x
Anya: Offspring, Pantomimen, Tivoli

Anya, Offspring, Pantomimen, Tivoli

Anya: Offspring, Pantomimen, Tivoli

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

(Arkivfoto, red.)

Det var en utaknemmelig opgave, næsten alle musikerne på Offspring var kommet på lørdag. Nok var de alle blevet indplaceret i smukke omgivelser i Tivoli, men de fleste af dem skulle altså optræde på udendørsscener, og her var de næsten alle kommet op imod vejrguderne. De få, der i programmet var blevet indplaceret i Glassalen, må have prist sig lykkelige, for her kunne det, der mindede om et spontant forbipasserende publikum, trods alt for en tid undgå regnen, slå sig ned og udgøre et publikum. Men alle udendørs optrædende måtte lide under, at vejret for publikum var en party-killer. For hvor sjovt er det lige at optræde, når ens publikum er spredt, og som paralyserede skutter sig af kulde i den konstant tilbagevendende støvregn? Selv for vagterne og for dem, der stod i boderne og håbede på at få solgt nogle øl, var dagen og aftenen en påmindelse, om hvor kedeligt et arbejde uden indhold kan blive.

Anya, det nye danske R&B-håb, som dagen forinden havde udsendt sin debut-ep, var heldig. For under hendes koncert på Pantomime Scenen var der momentvist både regn og sol, og det satte trods alt hendes koncert i et særligt skær. Anya var projektøroplyst på en dyb scene, hvis rammer i stærke kontrastfarver stod som mejslet ud i kinesisk lak mod den mørkeblå, faretruende himmel i baggrunden. Dét var en photo opportunity. Men vi andre, hendes publikum, udgjorde helt sikkert ikke samme photo opportunity. Vi stod, våde og forpjuskede (for ikke at sige formørkede) på det svagt opadskrånende græstæppe, der svuppede og blotlagde søer, hver gang en fod blev flyttet. Enkelte stod med fadbamser, men de kæmpede forgæves mod vejrguderne i deres forsøg på at hindre regnen i at fortynde øllet.

Anya? Hun gjorde, hvad hun kunne. Hun kæmpede (sådan så det ud) med den store afstand til publikum (som skyldtes den overdækkede orkestergrav mellem scenen og publikum). Hun forsøgte at opretholde facaden og tiltrække sig opmærksomheden med indtagende smil og et velsmurt, elektronisk R&B-univers. Og dét lykkedes hun med, trods alt. Hen ved 100 publikummer blev stående og "nød" numre som Need To Know, The Storm og Kiss Me, Kiss Me. Selv om opgaven var utaknemmelig lykkedes det altså Anya at holde fokus på egen metier og gøre det så godt som muligt. Og for mig at se var dét koncertens afgørende faktor. Det var en modnet, mere afklaret sangerinde, der stod på scenen. Og især Need To Know fremstod som gennemarbejdet, en del af hendes genetik.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA