x
Slipknot: Copenhell, Helviti

Slipknot, Copenhell, Helviti

Slipknot: Copenhell, Helviti

Anmeldt af Morten Thornvig | GAFFA

Langt de fleste af bannerførerne fra den hårdt kritiserede nu-metal-genre, der tog verden med storm i slut-1990'erne, er i dag for længst døde og borte. Bands som Korn og andre af genrens disciple oplever trange kår i dag. Og når man ud over at spille en håbløs umoderne blanding af metal, samples, scratching og lejlighedsvis rap og samtidig stiller op i masker, fuld krigsmaling og kiksede kedeldragter, ja så er man bagud på point fra start.

Alligevel indgyder det respekt til det ni-hovedede freak-show fra Iowa ved navn Slipknot, at bandet her næsten 20 år senere alligevel trækker fulde huse. Så sent som for nogle måneder siden bød de amerikanske gøglere op til veloplagt maskebal i Forums ubarmhjertige lydkulisse, og torsdag aften var Corey Taylor og resten af bandet så igen i København for at headline Copenhell. Så kan man mene, hvad man vil om bandets musik - og der er helt sikkert mange heavy-fans, der fortsat betragter den maskerede flok som en flok platte pauseklovne.

Ikke desto mindre må man give Slipknot, at de både har overlevet diverse trends på musikscenen og desuden også har kæmpet sig gennem perioder med massiv modgang, som da medgrundlægger og bassist Paul Gray døde på tragisk vis i 2010. Også den mangeårige trommeslager Joey Jordisson blev i 2013 præsenteret for sin fyreseddel på vanlig bizar vis i form af et syngende telegram. Forsanger Corey Taylor fremstår nu som den absolutte leder af Iowas hårdtslående metalsucces.

Det var da også Taylor, der for alvor fik banket gang i Refshaleøen allerede i aftenens andet nummer, klassikeren "Heretic Anthem" fra bandets anden og bedste udgivelse, der er navngivet efter deres hjemstat. I forhold til de jammerlige lydforhold, band og publikum blev pint med for nogle måneder siden i altid hæslige Forum, var det på Copenhell som at møde et helt andet band.

Der var heldigvis også skiftet en del ud i sætlisten siden bandets visit på Frederiksberg, og Taylor og co. kastede sig blandt andet ud i den hæsblæsende "AOV" fra den seneste plade, der virkelig er en af de stærkere skæringer herfra. Desværre havde Slipknot valgt at droppe to af deres bedste numre, "My Plague" og "Left Behind", til fordel for to af bandets lidt blødere udbrud. At Slipknot overhovedet vælger at kaste sig ud i både den nye sjæler "Killpop" og "Vermilion" fra bandets tredje album, kan virke en smule underligt.

Guitarist Jim Root har selv tidligere udtalt, at han helst undgår de mere stille sange live, da de ikke rigtig fungerer. Og det må man give ham ret i. Især "Killpop" bevægede sig faretruende tæt på kanten til kvalmende. Så gik det heldigvis langt bedre under den gamle tønde-tæsker "Wait And Bleed" og "Before I Forget", hvor Iowa-monstrets fangarme hver især gjorde deres til at skabe en fest for de mange fremmøde på Copenhell. Som altid med Slipknot var koncerten på Copenhell fyldt med gak og gøgl. Man har efterhånden set det hele før, og de mange gimmicks er blevet både hyggelige og totalt ufarlige. På Copenhell var der heldigvis skruet en smule ned for klovneriet, så der var mere plads til musikken.

Et fornuftigt valg, når bandet råder over numre som "Spit it Out" og "People = Shit", der forvanlede Rehshaleøens forreste område til en blanding af moshpit og syndflod. Sliknot lyder bare bedre udendørs, hvor bandet massive kulisse for alvor kommer til sin ret.

Derfor var årets hovednavn på Copenhell langtfra en skuffelse. Det var skarpt og stilsikkert, som Sliknot altid er. Alligevel havde man set det hele før.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA