x
Nicki Minaj: The Pinkprint

Nicki Minaj
The Pinkprint

Nicki Minaj: The Pinkprint

GAFFA

Album / Young Money Entertainment
Udgivelse D. 15.12.2014
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Efter den yderst vellykkede re-up-version af Pink Friday: Roman Reloaded, er det, som om Nicki Minaj har fundet sin rette hylde, og det er flere steder en næsten afdæmpet Nicki, vi møder på de første numre på The Pinkprint – uden vilde teatralske udskejelser og alter-egoer, men stadig med smittende hidsighed i flow og punchlines. "I had to reinvent", lægger hun ud med at sige i åbneren All Things Go, og det er lykkedes. Der er skruet ned for det flamboyante, og alteregoerne glimrer ved deres fravær.

Sangene på The Pinkprint har et mørkt og sine steder nærmest rocket udtryk, der klæder vores hovedpersons flowmæssige udskejelser på et album, hvor gæstelisten vanen tro er lang og imponerende. Den Beyoncé-gæstede Feelin' Myself er solid, og så kunne den høre hjemme på B's selvbetitlede storværk fra sidste år. Og fru Carters sensuelt snerrende vokal matcher Nickis verbale nyrestød, så det er en fryd.

Den tunge og Biggie-klingende Four Door Aventador byder desuden på følgende smilebåndstrækkende rim: "I'm in Hollywood with Shia Labeouf / Most of you rappers ain't eating, that diet is rough / You want some hot shit? Send that wire to us / I make them change their name to Diddy, retire the puff".

Væk er de irriterende dance-hits og hurtige popsange, der normalt trækker ned på et Nicki-album. Jo, Anaconda stikker ud fra sammenhængen som en øm tommelfinger og er og bliver en rodebutik, der er mere sjov end decideret god, og der er rigeligt højt til loftet i The Night Is Still Young, Grand Piano og PillS N Potions. Ellers er der ingen letkøbt Starships eller Va Va Voom – når humøret og tempoet skal i vejret, står den på hård dancehall i Trini Dem Girls – og generelt holder sangene et højt og strømlinet niveau, der resulterer i en retning, som minder mere om et Drake-albums kølighed end den gang småskizofrene stilforvirring, Nicki ofte har budt på, på sine rutsjebane-lignende to første album.

Når det så er sagt, kan man godt savne lidt mere af Minajs uforudsigelighed og rablende galskab, men ikke i en sådan grad, at det skal koste Nicki den femte stjerne for et gennemført og vellykket album, der i den grad udpeger en fornuftig katalysator for hendes åbenlyse talent og på mange måder er den Nicki Minaj-plade, denne anmelder har ventet på siden Sucka Free-mixtapet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA