x
One Direction: CASA Arena, Horsens

One Direction, CASA Arena, Horsens

One Direction: CASA Arena, Horsens

Anmeldt af Nanna Jenner Jensen | GAFFA

Scenen ligner et ungdommeligt high school set. Med farvede trapper og stativer, man kan svinge sig i, indhyllet i et grafisk baggrundstæppe bestående af simple tegninger i sort/hvid, som var det tegnet på en kridttavle i et frikvarter.

Der er stillet forskellige instrumenter op: trommer, keys, synths, diverse guitarer og bas. Min første tanke er, at det bliver spændende at se, hvordan dette kommer til at udfolde sig i forhold til de populære og allestedsnærværende backtracks i popmusikken i dag.

Junisolen har allernådigst valgt at skinne højt denne aften, publikum synger og danser med til nutidens pophits, og der dufter af popcorn og god stemning. Der er forventninger, og de er tårnhøje, fornemmer man. Det eksemplificeres ganske godt, da en 1D-parfumereklame blænder over storskærmene, og pigerne skriger i vilden sky. Eller da opvarmningsbandet City Bois kort viser sig fra deres tribunelokale, og hele stadium vinker lystigt op til dem. Her er 26.000 trofaste fans, der glæder sig voldsomt, og på ingen måde virker trætte efter snart 6-7 timers kø og opvarmningsmusik. Ihærdigt. Og sejt, må man sige.

Klokken 21.00 går drengene så endelig på (bemærk - de første publikummer blev lukket ind allerede klokken 14 tidligere på dagen), og de starter naturligvis med hittet "Clouds", der ganske passende lyder i omkvædet: "Here we go again". Og så er vi ligesom i gang!

Drengene virker friske og veloplagte, og de er ikke langsomme til at komme i god kontakt med deres fans. Begrebet "at komme ud over scenekanten" er på ingen måde et problem her. Allerede under tredje nummer "Little Black Dress" kaster drengene sig ud på det 50 meter lange podie og erklærer deres kærlighed til Danmark: "Vi elsker dig, Horsens" lyder det på gebrokkent, men dog forståeligt dansk. Og Horsens svarer tydeligt igen: De elsker bestemt også One Direction.

Desværre er lyden helt utroligt mudret. Faktisk så meget, at det gør det svært at høre, hvad de fire herrer siger mellem numrene. Ikke at jeg tror, det ville gøre nogen forskel. Men det er da alligevel ret ærgerligt. Nu kender jeg ikke lydstandarden i Casa Horsens eller for bandet sædvanligvis. Men det er aldrig et godt tegn, når sangerne selv går og tager sig til ørerne hele tiden, hvor deres in-ear-monitor sidder.

Det gør det også markant sværere at skelne drengenes vokaler fra hinanden og høre, om de rent faktisk selv synger det flerstemmige kor? Altså råbekor, det er der da ingen tvivl om, at de er dygtige til denne aften. Men ellers? Der er vi vist ude i nogle backtracks. Men helt ærligt, fuck nu også det. Det er jo ikke derfor, publikum er kommet. De synger live, de synger godt solo, og de tager det seriøst. Og så er de sgu så pissesøde og charmerende, at selv en 27-årig dame bliver lidt blød i knæene.

Under omkvædet til "Midnight Memories" tænker jeg endda, at det her på mange måder minder ualmindeligt meget om en standard stadion-rockkoncert. Bare i miniput og børnehøjde tilsat balloner og Oreo-pakker. Der er rigeligt med mudret elektrisk guitar, alle kender sangene og har hænderne over hovedet. Jo jo, pigerne råber da højt. Men det gør publikum sgu da også på Orange lørdag aften. Og One Direction? Ja, de opfører sig som ægte rockstjerner. Især den langhårede Harry Styles giver den gas. Som en ung Mick Jagger vrikker han hofterne og kaster lokkerne frem og tilbage til pigernes velskrigende fornøjelse.

Det virker alt i alt som fire unge fyre, der hygger sig gevaldigt meget på scenen og sammen. Når man laver det, man godt kan lide, så stråler det altså ud af én, og det smitter. Og man kan sådan set ikke lade være med at have andet end respekt, når folk så oven i købet er gode til det, de gør. Og det er One Direction altså. Om man så kan lide det personligt eller ej. Kritikere kalder dem en marketingmaskine, men det er jo for dælen ikke drengene selv, der sidder og udtænker de skumle planer. De virker oprigtigt glade og stolte over at være her på denne aften og fremføre deres materiale. Et materiale, der i øvrigt er solid popmusik, med en række gode, sangbare omkvæd, som eksempelvis på sjette nummer, "Stockholm Syndrome".

Når jeg skriver, at jeg synes, at One Direction er gode til det, de gør, så mener jeg, at de er gode til deres fans. De møder dem fuldstændig i øjenhøjde. De interagerer, de joker, de fjoller, de kommenterer på alt, der sker nede foran scenen. At deres publikum er en dedikeret fanskare bliver også ekstra tydeligt under "Night Changes", hvor samtlige publikummer trækker hvide skilte, med hjerter og teksten "It's far from over", op. Det kan godt være, at bandet har mistet en femtedel i antal medlemmer, men det ser ikke ud til, at de har mistet en femtedel i antal af fans.

One Direction er en fornem produktion. Den er veludført og underholdende, og som publikum får man virkelig fuld valuta for sine penge. 24 numre i alt, mine damer og herrer! Men rent musikalsk bliver det desværre også en smule ensformigt i længden. Selvom der er gode pophits imellem, så bliver der også lidt langt mellem snapsene i sidste ende.

Og med helt objektive øjne, så trak lyden altså så meget ned, at der i hvert fald må trækkes én stjerne fra i denne omgang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA