The Awesome Welles: Radar, Aarhus

The Awesome Welles, Radar, Aarhus

The Awesome Welles: Radar, Aarhus

Anmeldt af Morten Ebert Larsen | GAFFA

Arkivfoto

De har i sandhed haft et godt år i The Awesome Welles, hvor det blandt flere nævneværdige ting er blevet til et selvbetitlet debutalbum, som udkom i sensommeren og ikke mindst en optræden på Roskilde Festival, hvor københavnerdrengene lukkede Rising-scenen. De spiller rock'n'roll med afstikkere, men fødderne er stadig plantet solidt i det enkle. Stadig med en autoritet, der kan vælte selv den største forsamling, for der bliver ganske enkelt gået til stålet denne fredag aften, hvor The Awesome Welles indleder deres lille række af december-koncerter med Kellermenschs Sebastian Wolff som fremragende opvarmning.

Det er julefrokost-sæson, også i Aarhus, hvor omkring 100 publikummer har trodset stormen, som aldrig kom og er mødt op til en seance, hvor aftenens hovednavn får sat dobbeltstreg under, hvorfor det er nogle gutter, det danske musikpublikum bør holde et vågent øje med. Vi starter, hvor vi hele tiden befinder os – og også slutter. Nemlig i den totale destruktion, men med livsline til virkeligheden udenfor. Det er hjerteskærende smukt, men også voldsomt, da der lægges for med det næsten 10 minutter lange og nye nummer, "River's Edge", som bølger op og ned i tempo.

"Undertaker" følger op, og nu er vi rigtigt i gang med forsanger Adam Allen trampende og syngende sit hjerte ud. Det er tydeligt, at publikum er med. De vil være med, for det er her, det sker. Den smukke pige til venstre for scenen kan teksten til stort set samtlige sange, og ved siden af afleveres der håndtegn. Tilbage til forsangeren, for han er original. Totalt sin egen, og alligevel er det tydeligt med associationer til Nick Cave. Det her gælder simpelthen livet. 

Rullende hav af musik

Værterne er mænd af få ord, og ud over Adam Allens "tusind tak, Radar" er det musikken, som taler – og den kommunikerer sit eget tydelige sprog. Vi skal fremad. Destruere og elske i nuet. Pedalen er mildest talt i bund, og vi skal helt hen til "On a Sunday", før tempoet sættes en smule ned. Det gør absolut ikke noget, for det er et af aftenens højdepunkter med Jeppe Bremanns trommer som det bærende. Her messer Allen for os, inden det hele bryder ud i endnu en ordentlig storm.

Til højre på scenen har vi leadguitarist Lucas Berner, hvis seksstrengende pistol er monteret med gaffatape for at holde sammen på herligheden, og til venstre bassist Jakob Løkkegaard, der flere gange i løbet af de 60 minutter i ren eufori vælter sit mikrofonstativ og ellers styrter rundt på scenen. Musikken virker totalt ude af kontrol, men på den uimodståelige måde, hvor man blot håber på ikke at være døv dagen derpå. For man glemmer alt ude omkring, når The Awesome Welles spiller op til dans.

Ingen har soloer, så det er konstant som et rullende hav af musik, der bare skyller ind over. En tsunami, som ikke kan – og ikke må standses. Et opbrud kommer der dog før ekstranumrene, da kun Adam Allen og Emil Christensen på tangenter bliver tilbage på scenen, hvor de trakterer os med en akustisk udgave af "Everything I Had", som sidder lige i skabet. Den bliver bestemt ikke ringere af at miste noget spade, men i stedet få tilsat yderligere melankoli. Med "Wisdom" bliver der sagt tak for i aften, og det er med en knælende Sebastian Wolff som gæst på andet vers. En vanvittig afrunding på en vanvittig aften.

Vi har været vidner til et brag, hvor The Awesome Welles beviste, at man ikke skal frygte for dansk rocks fremtid – hvis de bare bliver ved.

The Awesome Welles kan opleves følgende steder:

13.12 Ideal Bar, København

18.12 Tobakken, Esbjerg

19.12 Posten, Odense


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA