x
Bryan Adams: NRGI Arena, Aarhus

Bryan Adams, NRGI Arena, Aarhus

Bryan Adams: NRGI Arena, Aarhus

Anmeldt af Morten Ebert Larsen | GAFFA

Arkivfoto – grundet restriktioner fra Bryan Adams' management kan GAFFA desværre ikke bringe billeder fra koncerten

Bryan Adams har de senere år været en yderst hyppig gæst på vores breddegrader. Sidste år var den canadiske charmetrold forbi os med intet mindre end fem solokoncerter, og nu er 55-årige Adams endnu engang at finde i Danmark. Denne omgang byder på tre bandkoncerter, hvor et af mandens kendteste album, "Reckless", fejres, fordi det har 30 års jubilæum.

Der er ingen tvivl om, at Bryan Adams har en pæn fanskare i Danmark. Da jeg ankommer til NRGI Arena et kvarters tid, før dørene åbner, er der nærmest kø helt om i den nærliggende skov. Der er en del unge mennesker, men de midaldrende er klart i flertal. De, som var unge i 1980'erne og er helt oppe at ringe over aftenens optrædende er i byen.

Ekko, ekko, ekko

Det virtuelle har fået et ordentligt skud i aften, hvor et billede af en ung Bryan Adams udgør hele scenens bagvæg. Her får animationer så hans ansigt til at bevæge sig, og det morer publikum sig kosteligt over, inden lyset slukkes fem minutter over otte. Alle fem bandmedlemmer er klædt helt i sort, faktisk stort set ens, og brølet fra publikum, da Adams vinker – det gør han virkelig meget aftenen igennem – er ikke til at tage fejl af.

Den første akkord slås an, og da hovedpersonen begynder at synge, står det fra sjette række krystalklart, at lyden simpelthen er decideret skandaløs – og det varer ved i de to timer og fem minutter, musikken spiller. Der er et helt enormt ekko bagfra, og det er som om, at nogen samtidig med bandet spiller i total modtakt. Det svarer til, at man er til koncert i et lokale, hvortil der så er en dør åbnet til tilstødende gemakker, hvor der også spilles musik.

Hvorfor henlægge en koncert til så rærligt et sted, hvor lyden før har været kritiseret, må være en gåde. Godt nok er næsten 5000 mennesker mødt op, og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan mon lyden er oppe øverst på de bageste rækker. Publikum har betalt 600 kroner for at komme ind, og det er næsten sjofelt, når man tænker på, hvad de får.

Fucking forudsigeligt

Bryan Adams' stemme fejler ingenting. Den er lige så indtrængende som altid, men flere gange overdøver bandet forsangeren, der ikke helt kan synge det op. Men for fanden altså… Musikken, kære venner. Det er så fandens forudsigeligt alt det, der foregår i aften. Så kedeligt – og jeg kan altså godt lide rock'n'roll. Men dette er en parodi.

Første halvdel af koncerten er fokuseret på "Reckless" og nogle bonussange fra benævnte album, men det rykker ikke. Decideret pinligt er at opleve guitarist Keith Scott, der springer rundt som en skoldet skid. Man må imponeres af den fysiske form, men manden spiller ikke andet end den samme skala sang efter sang, og det hele kører i samme rille.

Genkendelsesglæde er der masser af, da Adams og kumpanerne får gang i "Heaven", "Kids Wanna Rock" og "Summer of '69", og fællessangen breder sig. Fællessnakken derimod tager fat, når bandet forlader scenen nogle gange for at gøre plads til forsangeren og nogle akustiske indslag.

Attitude er ikke i aftenens ordbog, men musikken spiller, og Bryan Adams kommer godt rundt på scenen, hvor der er opstillet mikrofoner i hvert hjørne, og publikum rejser sig da også, når han kommer forbi. Midt i det ordinære sæt bliver det patetisk, da en kvinde blandt publikum skal danse til "If Ya Wanna Be Bad Ya Gotta Be Good", og hun bliver blæst op på storskærmen ved siden af sit idol.

Hele affæren er lige så forudsigelig som tv-programmet "Før Søndagen" – og lige så dødssygt. Det er kvalmende så mange gange, Adams vender mikrofonen ud mod publikum, der labber det hele i sig og synger med, som om de har deres livs aften. Mærkeligt nok spiller Keith Scott stort set ikke en solo i hele anden halvdel, og Gary Breit på keyboard og orgel kan nærmest ikke høres.

Hjernen og ikke hjertet

Først i ekstranumrene kommer der et lille og kortvarigt skift i musikken, men det bliver det ikke bedre af. Der forsøges med boogie i "You've Been A Friend To Me", og Adams og Scott slår røvene mod hinanden, og hele optrinnet er symptomatisk for aftenen i sin helhed.

Der spilles med samme sætliste aften efter aften, og det i sig selv er ikke det mest spændende i verden, men måden det leveres på er så rutinepræget, at spontanitet aldrig bliver en del af det. Og da Bryan Adams slutter alene tilbage på scenen med "Straight from the Heart" og den efterfølgende "All For Love" med fællessang og lysende mobiltelefoner over hele NRGI Arena, er det ikke et potent, men faktisk passende punktum for denne omgang sødsuppe med tyndslidte klichéer i hobetal.

Ganske enkelt pinligt.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA