Albumanmeldelse

Reje folder formatet ud på fremragende treer

En på snotten - Onkel Reje

Onkel Reje

En på snotten

GAFFA - alt om musik

Danmarks har en stærk tradition for god børnemusik. Det er dog en del år siden, landets bedste studiemusikere flokkedes for at indspille poetiske mesterværker som Bennys badekar (1971) og Kaj & Andrea (1974), og det kunne godt se ud som om, at den gode børnemusik efterhånden er a thing of the past.

En lykkelig undtagelse er Onkel Reje, som indtog DRs børnekanal Ramasjang for efterhånden ti år siden og efterfølgende har huseret på både tv og scener rundt om i landet. Det første album kom i 2013, og efter den konceptuelle afstikker Onkel Rejes Heavyband (2019) er bagmanden Mads Geertsen nu tilbage med sit andet regulære Reje-album. Og det er fremragende, på flere niveauer.

Mens en del af tidens børnemusik er vendt tilbage til det opdragende modus, som prægede genren før den farverige guldalder i 60'erne og 70'erne, insisterer Onkel Reje fortsat på galskaben og grænseløsheden – og på, at børn godt kan tåle at høre andet end søde stemmer, som taler om trygge emner, hygger eller fortæller om tal og bogstaver.

Man tænker ikke nødvendigvis over det, når Reje til elektrisk backing brøler ”Onkel Reje siger ryst din røv / ellers bliver du både blind og døv” (i ”Rock'n'Roll”). Men i realiteten indskriver Geertsen sig i en vigtig tradition, idet han placerer sig et sted mellem Thomas Winding og Troels Trier med en børnemusik, som ikke lader sig begrænse af alt for snævre forestillinger om, hvad børn kan kapere.

Hvor debuten var rendyrket plastickeyboard, fest og ballade, udfolder Reje på sit nye album et bredere spektrum, musikalsk såvel som poetisk. Her er skruet op for de akustiske elementer, mens tekstuniverset også levner plads til den melankoli, som er en del af livet, uanset om vi bryder os om det eller ej.

Fra Rejes forliste babydrømme (!) i prologen ”Mød din nye Gud”, over nøglesangen ”Bare en enkelt dag som barn igen” og country-pastichen ”Solen den er blevet sur” (med linjerne ”solen den har givet op / for den gider ikke skinne / på rejens blege krop”) til den introspektive instrumental ”Onkel Reje føler noget indeni”.

Det meget fjollet og stærkt underholdende for både børn og voksne. Men bag løjerne ligger Rejes reelle raison d'etre: At tage barndommen alvorligt, frem for blot at se den som et forstadie til det egentlige (voksen)liv. Fremragende.

/
UDGIVELSE 01.09.2022

ANNONCE