Koncertanmeldelse

Folkefest på Hotel Cecil

Studom & VÍÍK

Hotel Cecil, København

Fremtiden ser lysende ud for skandinavisk folkemusik.

De senere år har budt på en sand revival for folkemusik i Danmark. Drevet af en række små festivaler, af folkemusikstævner som ROD og FOD - hvor unge mødes og både spiller og danser - af efterskoler og gymnasier rundt omkring i landet, der bringer folkemusik eller dansk roots musik, som vi vel skal til at kalde det, ind i undervisningen, hvor for eksempel et band som Stundom løfter opgaven med temadage med både musik og dans.

Vi mødte da også en del af min datters veninder, der var kommet, fordi de havde haft Stundom ude på deres gymnasium og lave workshop. Så det virker altså at skabe de der møder mellem publikum og musikken ude på gulvet.

Skandinavisk mol, der går lige i vinterhjertet

Trioen Stundom med Emma Kragh-Elmøe på violin og bratsch, Villads Hoffmann på cittern og Julian Svejgaard på flygel åbnede aftenen fra scenen med Elisabeth Vik på sfærisk vokal fra det ”hinsides” (hun stod nede ved pulten og sang) som et musikalsk hint til det, der skulle ske senere. Herfra tog Stundom den så selv og viste på smukkeste vis i et gennemmusikalsk sæt, hvordan folkemusik - med traditionen som stærkeste inspiration til originalkompositioner - kan løftes op til nutiden.

Stundoms musik bruger ikke store armbevægelser, men den er alligevel blæret, fordi den er så 100 procent dynamisk afstemt. Der til kommer mange fine og overraskende detaljer, som når Julian Svejgaard i nummeret ”Hvalen” har præpareret den nedre del af klaver og spiller hvalen frem både under og over vandet, når han skifter mellem det nedre præparerede register og det øvre normalt klingende lyse register. 

Der er Villads Hoffmanns hjemmelavede spilledåse, der leder os ind i ”Lines Polska” og Emma Kragh-Elmøes dårende smukke violin, der både kan grove og spille de skæreste nuancer. Det er simpelthen tre musikere, der mestrer deres instrumenter og deres virkemidler til fingerspidserne, mens de leverer på det, jeg nyder at kalde, musik i skandinavisk mol.

Den er ikke trist, den er har bare fyldt af det der lille vemod, som rammer i alle fald mine indre resonerende strenge, samtidig med at jeg ikke helt kan stå stille, fordi det bare swinger, som folkemusik nu gør, vel fordi den i sin urform er tænkt til dans.

”Smukt” er det ord, der falder mig ind og virkelig dækker helhedsindtrykket. 

Stundoms vældig fine debutalbum må jeg holde din hånd? ligger naturligvis til aflytning på alle de dertil indrettede tjenester.

Víík leverede en virkelig en sprudlende og magtfuld liveoplevelse

De seks storspillende musikere i Víík leverer pan-skandinavisk folkemusik med det, min mor ville have kaldt fart over feltet!

Sanger og kapelmester Elisabeth Vik, der primært synger på norsk, er et stærkt og naturligt centrum for musikken. Hendes lyse sopran rammer altid hovedet på sømmet, og den er ikke bare lys og smuk, men også chancetagende og vild. Man fornemmer tydeligt, at Elisabeth Vik også tør det grumme og grimme, og man mærker urheksen ligge og lure lige under overfladen.

At Elisabeth Vik mener dette alvorligt, står klart, når hun introducerer sangen ”Gjeterjinter” med en fortælling om, at hun har søgt inspiration blandt sangerinder fra 1800-tallet til sangen, men fandt, at de alle var smukke og yndige, og at hun derfor i stedet har opdigtet sin egen protagonist, ”der er en rigtig rappenskralde”. Efter den introduktion brød hun ud i et hyl, hvorefter bandet kastede sig ud i et festfyrværkeri af rytmisk push, så det igen blev svært at stå stille.

Der blev spillet forrygende fra alle pladser

Annelene Toft brillierede på violin især i ”Han”, og når hun og Morten Alkjær Lassen på harmonika spillede melodien unisont på ”Alle Eventyr”, var der ikke et tørt folkemusikøje.

Når helheden ydermere undgår at falde i det, jeg vil kalde ”vikingehullet”, der ellers er svært at undvige, når man spiller keltisk/nordisk klingende primært modal musik, så er det blandt andet fordi både bassist Jakob Kragesand, Morten Alkjær Lassen på harmonika og fænomenale Villads Hoffmann på cittern lykkedes med at spille nuancerne frem i musikken. OG så var det ikke mindst fordi Håkon Berre bag trommerne forstod at gribe sit trommesæt an som en percussionist og ikke som en muskuløs viking. På den måde blev beats'ene lettere og mere dansende, og middelalderen tilmed forvist til - nå ja middelalderen - mens vi andre var til stede i nuet.

Víík leverede en virkelig en sprudlende og magtfuld liveoplevelse, og selv om jeg nok ikke oplevede, at urheksen dernede i mosen fik lov at stikke hovedet helt frem netop denne aften, er jeg til gengæld sikker på, at vi kommer til at møde hende i årene, der kommer, og at det bare bliver sjovere og sjovere at følge Elisabeth og Vííks færd fremad blandt andet på det album, vi stadig har til gode.

Fremtiden ser lysende ud for skandinavisk folkemusik.

Til sidst mødtes de to bands i øvrigt på scenen til en flot fælles afslutning på en aften, der forvissede mig om, at fremtiden ser lysende ud for skandinavisk folkemusik.

OG ikke mindst, selvom folkemusikken har det godt nede på gulvet hos publikum, var det alligevel dejligt at få lov at opleve den med lys og lyd oppe på en af Københavns bedste scener, for det fortjener den. Hotel Cecil udmærker sig ellers ikke ved at løfte niche-genrerne, men man kan jo håbe, at dette var udtryk for et oprigtigt ønske om at give plads til mere dansk musik, også den der ligger lidt til venstre for mainstreamscenen. Well, vi får se.

ANNONCE