x
Hymns From Nineveh og Copenhagen Phil: Store Vega, København

Hymns From Nineveh og Copenhagen Phil, Store Vega, København

Hymns From Nineveh og Copenhagen Phil: Store Vega, København

Anmeldt af Katrin von Linstow | GAFFA

Vega dannede torsdag aften rammen om et intimt møde mellem Hymns from Nineveh og symfoniorkestret Copenhagen Phil.

Jonas Petersen var både front- og bagmand i indiepopgruppen Attrap, men da gruppen i 2007 valgte at holde pause på ubestemt tid, startede han sit soloprojekt Hymns from Nineveh – et indie-folk-band. Debutalbummet "Hymns from Nineveh" blev udgivet i 2011, og allerede samme år udkom bandets julealbum "Endurance in Christmas Time". Det tredje album udkom i 2013 og hedder "Visions".

Aftenens koncert var annonceret som et intimt og intenst møde mellem et klassisk orkester og et rytmisk band. Dirigenten, som skulle holde fast i trådene var Baldur Brönniman, som er en eftersprugt dirigent – især på nyere værker.

Mens symfoniorkesteret bestod af mere end 70 mænd og kvinder, består Jonas' beskedne liveband kun af fire: Nikolaj Paakjær Mikkelsen (piano, orgel og synth), Jakob Brixen (elektrisk guitar, banjo og shahi baaja, en indisk citar), Carl Andreas Brixen (trommer) og Jacob Haubjerg (bas).

Det er første gang, at Hymns from Nineveh prøver kræfter med et symfoniorkester, mens det er Copenhagen Phils 16. koncert i forbindelse med deres egenudviklede koncertformat 60 Minutes. Orkestret introducerede dette format tilbage i 2011/2012 og har sidenhen givet genreblandet koncerter med blandt andet Oh Land, Efterklang og mange flere.

Symfoniorkestrets medlemmer satte sig til rette på scenen – alle klædt i sort, som det hører sig til. Jonas og bandet trådte efterfølgende ind på scenen, mens et blødt, orange lys indhyller scenen.

Dirigenten satte musikken an, og bag om Jonas bløde stemme istemte instrumenterne lidt efter lidt. Baggrundsvokalerne blev udbygget og langsomt kraftigere, indtil Hymns from Nineveh og Copenhagen Phil var smeltet sammen til én lyd.

Det store, draperede gardin, som hang over scenen, blev rødt, da sangen "Everything We See Will Turn Into Dust" begyndte. Symfoniorkestret indledte og blev hurtigt fulgt af trommerne, som skabte en melodiøs, 1960'er-påvirket folkemusik-lyd. Et velskrevet arrangement omsluttede sangen og favnede Jonas' vokal.

Et interessant samarbejde var begyndt.

Nye sange

Da "A Kid On The Beach" kom cirka midtvejs i koncerten, var det et længeventet nummer. Denne gang havde Hymns from Nineveh teten, mens Copenhagen Phil blot understøttede sangen. Og der var heller ikke grund til andet. "A Kid On The Beach" var yderst veludført, og publikum kvitterede med ekstra jubel.

Dog var aftenens bedste nummer "Rage, Silence, Love". Denne sang viste på bedste vis den kunstneriske og intense forbindelse, der kan komme ud af, at et indie-folk-band og et klassisk orkester mødes. De to modsætninger smeltede ikke kun sammen i denne sang, men viste også hver af deres egne styrker. Sangen blev på smukkeste vis båret af et nuanceret symfoniorkester og et rytmisk beat. Jonas' smukke og sårbare vokal fortalte historien, mens violinerne dramatiserede stemningen.

I øjeblikket er Hymns from Nineveh i studiet for at indspille et nyt album. I den forbindelse havde de også taget en håndfuld nye sange med. Numre som "Wonderful Winter Morning" og "Perfume" var værd at lægge mærke til, mens "Under The Sun" ikke fungerede optimalt. Jonas' vokal blev for utydelig og grødet i versene, og det klædte ikke hans stemme at synge så dybt. Dette gjorde også sangen en smule kedelig.

"Perfume" derimod, viste Jonas som den historiefortæller, han er. På trods af hans lettere generte introduktion af sangen fik publikum et smil på læben, når sangen om mors parfume fyldte hele rummet. En rigtig sød og dejlig sang.

Der var nogle få, melodiske overgange mellem Copenhagen Phil og Hymns from Nineveh, som var for store og for kantede, og selvom lyden i Jonas' mikrofon til tider var for høj, når han sang solo, var det et meget vellykket møde mellem et folkeband og en klassisk mastodont.

Orkestrets voluminøse lyd var det fantastisk modspil til Jonas Petersens uskolede og uskyldige vokal. En stemme, som er så fortællende og sårbar, at man fik kuldegysninger.

Alt i alt en intim og intens succes.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA