x
Nordic Noise Festival: PH Cafeen, København

Nordic Noise Festival, PH Cafeen, København

Nordic Noise Festival: PH Cafeen, København

Anmeldt af Sara Elisabeth Nedergaard | GAFFA

(Arkivfoto af Fried Okra Band, red.)

Den lille, københavnske rockfestival Nordic Noise løber af stablen i denne weekend. Med to år på bagen med optrædende som Siamese Fighting Fish og Stella Blackrose på plakaten er der lagt i kakkelovnen til en weekend fyldt med en god gang rock'n'roll flankeret af tattoos, læderjakker og velskænkede fadøl. GAFFA har taget en stikprøve på fredag aftens tre første bands.

A Horrible Death to a Horrible Man **

Første band på scenen fredag aften er bandet A Horrible Death to a Horrible Man. Den københavnske kvintet har fundet et bandnavn, der fint opsummerer den genre, de selv kalder Post Traumatic Rock.

Klokken 18 kommer bandet på scenen foran et publikum, der ikke tæller mere end 20 personer. Den første tanke er, at dette er et lidt kommunalt gymnasiefestagtigt arrangement – måske man skulle overveje et venue som Beta næste år?!

A Horrible Death to a Horrible Man er tunge. Der går en smule navlepillende fællesonani i den, når 2 x guitar og en bas står med foroverbøjet hoved og bare har det for fedt med sig selv. Her er det tonerne, der er i centrum frem for lyrikken. Lange sekvenser uden sang bliver eksekveret, fint men uden nogen som helst form for store armbevægelser. En smule mere karisma fra forsangeren er en smule savnet her.

Bassisten skal fremhæves, da han iført stribet trøje og briller brager frem med sine to meter i centrum af scenen og giver showet bare en smule scenisk dynamik. Forsangerens vokal minder om Scott Weiland (tidligere Stone Temple Pilots og Velvet Revolver), og bandets samlede udryk er generelt en stor cadeau til den tids rock/stonerbands.

Bandets tredje nummer vil gerne lidt mere frem i verden end de to forgående – en helt Cobainsk vokal virker pludseligt insisterende, hvilket klæder bandet. Alt i alt lider A Horrible Death to a Horrible Man af lidt for mange gentagelser (når et enkelt ord skråles ud ti gange i træk i en skæring bliver man lidt træt!), og en vis mangel på entusiasme på grund af det sparsomme publikum skinner igennem. Især da trommeslageren Lee får mumlet "Køb vores plade" midt i det hele, bliver man som publikum lidt for opmærksom på den i bund og grund smule akavede koncert.

Fried Okra Band ***

Morten og 2 x Thomas går i Jack Whites og Black Keys' støvlespor og belærer deres lyttere om, hvordan blues anno 2015 skal lyde. Hvor aftenens første band måske manglede lidt karisma og stage presence, har Fried Okra Bands forsanger netop dette. Iført jakkesæt, langt hår og en behagelig personlighed guider Morten Lunn publikum gennem tre kvarters blueskoncert. Det bliver hurtigt klart, at bandet har fundet en opskrift, de selv synes holder. Sydstatsstemning og en guitarsolo i hvert nummer er vejen frem – og det virker da også udmærket, men bliver dog en smule ensformigt.

Da Lunn skal skifte fra guitar til diddley bow (kosteskaft med elastikstrenge, meget sydstatsagtigt) tager han sig tid. Der er bare noget super kikset ved at stå til en koncert i fuldstændig stilhed og vente på, at bandet får nosset sig sammen til at sætte et instrument til en forstærker. Det er i hvert fald ikke særligt rock'n'roll. Heldigvis er diddley bowen værd at vente på – super fed lyd, og en solo på kost frem for guitar giver lige koncerten dét ekstra.

Stilheden er desværre et gennemgående tema – under den stille ballade "Stay No More" kan man høre monitoren brumme som et ikke særligt heldigt lydtapet. Igen ret kikset – vi er ikke til gymnasiefest med de lokale helte, det er altså voksne mænd, der burde have styr på noget så elementært som at skrue ned for en brummende monitor.

Med fire albums på bagen ved Fried Okra Band godt, hvad de laver, og de producerer en jævnt svedig gang blues. Men rammerne med verdens mest stille publikum, en larmende monitor og verdens længste instrumentskifte gjorde denne aftens koncert til en halvkedelig affære.

Franklin Zoo ****

Hvor der ind til nu har været en lidt fesen kommunal-fest-agtig stemning, forvandler Franklin Zoo PH Cafeen til et rigtigt koncertsted. Finally! Flere mennesker er dukket op, og lokalet er mørkt og fyldt med røg (fra maskine, er du da sindssyg) og lysshow. Så er vi i gang! De her fem mænd er som snydt ud af halvfemsernes med deres prog-rockede lyd og en forsanger der lyder liiidt for meget som Soundgardens Chris Cornell. Bandet består af Rasmus Revsbeck på vokal, Lars Bahr på trommer, Anders Rune Hansen på bas og Søren Dabros og Daniel Hecht på guitar.

Der er langt hår, en guitarist med bar mave og headbanging. Der er lædercuffs, key chains og gedeskæg. Fem flotte fyre, der håndterer deres instrumenter fint og insisterende. Forsanger Rasmus Revsbeck trækker det hele hjem med sit nærvær blandet med drengerøvscharme og vildmandsaggressioner, når han glider hen over den lille scene, mens han synger, growler og skriger som en anden Cornell eller Rose.

Koncerten er vel også en slags releasefest, da bandets selvbetitlede ep netop denne dag har ramt butikkerne (eller, Ttunes, I ved). En single derfra med titlen "Desperation" opsummerer fint de her fem fyres musik – der er skønsang med Cornell-tone, der er Axl Rose-værdige skrig, der er tunge trommer og en helvedes masse guitar.

Franklin Zoo er klart aftenens optur, da der ikke er noget som helst kommunalt/gymnasiefestagtigt over deres koncert. Det er bare én lang energiudladning og testosteronbombe, og det var super fedt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA