x
Damien Marley: Store Vega, København

Damien Marley, Store Vega, København

Damien Marley: Store Vega, København

Anmeldt af Henrik Bæk | GAFFA

(Arkivfoto, red.)

Navnet Marley forpligter i en sådan grad, at man med rette må kunne forvente mere end det, et propfyldt Vega i går aftes kunne bevidne.

Der var ellers store forventninger til den 36-årige Damian Jr. Gong Marleys tredje koncert i Danmark, navnlig set i lyset af den fantastiske koncert, han sammen med den amerikanske rapper Nas leverede for fem år siden samme sted. For øvrigt en koncert, der ved den lejlighed velfortjent høstede seks stjerner i GAFFA.

Den danske reggae-dj Winston Greene forsøgte at varme Vega op, før livemusikken tog over, men med en lidt ligegyldig, uindspireret og slap performance. Efter at have spillet i lidt over en time var det først til allersidst, at han fik gang i det talstærke publikum, og det med Wafandes "Uartig", hvor folk skrålede med. Næste gang bør Vega overveje, om ikke de i stedet burde have givet plads til et par live acts fra den hjemlige reggaescene.

Kl. 21:15 gik Damians band på scenen, der bød på en stærk bemanding af blandt andet Shiah Coore på bas (søn af Third World-guitaristen Stephen "Cat" Coore) og Philip "Winta" James på keyboard, der blandt andet har produceret flere hitsingler for Chronixx og er fast mand på Protejés team. Så vidt så godt!  

Som en lille overraskelse havde Damian taget Black Am-I med på sin Europa-turné. Han er en af den nye generation af reggaesangere fra Jamaica og fast tilknyttet Marleys Ghetto Youths United label og var ikke på plakaten til aftenens koncert. Mr. Black har haft et par singler ude på Ghetto Youths opsamlingsalbum Set Up Shop Volume 1 & 2 – produceret af Damian, men er ellers forholdsvis ukendt på vore breddegrader. Altid dejligt at se disse et nyt upcoming navn på reggaehimlen, og efter fem udmærkede numre, heriblandt et medley bestående af flere kendte reggaeklassikere såsom afdøde Dennis Browns Money In My Pocket og Barrington Levys Black Cinderella, var det for alvor star-time.

Til tonerne af Bob Marleys Sun Is Shining "in dub" forlod Black Am-I scenen, og kort efter entrede Damian med sine lange dreads scenen til publikums øredøvende hyldest, hvilket fik ham til at hilse tilbage med ordene: "Greetings In The Name Of His Imperial Majesty – Haile Selassie I – Rastafari", som hans far Bob Marley så mange gang har gjort det før ham.

Bandet satte ind med en stærk, men kort udgave af Make It Burn, som Damian indspillede tilbage i 2012 sammen med Skrillex, hvorefter numre fra Damians tidligere albums fulgte trop. Størstedelen indenfor dancehall-spektret, dog med et par enkelte afstikkere til de mere melodiøse og rootsede War/No More Trouble oprindeligt indspillet af farmand, der med sit call and response virkede fint, samt Promised Land, der oprindeligt blev indspillet af engelske Aswad tilbage i 1983, og som D. Brown senere udødeliggjorde. Et nummer, som Damian senere genindspillede sammen med netop Dennis Brown post mortem.

Fælles for numrene var, at de alle blev leveret med høj energi, men udfordringen for Damian er, at han i længden kan komme til at virke triviel med sit til tider monotone flow. Det var måske derfor, koncerten med Nas gjorde så stort indtryk. Her var Damian ikke alene på scenen, men fik både kompetent mod- og medspil af sin kollega, hvilket skabte en balanceret afveksling i koncerten. Læg dertil, at det virkede som om Damian blot var opsat på at få overstået koncerten, så han kunne komme videre på turnéen, og selvom bandet spillede tight, så virkede det som endnu dag på kontoret, underligt introvert uden nogen særlig appel til publikum. De gjorde sådan set bare deres job, og det var så det. Hverken mere eller mindre, og sådan var det desværre også med Damian i store dele af koncerten.

Det er sjældent, undertegnede keder sig til en reggaekoncert, men det var faktisk tilfældet i går aftes, og det var først til allersidst, at Damian fangede gnisten i reggaeilden hos det småsnakkende publikum med farmands Could You Be Loved. Det var her Damians lille søn - som tredje generation af The Marleys - kom på scenen, efter han tålmodigt havde siddet på en stol bagest på scenen i en time. Med sit "pull up selector" ramte han publikum mere, end hans far havde formået det i løbet af koncerten. Ikke overraskende svarede publikum tilbage med det største bifald, og efter et kort pause kom Damian tilbage og gjorde arbejdet færdigt med ekstranumrene Trench Town Rock, Get Up Stand Up, Road To Zion og til allersidst Welcome To Jamrock. Selvom disse numre løftede koncerten, ændrede det dog ikke ved helhedsindtrykket, da navnet Marley som bekendt forpligter ud over det sædvanlige.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA