x
Years & Years: Pumpehuset, København

Years & Years, Pumpehuset, København

Years & Years: Pumpehuset, København

Anmeldt af Katja Sidenius | GAFFA

Arkivfoto

Solstrålerne varmer fortsat gyden til Pumpehuset, mens de unge fans strømmer mod koncerthusets åbne døre. I aften er der dømt en udsolgt fest med Londons populære elektropoptrio Years & Years, som består af charmetroldene Olly Alexander, Mikey Goldsworthy og Emre Turkmen. Bandet, som i år vandt "BBC Sound"-prisen, har blandt andet været aktuelle med radiohittet "King", som sidste måned toppede som nummer 1 på Storbritanniens Singles Chart.

I minutterne før klokken slår 21, hærger der en elektrisk spænding på dansegulvet. Feminine, unge hyl bygger en stemning af længsel op under taget. Især de unge piger strømmer mod forgrunden i håb om at få et glimt af favoritten – den 24-årige forsanger Olly Alexander. "Foundation" er den første sang, som bliver spillet, og hvert øjeblik af stilhed bliver overdøvet af publikums lidenskabelige skrig. Selv bandet er så overvældet, at de stopper midt i deres performance og må starte forfra. De sexede vibrationer, som oser fra scenen, får alles knæ til at ryste af ren og skær begejstring. Der er ingen tvivl om, at englænderne nyder den velfortjente opmærksomhed.

"Når I husker tilbage på koncerten, så vær sød at glemme, at vi lavede en fejl," bønfalder Alexander ydmygende, før trioen sætter gang i det næste nummer.

Selvom bandets intention er at levere solide dansebeats, bliver de fortabt i baggrunden, eftersom publikummet har travlt med at få smeltet deres hjerter af Alexanders scenepræstation, som klart bærer oplevelsen – også med sin karakteristiske lyse vokal.

"Er der overhovedet fyre i rummet?" spørger forsangeren ironisk, mens alle står blændet af poppens energi. Idolet sætter sig ned for at få vejret. Fansene svæver med på den nye, fredelige sang "Ties", selvom den ikke ligefrem overrasker musikalsk. I løbet af aftenen prøver bandet flere nye sange af på publikum – hvilket ikke er så overraskende, når man tænker på, at deres debutalbum er få måneder fra at blive udgivet.

"Nu må I ikke besvime," griner vokalisten, som til hverdag også er skuespiller på blandt andet tv-serien "Skins". Han indrømmer, at han altid bliver en smule nervøs, når bandet spiller nye sange til koncerter.

Hver sjæl danser selvfølgelig med på hittet "Desire" som, uden at være et mesterværk, holder alle vilde i varmen. Mens Alexander sveder hoppende rundt på scenen, lader det til, resten af bandmedlemmerne er ret tilfredse med, at opmærksomheden udelukkende rettes mod entertaineren.

Idet bandet forlader scenen, går alle i salen bersærk, mens de hungrende hviler efter et ekstranummer. "Vi kommer tilbage til NorthSide," beroliger den forvirrede, lamslåede hjerteknuser. Men ingen Years & Years-koncert er fuldendt uden en omgang "King", som den engelske gruppe selvfølgelig slutter af med. Er du en 16-årig pige med følelserne ude på ærmet, ville du, uden tvivl, have nydt koncerten. Men det skal medgives, at kæresterne også dansede med for fuldt drøn.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA