x
TV-2: Store Vega, København

TV-2, Store Vega, København

TV-2: Store Vega, København

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

I oktober 2014 oplevede jeg Bryan Ferry i Tivolis Koncertsal. Da jeg søndag aften oplevede TV-2s frontfigur, Steffen Brandt, i Store Vega gled mine tanker uvilkårligt tilbage til den aften i Tivoli. For Steffen Brandt var som en dansk pendant til Bryan Ferry – eller rettere: som et særegent miks af Bryan Ferry og Niels Hausgaard. Brandt var – som Ferry – en elegantier, en rutineret herre som kendte sine musiske virkemidler og forstod at udfylde scenen, uden dog at overraske eller bryde konventioner. Og – som Hausgaard – en lun jyde med en (dog ikke helt så veludviklet) sans for det at fortælle fængende historier med et finurligt twist (à la det, der afspejler sig i sangen om Det Mørke Jylland, hvor "Jeg ved at jeg sandsynligvis går glip af noget / og tænk hvis jeg nu ikke får det hele med").

Ferrys oktober-koncert var effektiv, præget af forbindelsen til det store bagkatalog efter årtier som solist og forsanger i Roxy Music. Men også Brandts / TV-2s marts-koncert var effektiv, præget af forbindelsen til et stort bagkatalog, præget af årtiers virke og rutine, præget af en særegen sound og gennemført musikprofil. (Der er en åbenlys forbindelse mellem det gamle og det nye materiale). Den del af Brandt / TV-2, som minder om Hausgaard, lod sig til gengæld ane både i de til tider noget simple melodier (få akkorder) og (til tider banale) tekster og i de morsomheder, Brandt fyrede af mellem numrene.

Eksempelvis gjorde Brandt sig morsom over det, at der skal indgå et konkurrence-element i snart sagt alt (hvilket han jo har ret i). Aftenens koncert skulle ikke være en undtagelse, proklamerede han. Konkurrencen ville bare være omvendt, idet alle ville vinde friheden ved blot at være til stede (underforstået), mens en enkelt – som ganske vist ikke ville blive stemt ud – efter endt koncert måtte forlade Vega "med græske statsobligationer" under armen. (Hvad pointen og perspektivet var, stod aldrig helt klart, og joken blev ikke yderligere fulgt op af nogen form for perspektivering).

Dén og andre morsomheder blev oven i købet sat i relief af, at "fanfaren" forud for orkesterets entré som vanligt var Bornholmervalsen, og af at "fanfaren", da lyset blev tændt efter orkesterets sidste ekstranummer, som ligeledes vanligt var An der schönen blauen Donau af Johann Strauss. (Begge musikstykker skulle antageligt være morsomme. Men hvad tanken var, stod heller ikke i dette tilfælde helt klart). Måske hænger Brandt og TV-2 bare fast i tidligere tiders ironiske distance?!

Hvad skal man ellers sige? Jo, koncertens lyssætning var eminent. Lyden god. Og koncerten for så vidt rigtig fin, som nævnt: effektiv, ofte medrivende (især når blæserne trådte i karakter), men samtidig ikke rigtig for alvor inderlig. Musikken, teksterne, sceneoptrædenen var civiliseret og uden nævneværdig kant. Nok virkede det modne (og begejstrede) publikum til at være tilfreds (om end kvinden ved min side, brugte omkring ¾ af tiden på at tjekke sms'er m.m. på sin mobiltelefon), men jeg sad selv tilbage med en fornemmelse af, at "der gik livet lige forbi med klar besked / mens jeg selv var væk, et øjeblik, et helt andet sted".

Nuvel, kombinationen af det gamle og det nye materiale fungerede. Brandt og TV-2 havde åbenlyst pondus. Men højdepunktet var og blev – a propos tanken om at være et andet sted – Rejsen til Rio fra 1990. I en opdateret version med øget tempo. Især dét nummer gav faktisk grund til begejstring.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA