Cheikh Lô: Lamp Fall

Det vil være synd at sige, at Cheikh Lô fra Senegal har skyndt sig i en karriere, der foreløbig har varet 35 år, men kun har udmøntet sig i tre albums. I øvrigt alle af høj, høj klasse. Lô er islamisk mystiker, og han besidder en baryton af en stemme, der lækkert lægger sig nede i selve underskoven af rytmer, så han eksemplevis taler direkte med den "talende" tama-tromme, eller lægger de karakteristiske kor tæt, langt nede i produktionen. Det har jeg kun hørt på samme niveau hos sydafrikanske Soul Brothers. Lôs musik trækker på mange inspirationer, og han formår på ypperligste vis at indkorporere det hele uden på noget tidspunkt at tabe identitet. Og nu står han her med et mesterligt album, hvor alt synes at kulminere. Hans reggaestykker er af en klasse, så tidens fænomen Tiken Jah Fakoly virkelig skal til at se sig over skulderen, og hans version af den senegalesiske musikstil mbalax er rytmisk et skridt videre, fordi han går ind med krop og sjæl og svajer sig ud og ind i rundgangene med en stemme, der veksler mellem det tilbageholdte og inderligt funkede og de vokale paradenumre, der er typisk for stilen. Den formidable Xalé må gå hen og hitte seriøst i det afrikanske miljø i Paris og på hjemmefronten. Det samme kan siges om den svirpende N'galula og den helt vidunderlige Sama Kaani Xeen, der simpelthen bare er god pop, hvor Cheikh Lô synger med alt, hvad han har af rystende følelse. Jeg er ligeledes helt ødelagt over den funky hyldest til hans spirituelle vejleder, Lamp Fall, hvor en fed, fed basgang lægger bunden, og saxofoner og trommer danner yydeligerer grobund for sangforedraget. Lamp Fall får mere hyldest gennem den afsluttende skæring, hvor kor og percussion i traditionel kald/svar-dynamik må være taget direkte fra en tranceceremoni.
Det samme må siges om Bahia-skæringen Sènégal-Bresil, hvor karnevalsoptoget får hele armen og udvikler sig, så alle ånderne må vågne og deltage i festen, mens Cheikh Lôs stemme svæver over det hele. Og på Toogayu M'Bedd er der gang i en afrocubansk stemning, der lige så godt kunne have været indspillet af en Papa Wemba, og hvor korene igen er helt formidable.
Lamp Fall er et album helt uden svage øjeblikke. Alle numre holder, og de fleste har højeste niveau. Uden tvivl en af de bedste plader undertegnede nogensinde har hørt fra Vestafrika. En skive, der uden tvivl vil opnå status af klassiker.