x
Thomas Helmig: Glassalen, Tivoli, København

Thomas Helmig, Glassalen, Tivoli, København

Thomas Helmig: Glassalen, Tivoli, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Han kunne ikke sætte en fod galt på denne aften. Han var Thomas Helmig, og foran sig havde han et publikum, der for manges vedkommende stadig syntes ubehjælpeligt ramt af det crush, der med Bieber-effekt havde ramt dem for 30 år siden. En uudslukkelig hengivenhed over for en entertainer, der med charmen intakt, et selvironisk glimt i øjnene og lyst til at få folk til at le af alle historierne, fik kørt en gedigen koncert mere end i mål.

Og som stadig i glimt - specielt hen mod slutningen af koncerten - var så tilpas afslappet, at de regulære mestersange faldt, som var de rystet ud af ærmet lige der på stedet. Her havde Thomas Helmig stadig det der vaskeægte gudsbenådede, som har retfærdiggjort en dansk karriere på første klasse. Og, Thomas - jeg tror, at du vil se dette som en kompliment - du var stadig lige irriterende, pirrende og provokerende for undertegnede, der nærmest sad der ene mand i et hav af piger, der ikke kunne få nok af dig.

Thomas Helmig havde valgt at stille op som en busker, en gademusikant, og allerede i første nummer behørigt udstyret med akustisk guitar og mundharpe på stativ, hvor man tænkte, at "åh nej, nu skal vi høre om A Hard Rain og om svaret der blæser i vinden". Og sandt nok, Thomas Helmig fik vist, at en ofte ikke specielt overbevisende måde at betjene en mundharpe på, ikke vandt mellem Helmigs læber, men til gengæld fik klassikeren Nu hvor du har brændt mig af sat eftertrykkeligt gang i kvindekoret over hele salen, og dertil mange danske koncerters svøbe: den lade klappen i en slags takt, som sad vi i forsamlingshuset tilbedende Mr. More-of-the-same.

Og de næste sange viste en sanger, der ikke havde bund i stemmens bas, der nærmest blev gøet i gang, til trods for, at Kærlighed (mutters alene) egentlig er en fin lille sang, og vi fik humoristisk drejede hilsner til både Elvis og Buddy Holly, uden at fraseringerne var alt for overbevisende. Faktisk var det en markant forskel fra før, at Helmigs stemme syntes at have tabt noget i kraft.

Vi fik Cæsars 1966-sang fra Storkespringvandet præsenteret som et gravskrift over hippierne, selv om Helmig her var historisk på herrens mark, al den stund at den danske sang kom året før Summer Of Love fandt sted i USA. Alle sang dog hengivent med på sangens Ali-bali-ali-ba-li og vi var siden med Fugleflugt fra det nyeste album fra 2013 dér, hvor Helmig inviterede, og publikum satte i med klappetrædemøllen på ny.

Til gengæld fik vi en sjov historie og en fin version af Don't Leave Tonight fra 1993-udgivelsen Say When. Og sluttede første sæt af med Støvregn fra Thomas Helmigs dansksprogede comeback for næsten 10 år siden, hvor han trakterede den flot klingende 12-strengede Martin-guitar og med venstre fod betjente en pedal, der med et svirp ramte en tamburin i takt. Gadesanger i aktion. Men også alt i alt et første sæt, der var lidt skuffende med en sanger, der ikke helt fik vist fordums styrke. Heldigvis blev der taget kraftig revance i det følgende sæt og ekstranumrene.

Jeg tror, at Helmig skulle have ladet Entertaineren blive i Storbyens små oaser. Her var Thomas Helmigs diktion "mere død end et fossil", som der står i teksten, og mundharpen på stativ var kun staffage, når man ikke kunne vrænge som C.V. Jørgensen eller dennes tydelige idol, Bob Dylan. Kiosk var i følge Helmig en af de sange, rigtigt mange fans havde ønsket på sætlisten, og den nu virkeligt veloplagte entertainer illuderede Elvis Presley med et stort glimt i øjet, og videre gik det med Chuck Berry-klassikeren Memphis Tennesee, og et guitarspil fra Helmig, der havde rejst sig mere og mere.

Nu var der et herligt økonomiseret drev, som var nerverne for alvor blevet smidt og det virkelige niveau tonede frem. Lemand var en fornøjelse, og koncerten swingede virkelig nu, hvorefter det var tid til at lade tangenterne tale, og her blev der virkelig leveret med kraftfulde akkorder i bassen, der byggede op til sangen i et udtryk, der fik mig til at se skyggen af en John Hiatt. Det er en kompliment i min bog.

Op og Ned med en historie om en løs fortand i Spanien var rigtigt god, inden hele menigheden i Sankt Thomas' menighed for gammelt, nyt, lånt og blåt rejste sig og sang hittet om at være "den der står derude og banker på", så det måtte kunne høres langt hinsides Tivolis gynger og karruseller. Stupid Man i en akustisk version fik den lokale folkefest til at fortsætte, selv om den i mine øjne ikke nåede bandversionen til sokkeholderne, og den fine Malaga blev sendt af sted med de afsluttende linjer "...Så godnat Malaga, godnat København, mine længslers vingesus. Sov godt Michigan og Englenes By. Jeg lukker mine øjne i Århus".

Med en ærlighed fra en kunstner, der - må man sige - fint har balanceret en ægthed med livet i rampelyset i 30 års tid. Noget, der især kom til udtryk via overraskelsen, da han blev kaldt ind for tredje gang. En personlig sang, der må være til konen og var en lang taksigelse, der ifølge Helmig kun var få dage gammel. Virkeligt interessant guitarspil og en følt tekst, der indikerede, at det gudsbenådede fortsat er inden for rækkevidde i tilfældet Thomas Helmig.

En åbningskoncert på en turné, som de ofte er. De hengivne fans har noget at glæde sig til. Selv havde jeg på aftenen i København mine forbehold, men var langt hen ad vejen tilfreds.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA