x
The Black Keys : NorthSide, Blue Stage

The Black Keys , NorthSide, Blue Stage

The Black Keys : NorthSide, Blue Stage

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Ådalen er efterhånden ved at være godt affolket, nu hvor der ikke er mange timer tilbage af årets NorthSide Festival. Foran Blue Stage er dog alligevel en anselig skare samlet – de, der står forrest, har endda stået der længe. Forude venter nemlig et af årets absolutte hovednavne, The Black Keys, som ifølge festivalen selv har toppet listen over publikumsønsker de sidste tre år. Efter aftenens koncert er der ikke mange, der kan være i tvivl om hvorfor.

Dan Auerbach, Patrick Carney og de to lejesvende Richard Swift og John Wood sendte nemlig kaskader af rå, sønderlemmende garage-soulrock ud over festivalpladsen, så selv de mest forfrosne sjæle blandt publikum måtte kunne mærke varmen derfra helt ind i knoglemarven. Uden så meget pis i øvrigt.

Mens solen påbegynder sin nedstigning over Ådalen, kommer ensemblet godt fra start med en potent Dead And Gone, hvorefter en skarpsleben version af Next Girl katapulterer den højspændte energi endnu længere ud over scenekanten, hvor publikum labber de nøje afmålte rockperler i sig. Det er umuligt at stå stille, når der udvises nerve og dynamik af denne kaliber.

Alligevel skydes rockfesten nærmest naturstridigt yderligere i vejret med en decideret eksplosiv Gold On The Ceiling med Auerbachs tungt huggende guitarspil i centrum. Strange Times feeder og støjer simpelthen forbilledligt, og vi får ikke et ben til jorden, da en sydende skærebrænder-solo lyser op i det tiltagende mørke.

The Black Keys' præcise skud fra rockrevolveren er som korte knytnæveslag, der rammer rent, og der gives simpelthen ikke plads at kede sig undervejs i det hæsblæsende show, der også byder på en løssluppen og medrivende Nova Baby og Howlin For You, som sætter gang i både dansesko og crowdsurfing, mens strengene fræser, hviner og skriger over en tung bund fra scenen.

Auerbach og Carney rykker garagen ud i det fri og fremfører I Got Mine som duo. Dermed gør de landsmanden Seasick Steve kunststykket at spille pladsen op med kun guitar og trommer efter. Og de lader bestemt ikke den charmerende veteran noget tilbage at ønske. Der skæres ind til benet, så det er en ren fryd. De to må i øvrigt have drukket af samme kilde, som Stones da Stones blev inspireret til at skrive Dead Flowers, da de skrev Gotta Get Away, der lægger sig som en varm, melodistærkt rockdyne over publikum, før mere møgbeskidt rock og rul får koncerten videre til en sublim afslutning med Lonely Boy og Little Black Submarines, der med sin akustiske første halvdel bygger flot og stille op til koncertens – og festivalens afsluning, hvor festerne får en syndflod af distortion at gå hjem på.

Se, sådan får man 80 minutter til at føles som et kvarter – i kulde og blæst. En mere end godkendt afslutning på årets festival. Kom snart igen!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA