Slipknot: .5: The Gray Chapter

Slipknot
.5: The Gray Chapter

Slipknot: .5: The Gray Chapter

GAFFA

CD / Warner Music
Udgivelse D. 20.10.2014
Anmeldt af
Keld Rud

Som en hydra, der blot lader to nye hoveder vokse ud, hvis man kapper to af, synes amerikanske Slipknot ikke svækket af, at to af bandets oprindelige medlemmer ikke medvirker på det femte studiealbum fra det ni mand store metalband. Jo, der sørges ganske vist over den afdøde bassist Paul Gray, men sangskrivningen er dødsens veloplagt. Og den unavngivne erstatning for trommeslager Joey Jordison lægger sig så tæt i sin forgængers fodspor, at få ville opdage, at der er en ny mand bag sættet, hvis de ikke vidste det.

Fra den ildevarslende åbning med XIX til den storladne afslutning If Rain Is What You Want leverer Slipknot deres både mest nådesløse og mest melodiske øjeblikke. Sarcastrophe er en opvisning i ubarmhjertighed, hvor hele arsenalet af grindpassager og jernhårde riff bliver rullet frem. AOV er ikke synderligt blidere i sin behandling af lytteren, hvis man ser bort fra omkvædet, hvor vokalmelodierne for lov til at indvarsle nogle sekunders harmoni, før helvede igen bryder løs.

Killpop er tilsyneladende meget mere nænsom. Nummeret lægger ud som så mange andre ballader. Indfølt og iørefaldende. Men med omkvædet bliver historien en ganske anden. Her foldes aggressionerne ud. En vekselvirkning, der også er ganske effektiv i sangene The Devil In I og Goodbye. Der er ganske få minutter af det mere end en time lange album, der ikke fængsler én til højttalerne. Og .5 The Gray Chapter indtager på én gang nyt land og bevarer allerede erobret territorium.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA