x
Lana Del Rey: Honeymoon

Lana Del Rey
Honeymoon

Lana Del Rey: Honeymoon

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 18.09.2015
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Lana Del Rey har i den grad fundet sin niche, og hun har endda formået at variere udtrykket for sine noir-farvede indie-popsange fra album til album, så man fornemmer en udvikling. På nærværende bryllupsrejse er den skramlen og de ridser, Dan Auerbach sidst havde tilført Del Reys univers forsvundet til fordel for en strygerindsvøbt, mere klassisk – nogle ville måske kalde den tidløs – balladefarvet lyd, der ikke gør meget væsen af sig.

Der er masser af gode sange på Honeymoon, de skal bare igennem langt flere gennemlytninger end tidligere, for at smide det lettere anonyme slør, der umiddelbart præger dem. Man savner det mere nutidige præg fra forgængerne i produktionen og går forgæves efter Born To Dies ørehængere og Ultraviolences bistre slagkraft. Nogle steder keder man sig simpelthen, og der er tale om et kvalitativt tilbageskridt, selvom albummet absolut er helstøbt i lyd og udtryk.

Når det er sagt, er ikke fordi, Honeymoon er noget dårligt album – bestemt ikke – det er bare ikke lige så godt som de to forrige. Sange som Terrence Loves You, den Morricone-klingende Salvatore og God Knows I Tried viser, at Del Rey stadig kan ramme plet, mens den på tekstsiden nærmest fornærmende fladpandede High by the Beach og den blodfattige udgave af Don't Let Me Be Misunderstood med fordel kan springes over, når der skal laves playlister.

Et absolut hæderligt album, selvom det ikke klæder Del Rey at være velegnet til lydtapet. Lidt mere bid næste gang, tak.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA