x
FKA Twigs: NorthSide, P6 Beat Stage

FKA Twigs, NorthSide, P6 Beat Stage

FKA Twigs: NorthSide, P6 Beat Stage

Anmeldt af Rune Schlosser | GAFFA

Efter et lille kvarters ventetid grundet teknisk bøvl fik vi endelig FKA Twigs' musik at høre på P6 Beat Stage denne fredag aften. Med en opsætning af tre Roland SPD-S maskin-øer parkeret i baggrunden kom Tahliah Debrett Barnett, der begår sig under navnet FKA Twigs, ind på scenen iført en smuk halvgennemsigtig grøn drapering. Som en anden faraos hustru slog hun de første toner an med "Preface" fra den britiske sangerindes debutplade, "LP1", der udkom i fjor.

Den 26-årige brites musikalske univers fremstår originalt på plade, men live fremstod det om muligt endnu mere særligt. Barnett, der også begår sig som danser, forener på en meget æstetisk facon både sang, dans og persona voldsomt intenst. Musikken befinder sig et sted imellem en James Blake'sk dubstep, der møder The Weekend, som igen møder Lana Del Rey, uden at dette dog nødvendigvis yder Twigs helt den retfærdighed, hun fortjener.

Et højdepunkt fra koncerten var "Water Me" fra Twigs' "EP2", hvor ekkoet af vokalen var nærmest bundløst, mens tempoet flere gange blev trukket helt ud af nummeret. En imponerende bedrift, da musikken så ud til at blive afviklet mere eller mindre "live" - med aktivering af samples på førnævnte pads.

På "Papi Pacify" var vi nærmest ovre i decideret lyderotik, hvor Twigs' kælne ytringer aede en ind i øregangene, og det var rigtig svært ikke at lade sig drage: "Make me everything you want / never tell me no". Det lod vi så være med. På "Pendulum" blev musikken nærmest begær i sin reneste lydlige form - især med Barnetts fortsatte bløde bevægelser på scenen, hvor hun lige så meget med kroppen udtrykte denne følelse. Det kan have noget med denne anmelders køn at gøre, men indimellem fik man nærmest en skyldfølelse ved at være vidne til disse ytringer, da hun indimellem nærmest overskred ens lyriske intimsfære.

Flere gange undervejs blev det rytmisk og basdrevne udtryk nærmest formløst, hvor den britiske sangerinde flettede sig ud og ind af sangstrukturen, der kun indimellem fandt sin "faste" form. Ikke desto mindre fremstod Barnett stadig som en organisme - for eksempel på lukkeren "How's That", hvor mørket fra de tre herrer i baggrunden og Barnetts randregister for alvor gled sammen, mens hendes krop var et med rytmen. Meget elegant.

Der var et dedikeret publikum til FKA Twigs' optræden, og man skulle virkelige dedikere sig til musikken, for at komme helt ind under huden på hendes utrolig smukke æstetiske univers. Men om denne anmelder var helt klar over, hvad han var vidne til – nok ikke helt, men for søren hvor man man fængslet, mens det skete.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA