Ea Philippa: Fjerne Himle

Hvordan lyder det, når engle elsker? Spørgsmålet lader sig af indlysende grunde ikke besvare, men et godt bud synes at komme fra danske Ea Philippa, der på sin debut byder på en noget nær overjordisk musik. En traditionel genrebestemmelse lader sig simpelthen ikke gøre, og at beskrive Fjerne Himle som kammermusik fremført med Björks temperament og Under Byens nerve må derfor nøjes med at være et behjertet forsøg. Men det er sådan set også ligegyldigt, hvilken hylde de ti kompositioner bør stå på, for hovedsagen er, om det fungerer. Og det gør det på mange måder. Nahieha og Nu I Nat er således tryllestøv, der får lytteren til at tro på det parallelunivers, Philippas sfæriske vokal søger at etablere. Men albummets styrke er også dets svaghed, idet dets insisteren på det æteriske og uvirkelige bliver en kende for uvedkommende i længden. Men dette til trods er Fjerne Himle en mere end almindeligt løfterig debut – som måske har bragt os lidt tættere på lyden af elskende engle.