x
Turbonegro: Copenhell, Hades

Turbonegro, Copenhell, Hades

Turbonegro: Copenhell, Hades

Anmeldt af Hansen | GAFFA

Turbonegro har igennem utallige konstellationer altid repræsenteret en vanvittig og uhøjtidelig rock. I den nyeste udgave prøver de at virke lidt mere voksne, og det klæder dem godt nok ikke. Moden knallertrock? Nej, det tror jeg ikke er en god ide.

De er stadig topcharmerende, lyden af godt selskab. Den tøndeformede Tony Sylvester på vokal ville klæde enhver fest, med sin bamsede, topgay og positive udstråling. Og hvis man var i tvivl om hans seksuelle præferencer, burde hans lille tale om København og keramik nok afgøre den sag. Og der bliver hele tiden spillet på det, med sjove puns og ordspil, der ikke er platte. Jeg ville til hver en tid drikke en øl med de drenge, så det var rigtig ærgerligt at koncerten egentlig ikke var særlig god. Jeg har aldrig før kedet mig til en Turbonegro-koncert, men det var der rig lejlighed til i går.

Det var nok en af festivalens mindst metal koncerter, og det fungerer fint med lidt punket røvballe som kontrast til al den præcise og tunge metal, der ellers dominerer koncerterne. Det er svært at have noget imod Turbonegro, også selvom de i går slet ikke levede op til den galskab, de ellers har stået for. Det var først hen imod slutningen at de fik lukket lidt mere op, med en smadret udgave af Dire Straits' "Money For Nothing", og ikke mindst hittet "I Got Erection". Det er så åndssvag en sang, og det helt rigtige på en festival som Copenhell. Her fungerer det virkelig for dem, og publikum er med på den tossede fest. Men der var slet ikke nok af det.

Alt for mange af sangene blev spillet uden den kant og humor, der gjorde, at de tidligere har virket. Det gled rundt i feltet omkring stadion og røvballe, og det vr bandet ikke særlig gode til. Jeg kan godt forstå, at det må være svært at lyde teenagefjollet i så mange år, og at man kan have lyst til at udvide sit udtryk. Men i går fungerede det ikke. Det er nok væsentlig mere egnet til en mindre - og ikke mindst indendørs - scene. På Copenhell kunne man ikke rigtig mærke festen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA