Nyhed

The Awesome Welles på turné i december

... Og de har prominent person med som opvarmning

Mørkemænd foretrækker naturligvis mørket, og derfor byder The Awesome Welles julemåneden velkommen med en mini-turné i det danske land. Til at åbne for sig undervejs har de inddraget produceren af deres debutalbum - og Kellermensch-frontmanden - Sebastian Wolff, der vil optræde solo. Se koncertdatoerne her forneden.

The Awesome Welles udgav i august måned deres selvbetitlede debutalbum til store roser fra det danske anmelderkorps. Blandt dem var GAFFAs Kristian Petersen, som kvitterede med fem stjerner og skrev: "The Awesome Welles er the real deal og spiller mørk og følelsesladet rockmusik af international kvalitet, og valget af Kellermenschet Sebastian Wolff som producer virker som en diabolsk godt match."

Under årets Roskilde Festival blev mørkemændene også indbudt til at lukke den nye Rising Scene, og her imponerede de ligeledes. Her skrev GAFFAs Ole Rosenstand Svidt: Med den klassiske besætning to gange godt forvrænget guitar, ondt pumpende bas, demonstrative trommer og sumpet orgel/keyboard kunne The Awesome Welles skabe en tilpas nuancerig lyd, og dermed var deres koncert et smukt, sodsværtet punktum for tre fine dage på Rising." Han kvitterede ligeledes med fem stjerner. 


Du kan fange The Awesome Welles med Sebastian Wolff (solo) i december måned her:

The Awesome Welles annoncerer koncerter

12. december, Radar (Aarhus)
13. december, Ideal Bar (København)
18. december, Tobakken (Esbjerg)
19. december, Posten (Odense)


 

ANNONCE