Rockers for pokker, tak for tidsrejsen

“Det var i 1983 her på øen Amar / Kulturen hiphop blev sat i flammer”. Således kvad de fem rapmusketerer på “Amar er #1” og præ-daterer dermed den nylige fejring af 40 år med hiphop i Danmark med et helt år.

Da drengene fra Tårnby Torv og omegn havde imponeret på dansegulvet som danmarksmestre i breakdance, på pladespillere samt mikrofoner under navnet Krush Alliance, samlede de sig til Rockers By Choice.

Efter MC Einar havde spaltet atomet og udgivet det første danske rapalbum, fulgte RBC trop i 1989 med Opråb! Til det danske folk – et musikalsk kludetæppe, der både bød på kampklar protest-rap, kærlighedsserenader og fuldstændig vilde beats med gang i den.    

Læs også: Boganmeldelse: Rapperen leverer en knytnævelyrik, der aldrig er set lignende på dansk

Lige dele musikhistorie og lokalhistorie på Amar
Det er det album, der skal hyldes i Amager Bio. Kvintetten holdt egentlig afskedskoncert her for mange år siden, men de fortsat mikrofonkåde fyre kan slet ikke holde sig fra scenen. Med det massive fokus, der har været på dansk hiphophistorie i år, skal man spille mere end hårdnakket sej for ikke at se jubilæumskoncerten som den perfekte sløjfe på fejringen.

Det er ikke kun musikhistorie, men også lokalhistorie, der fejres. Amager Bio er stoppet med fans i alle aldre, og at sige, at Amager-ånden er tung i den propfulde koncertsal, er en underdrivelse. “Jeg skal tisse,” klager en veltatoveret dame til sine veninder. “Du må presse sammen, vi skal fremad” råber de tilbage. Der bliver skålet, skrålet og varmet op til kampstart.

Hårdkogt skønsang og tilbagelænet storytelling
Kvintetten lægger ud med “Hårdkogt (du går ned)” fra deres fjerde album De fem på flugt. Det er rocket og rullet og præcis den type rap, Rockers er kendt for, men det er, som om nostalgi-faktoren ikke er lige så høj som ved firser-baskerne.

De får spillet sig varme med det tidstypiske hit-popnummer “Tag mig som jeg er”, hvor Chief One på omkvædet også udbasunerer den skønsang, han er blevet kendt for som solokunstner. Bedste nummer i første sæt er dog “Sumper”, som gutterne grinende fortæller hittede i Maiken Wexøs musikvideoshow. Den tilbagelænede ryge-reggae-rap om at lade livet passere og spille tv-bingo, mens planeten brænder er noget af deres bedste storytelling.

Det er bare retro-guld, når Dee Pee rapper: “Krydser tallene af, der en række, der er to / Splitte mine bramsejl, jeg har bingo / 1000 kroner ned i foret, jeg er for heldig / Takker mine guder og tak til June og hr. Belli / Det skal fejres med en iskold kande Lumumba / Sætter mig tilbage nyder livet, mens jeg sumper!” Der kastes peacetegn op mod June og Peter, der nu ikke er mere, og det er, som om de gyldne referencer bringer koncerten tilbage i tid, på den helt rigtige facon.

“Den sikre ruin” og Gasolin’-coveret “Rabalderstræde” får også en tur i manegen. Begge numre sætter gang i fællessangen, men da RBC går af scenen før andet sæt, er det som om, man ikke er helt sikker på, at de gamle drenge kan ramme den i røven.

Læs også: Nas og “Illmatic” er stadig vildt magisk

Sikke en alarm!
Al tvivl bliver heldigvis gjort til skamme. Der må have været en ordentlig peptalk i pausen, for energien er i top, da de kommer tilbage. De skal fremføre debutalbummet Opråb! Til det danske folk i fuld længde, og med syngende sirener og bangende beats blæser de salen bagover. Sikke en alarm!

Det er ikke kun Rockers, der er forvandlet. Et gigantisk rødt bagtæppe pryder nu scenen, og Chief Ones pladespillere er placeret på fire olietønder, der tilsammen staver til A-M-A-R. De lægger naturligvis fra land med titelnummeret og allerede fra start er det tydeligt, at der stadig er saft og kraft i ordene: “Progressivitet er hvad verden behøver / Uvidende folk går bare rundt og tøver / Apartheid-terror har megen diskussion / De bruger våben, vi har mikrofon”.

I årene efter har mange ironiseret over Rockers’ seriøse tilgang, hvor de sagde nej til narkotika, rappede mod multinationale selskaber og forurening. Når man kigger tilbage i dag, er det i virkeligheden nogle enormt stærke budskaber, der druknede i halvfemsernes sarkasme og vægelsind.

Politik, pegefingre og ultramagnetiske minder
Det er dog ikke alt sammen politik og pegefingre. Der er plads til at have det sjovt, og på “Peders ting” er der teenage-mandehørm om at støve piger op, og “Ugen der gik” er skægge hverdagsanekdoter fortalt i bedste Cold Crush Brothers-stil.   

Mange har hyldet den fremsynede rim-teknik, Nikolaj Peyk introducerede med MC Einar. Her vil jeg sige, at det denne aften går op for mig, hvor fremme i sneakerne Rockers også var, men på helt andre fronter. På nummeret “Fuldstændig vild” deler Peder og Master Phoze mikrofoner, og deres aggressive staccato-levering vækker næsten ultragmagnetiske minder om Kool Keith og Ced Gee.

Naturligvis er “Engel” stadig det største hit på pladen og nok også det, gruppen er mest kendt for. Den naive kærlighedssang kan enkeltstående virke kitschet, men midt i den musikalske tæppebombning kommer nummeret til sin ret. Det bliver et følsomt frikvarter fra de testosteron-pumpende rim.

Chief One fremfører i aften “Engel” med lige så meget indføling, som den fortjener, og interaktionen med publikum sidder lige i skabet. Man kan ikke andet end stå tilbage med et smørret smil, når hele salen skal agere fastnettelefon, der fortæller, vi også elsker ham.    

Hiphop fra den gamle ordning
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at dette er hiphop fra den gamle ordning på alle måder.

Det er befriende at se drengene slå sig løs og genfinde ungdommens kådhed. I en sådan grad, at Grandmaster Dee Pee, der rammer 60 næste år, stadig kan kaste sig ned og hvirvle rundt i en windmill, som da han tog hiphoppen med hjem fra sit high school-ophold i starten af firserne.

Heller ikke jargonen har ændret sig siden dengang. Da salen bliver delt i to, så vi kan råbe om kap, griner Peder hånligt: “din side lyder som et spasser-hjem”. Det må man vist ikke sige mere, og jeg er sgu i tvivl om, om man måtte sige det tidligere.

Publikum er mere og mere feststemte. Fadøllet skænkes også i stride strømme, og det er som om flere og flere genfinder deres indre rapper. Det kulminerer på “Gang i den”, hvor der er fælles-rap, mens hele salen skråler med på linjerne, Swan, Dee Pee, Phoze og Peder rapper om Chief One: “RBC – ja det er os / Med chefen i midten, det er ham der er boss / Rap er musikken, hiphop er kulturen / Mange unge her i landet kender ikke strukturen”.

Før Chief One giver den gas med firser-fede hits på pladespiller, kommer Jesper Wildmand fra MC Einar overraskende på scenen og bringer RBC tilbage til ekstra-nummeret “Retro”. Den groovende, funky afslutning er helt perfekt. Især da de kort rapper et stykke af “The Message”, hvorefter Master Phoze reciterer Run-DMC’s “Sucker MC’s”, alt imens MC Swan råber “Giv mig et A, et M, et A, et R” . Det er jam-stemning, når det er bedst.

En oplevelse til historiebøgerne
Det var en oplevelse til historiebøgerne at opleve Opråb! til det danske folk i sin helhed. At gruppen først skulle spille sig varme, kan sagtens tilgives, og at høre albummet fremført i fuld længde tilføjede som beskrevet med “Engel” nye aspekter til de enkelte sange.

Det tjener gruppen til ære, at de altid har holdt fanen højt for hiphopkulturen. Og det er en fornøjelse at opleve, at kulturen omfavner Rockers. Der var en periode, hvor det var på mode at hade RBC, men der er ikke mange rappere, endsige musikgrupper i det hele taget, der ville kunne gøre det, som Rockers formår: at møde op i original opsætning og stadig rappe som dengang de var seje, vilde og ligesom ild. Hvis det passer, at de er vandret gennem livet med det største smil, kan man kun tage hatten af for dem.

Tak for tidsrejsen!  

LÆS OGSÅ: Da vi var backstage med Rockers By Choice - og med til en vild koncert