x
Wu-Tang Clan : NorthSide, Green Stage

Wu-Tang Clan , NorthSide, Green Stage

Wu-Tang Clan : NorthSide, Green Stage

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Den spændt ventede koncert med Wu Tang Clan på NorthSide viste sig at være én stor love fest. For nej, de var der – som forventet – ikke alle sammen, og starten var en forfærdelig rodebutik. Det samme kan siges om lyden generelt, koncerten igennem, hvor dundrende bas druknede ethvert spor af fornemmelse for den formidable udvisning i rappens kunst, der til tider udspillede sig på scenen. Men det syntes alt sammen at træde i baggrunden for den energiudveksling, der foregik mellem rapperne og publikum, der i fællesskab insisterede på, at det skulle være fedt, og at nu skulle der satme være fest. Og det blev der.

Det startede ellers skidt ud, da det gik op for én, at rygterne talte sandt, og yderst centrale skikkelser som Method Man og Raekwon ikke var at finde på scenen. Oveni manglede også klanoverhoved RZA, og den åbenbaring fortsatte over i en slap og uoplagt levering af Bring Da Ruckus, der på ingen måde levede op til hverken den formidable albumversion eller sin egen titel. Det var simpelthen himmelråbende slapt, og det var lige før, man følte sig nødsaget til at bruge ordet hængerøv til at beskrive andet end klanens benklæder.

Rod og stjernestunder

Men efter en gang skæld ud til lydmanden– "this is professional Wu Tang-shit!" – fik piben for en stund en anden lyd, og Da Mystery Of Chessboxin var helt anderledes energisk og klar i spyttet. Særligt kom der gang i publikum, da afdøde Old Dirty Bastard glammede med fra graven via backtrack. Og da Masta Killa leverede nummerets afsluttende vers a cappella, ramte det da også så rent, som det nærmest kunne, og klanens formidable kunnen kom til udtryk på forbilledlig vis.

Koncerten igennem er der dog fortsat lydproblemer, og de gange, man simpelthen ikke kan høre vokalerne, kan ikke tælles på én hånd, og sådan må det bare ikke være til en rapkoncert. Heldigvis har publikum læst på lektien, og de fleste kan teksterne udenad, og gentagne gange er der et pragtfuldt syn af bølgende hænder hen over pladsen. Klanen tror da også, vi er mindst 100.000 publikummer.

Flow, rim og crowdkontrol sidder mere og mere i skabet, som koncerten skrider frem, og publikum er 100 procent på, og bandets energi bliver leveret lige tilbage i synet af dem. Ice Cream er en fest, og en cool, tilbagelænet C.R.E.A.M. sørger for at nakkenikkeriet ingen ende vil tage. Og til trods for at lydkvaliteten svinger frem og tilbage som Tournesols pendul i retningsløs rumlen koncerten igennem, er vi flere gange vidne til deciderede stjernestunder so for eksempel Ghostface Killahs overlegne og næsten voldsomme optræden i sit eget nummer Winter Warz – det er lige til at blive forpustet af at lytte til – og DJ Mathematics turntable solo, der er en mildest talt imponerende opvisning.

Høj energi i begge lejre

Som nævnt kører seancen ikke helt problemfrit, men der er en stærk fornemmelse af gensidig kærlighed mellem band og publikum, og energiniveauet er højt i begge lejre. Som Masta Killa siger, er det "real hiphop and it brings us together as one" – hvilket en hæsblæsende One Blood Under W og flere rørende ODB- mindestunder cementerer.

Da koncerten nærmer sig sin afslutning siger Ghostface, at de egentlig har fået at vide, at de skal forlade scenen, men at de er så oppe at køre og glade for at spille, at de gladelig vil betale de 2000 dollars, det koster at spille ét sidste nummer – hmm, den må jeg lige have tjekket med hr. Fogde – men det virker og man labber det i sig, når de siger, at vi er "the best motherfuckers we've come across yet", før de slutter på toppen med Gravel Pit. Men da bandet egentlig har takket af, kan U God ikke holde sig tilbage og drøner lige ind og spiller noget "new shit": Rendyrket anarki – som det skal være i det her foretagende.

Det var en fest med følelse af fællesskab og samhørighed, og de mange peacetegn til sidst, virker også helt rigtige. Wu Tang leverede lidt af en rodebutik, men de leverede i den grad også fest, men det var nu mindst lige så meget publikums skyld, som det var klanens. Godt gået!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA