskoncertens intro lægger en smule punkteret ud, men vender stærkt tilbage med en stor rungende lyd, der slår over i det eksperimenterende og stemningsopbyggende nummer "Degeneration". En dyster start, hvor næsten alt er mørklagt og det eneste lysskær stammer en lampe ved Vonsilds fødder. Den buldrende bas og lidt mudrede lyd understreger den tilstedeværende uhygge, og publikum er stille og koncentrede, tydeligt draget af atmosfæren.

When Saints Go Machine erstatter dommedagsuhyggen med den mere svævende melodiøse og kosmiske "Parix", der stammer fra gruppens andet album "Konkylie". Der er en distinkt forskel på numrene de tre albums imellem, hvor specielt indslagene fra "Infinity Pool" skiller sig ud - When Saints Go Machine er et band i konstant bevægelse og således også deres udgivelser. Men sættet er velvalgt, således at der er god afveksling mellem de forskelligartede numre, og det skaber en god dynamik i liveoplevelsen. 

Variationen fører os tilbage til det nyeste album og hitsinglen "Mannequin", hvor både Moldenhawers trommearbejde og Vonsild overlegne falset virkelig kommer til sin ret. Sluttelig brydes der ud i en hiphoppet udvidelse, der slår direkte over i "Church And Law". Sidstnævnte vækker genkendelsesglæde hos tilhørerne, der så småt begynder at synge med, og jeg overhører flere udtalelser i stil med "Fuck, hvor lyder det godt" og "Det er jo for vanvittigt, det der". Og det ér godt. Synth-pop-nummeret er tilnærmelsesvis hypnotisk og er, efter min overbevisning, til stadighed et af gruppens bedste.

Det komplekse WSGM-maskineri fortsætter med at indtage natten, og der trækkes spor til både dub, rock og hiphop. Der rammes af samme årsag et bredt følelsesregister, der spænder fra det drømmende og sjælfulde til en hårdtpumpende, trippende og ravet klub-stemning, der fremhæver gruppens tætte forhold mellem "man and machine".  Det discoinspirede gennembrudsnummer "Fail Forever" er immervæk en publikumstræffer, og en kontrolleret, groovende stammedans spreder sig hos de tilhørende.

Til sidst binder ildsjælene på scenen en sløjfe på aftenen med "Slave To The Take In Your Heaven", et downtempo-nummer med aner fra 80'erne, der uberegneligt ender med at peake i et tempofyldt elektrostykke med knirkende synths, der bakkes op af Vonsilds stemme som er rappende og mørk. Det hele kulminerer i et dramatisk klimaks, hvor gruppen giver den excentrisk meget gas.

Der må desværre her knyttes en kommentar til publikum, der på ingen måde giver When Saints Go Machine den afslutning, de fortjener. På trods af, at der var tale om en pragtpræstation og intet mindre end finalen på en tre-dages festival, er bifaldet nærmest ikke tilstedeværende. Det er uforståeligt, specielt efter den bemærkelsesværdige afslutning, og på ingen måde acceptabelt hverken over for band eller arrangører.

Gallionsfigurer for elektropop

When Saints Go Machine viser endnu engang deres format som sande elektropopmestre og kan efter min overbevisning ses som skandinaviske gallionsfigurer indenfor genren. Gruppen stadfæster, at det er muligt at spille en fremragende livekoncert, hvor oplevelsen hverken bliver forudsigelig eller uinteressant på trods af, at den primære lyd stammer fra elektroniske islæt. De smitter publikum med den dragende stemning og behøver ikke gøre brug af billige tricks for at nå dertil.

When Saints Go Machine er om nogen driftsikre på en scene og leverer hver gang. Det skyldes formentlig deres kompromisløse identitet, hvor alt er gennemtænkt til mindste detalje, og intet er tilfældigt. Af samme årsag er jeg også overbevist om, at de ikke lader sig gå på af den utaknemmelige afslutning, publikum gav dem, og at de på ingen måde ser det nødvendigt at tigge og bede om den. De ved, hvad de kan, og hvad de er værd – og det er en hel del.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA