Dervish trak irske stik hjem – nu på Tønder Festivals hovedscene.
Jeg plejer at sætte en ære i at være velforberedt, når jeg anmelder, men da GAFFA af logistiske årsager må bytte ud på anmeldervagtplanen lørdag eftermiddag, står jeg pludselig med et par ledige timer, som jeg gerne vil bruge på at anmelde et eller andet, jeg ikke har lyttet op på – det skal jo ikke være en badeferie at være på Tønder Festival med en akkreditering (læs: gratis adgang). Valget falder på Dervish, der spiller traditionel irsk folkemusik – dem burde jeg kunne anmelde fra bladet, selvom jeg aldrig har set dem før, på trods af at de er hyppige gæster på Tønder, for irsk folkemusik er jeg da nogenlunde bekendt med, uden at det er noget jeg har dyrket særligt indgående.
En hurtig googling før koncerten fortæller mig, at Dervish har eksisteret siden 1989, udgivet 11 studiealbum og deltog i Eurovision Song Contest i 2007, hvor de dog kun fik en 24. plads – noget skuffende for et af de to mest vindende Grand Prix-lande gennem tiden. Der har været lidt udskiftninger i lineuppen gennem årene, men i dag består den af seks personer: Cathy Jordan på sang og håndtrommen bodhran, Brian McDonagh på mandolin, Thomas "Tom" Morrow på violin, Michael Holmes på strengeinstrumentet bouzouki, Shane Mitchell på harmonika og Liam Kelly på fløjter.
Læs også: Folkrock-veteranerne gik ud med et lavmælt brag
Cathy Jordan indleder koncerten med at fortælle, at det er første gang, Dervish står på Tønder Festivals største scene, og så lægger sekstetten ud med ”Kitty Come Down to Limerick”. Et instrumentalnummer i den klassiske irske stil i vuggende taktart – præget af især tværfløjte, harmonika, violin, bodhran og de smægtende strenge fra mandola og bouzouki. Musikerne står på rad og række ved scenekanten og spiller fremragende, og hvert instrument står tydeligt frem i lydbilledet. Næste sang er med vokal fra Cathy Jordan, der har en virkelig smuk og ren sopranstemme og synger med karakteristisk irsk accent. Det her er noget andet end Waxies i Frederiksgade i Aarhus, no offense.
Resten af koncerten fortsætter med en blanding af instrumentalnumre og folkesange med vokal, og der er jævne udbrud af fællesklap og ditto sang. Cathy Jordan fortæller lidt om teksternes indhold undervejs. De fleste er på engelsk, men der er også et par numre på irsk, og det er alt sammen dramatiske historier, for eksempel ”Dónal Óg” om en kvinde, der bliver snydt på flere niveauer af en mand på og ”Baba Shonraoi” om en anden kvinde, der af fattigdom arbejder for en anden familie, der behandler hende dårligt, og kvinden kaster i desperation sin kærlighed på en engelsk soldat – altså fjenden, historisk set. En på sin vis aktuel sang, hvis man tænker på den for tiden meget omdiskuterede gruppe Kneecap, der er tilhænger af en irsk enhedsstat og rapper om det på irsk.
Da eneste slagtøjsinstrument som sagt er en bodhran, er det percussive element relativt diskret, men det er der dog, eksempelvis på ”The Thrush in the Storm”, der byder på spontan folkedans og linedance, folkemusikfestivalens svar på en moshpit til en metalfestival. Et tegn på, at publikum har godkendt koncerten. Og det har jeg også, selvom jeg var lidt på udebane. Mod slutningen af koncerten udløser den kendte ”The Galway Shawl” begejstret alsang, og den instrumentale ”The Green Gowned Lass” lukker og slukker med mere tværfløjte. Man går sjældent fejl af irsk folkemusik, når det bliver leveret på et så højt niveau som her, og efter 75 minutter er mit smil endnu bedre, end det var før. Omvendt var det ikke en decideret uforglemmelig koncert – niveauet er tårnhøjt på Tønder, så konkurrencen er hård. Men Dervish var i hvert fald alt andet end kedelige. Bare spørg folkedanserne.
