x
Mastodon: Arena, Roskilde Festival

Mastodon, Arena, Roskilde Festival

Mastodon: Arena, Roskilde Festival

Anmeldt af Kristian Alsing | GAFFA

 

Forventningerne var enorme til Mastodon, som må siges at være et af højdepunkterne på årets festival for alle de mange metalhoveder. Mastodon blev dannet i 1999 af Bill Kelliher, Brann Dailor, Troy Sanders og Brent Hinds, og de synes at have opbygget et særligt forhold til Danmark. De laver øl med hipsterbryggerne i Mikkeller, og de har spillet har mange gange over årene, bl.a. på Roskilde i 2011 og i Vega i december, hvor nogle lydproblemer satte et mærke på de første tre sange.

Koncerten startede med "Tread Lightly" og fortsatte med "Once More 'Round the Sun" ligesom det var tilfældet i Vega i december. Da den tredje genganger fra sidste års sætliste bragede ud over pitten ("Blasteroid" fra "The Hunter"), virkede det som om, bandet havde undgået lydproblemerne, der satte så tydeligt et præg på den foregående koncert. Brent Hinds er altid lidt sløret, hvis du spørger mig, men Troy Sanders og Brann Dailor kom klart igennem, mens Branns geniale, dybe trommer satte en bastant linie under, hvem der var cheferne fra første tone. På "Motherload" begyndte de tydeligvis trofaste fans i pitten således at slappe af og nyde den forestående session i forventet storhed. Således var der godt gang i pitten til "Chimes at Midnight" og Brents leadguitar.

Lyden var skurk

Nu er det jo nok allerede tydeligt, at dagens anmeldelse kommer til at stå i lydens tegn igen. For mig at se er Mastodons (brilliante) lydlandskaber mere afhængige af en klar lyd end så mange af deres "konkurrenter". I Vega betød det mindre, for jeg synes, koncerten kom efter det efter nogle numre, men her på Arena under "High Road" gik det helt galt. Lyden gik simpelthen - nærmest ingenting kom fra scenen, men ingen fortalte den – ganske givet godt syngende – Troy Sanders, at den var gal, så vi var tre fjerdedele inde i nummeret, inden lydteknikerne fik genetableret lyden, og det tog lang tid, før den var helt klar igen. En undskyldning fulgte, men igen var det ikke helt klart, hvad der blev sagt, ligesom det ikke virkede som om, at bandet havde helt overblik over, hvad der var sket.

De følgende numre: "Aqua Dementia", den (til dels) instrumentale "Ol'Nessie" og "Halloween" var alle slemt påvirkede af skidt lyd. De fire vokaler var der simpelthen ikke til at binde harmonierne sammen, og så kan en Mastodon-sang føles ganske lang.

Kampen ud af mørket

Undertegnede forlod pitten efter "High Road" i søgning efter bedre lyd. Det var muligvis en fejl, for omkring Halloween begyndte tingene at fungere lidt bedre igen. Mastodon består af fire gudsbenådede musikere, og sammenspillet blev nu stærkere og stærkere, og lyden begyndte så småt at vende tilbage, "Blade Catcher" er på de bedste dage et alternativt nummer, men de fire musikere imponerede, og Brann Dailor viste for alvor, hvad han kan på trommerne. Dette var ikke et øjeblik for tidligt for nu kom bandets utrolige nummer "Black Tongue" fra "The Hunter".

Roskilde-dominansen udeblev

Troy Sanders præsenterede "Ember City", og efterfølgende leverede gruppen robuste versioner af "Megladon" og "Crystal Skull". Brann Dailey drev igen værket med sin tunge, dobbeltpedaldrevne stormflod. "The Czar" fra "Crack the Skye" satte naturligt farten lidt ned, men her formåede bandet at bygge op til et supertungt klimaks.

"Blood and Thunder" om Moby Dick satte punktum for, hvad der blev en stærk og overbevisende afslutning.  Mastodon er ikke det mest snakkesagelige af bands, men efter "Black Tongue" fremhævede Troy Roskilde som "one of the best festivals across this whole land". Når alting fungerer, ser jeg Mastodon som et af de allerbedste livebands i hvilke som helst lande, men desværre var koncerten på Arena langtfra leveret under gode forhold. Endnu engang rammes en anmeldelse af skidt lyd. Ingen tvivl om, at de mange fans i pitten stadig havde en stor oplevelse, men det fungerede ikke til topkarakterer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA