x
Hiss Golden Messenger: Idear Bar, København

Hiss Golden Messenger, Idear Bar, København

Hiss Golden Messenger: Idear Bar, København

Anmeldt af Peter Lykke Madsen | GAFFA

Arkivfoto

Hiss Golden Messenger burde allerede have sikret sig deres store gennembrud. I hvert fald når man holder det fremragende album Lateness of Dancers fra sidste år op imod den bølge af heartland rock, som går sin sejrsgang i disse år, ført an af The War on Drugs. Hiss Golden Messenger har dog et noget mere folket udtryk, og minder som sådan om Dylan anno 1983.

Derfor kan det også undre, at koncerten er flyttet fra selve Vega og ned på Ideal Bar, som så til gengæld udgør så meget mere intime rammer for dem, der er mødt frem. Det bliver en styrke i løbet af koncerten, hvor et mere end veloplagt band river den fyldte bar godt og grundigt rundt, inden aftenen sluttes af med intim fællessang midt på gulvet.

Inden da har Hiss Golden Messenger brugt tourens sidste stop på at få spillet alt resterende energi ud af kroppen, og, som det bliver proklameret i starten af sættet, få modbevist Bob Dylans udtalelse om, at moderne bands ikke swinger længere – en tese, som bandet i den grad får skudt ned.

Forsanger MC Taylor, som sammen med bassist Scott Hirsch udgør den faste kerne i bandet, styrer naturligt slagets gang og byder på en lang række højdepunkter. Den ret groovy og til aftenen passende Saturday's Song sætter for alvor skub i rækkerne, og det er et af mange beviser på, at Phil Cook, som tidligere på aftenen spillede support, gør det mere end glimrende ved klaveret. Tankerne falder på, hvordan det ville være en øver hos en ung Tom Petty, spillet med tightness, som Wilco ville være tilfredse med.

Lucia, som åbner Lateness of Dancers-albummet, tager blidt vuggende tempoet ned igen og udtrykket far-rock har sjældent været mere passende. Generelt er det ellers et noget mere blues-rocket udtryk end det, vi finder på pladerne, som vi møder live. Måske er det derfor, balladerne bliver slagtet lidt, og man kunne f.eks. godt have ønsket sig den fine Day O Day (A Love So Free) på sætlisten, men det skulle altså ikke være. I stedet bliver der så til gengæld spillet igennem på I'm a Raven (Shake Children) og Southern Grammar, og i salen er der vel næsten opstået en slags dansegulv.

Aftenen lander fornemt med akustisk fællessang på nummeret Drum nede på gulvet, midt i salen. Måske lidt af en slidt klassiker efterhånden, men det fungerer nu rigtig godt, og både band og publikum virker rigtig glade. Måske er bandet bare glade for nu at skulle tage turen hjem til North Carolina, men den lange kø til merchandiseboden lyver i hvert fald ikke om publikums holdning til koncerten.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA