JBL - en rejse i lyd gennem 75 år

JBL har stået bag en perlerække af revolutionerende øjeblikke i lyd og forstærkning i nu trekvart århundrede. Senior Director of Sales Søren Majlund tager os med på en vild rejse i lyd, design og entusiasme fra 1920’erne til i dag og et lille kig ind i fremtiden. Hæng på.

Klaverbokserne blev arbejdsløse, biografierne kunne fra 1928 vise stumfilm med lyd. Hollywood blomstrede i 30’erne og 40’erne, ikke mindst da tale, billede og lyd gik op i en højere dramatisk enhed (forestil dig lige en violinfri Borte med Blæsten). George Martin revolutionerede producer-rollen med The Beatles i 60’erne. Jimi Hendrix indvarslede stadion-rock-æraen på Woodstock i 1969. Grateful Dead tog koncertturnéen til et helt andet niveau i 70’erne, George Lucas revolutionerede biograffilmen til en audio-visuel totaloplevelse i 80’erne, surround sound bragte lydmagien fra biografen hjem i stuerne i slutningen af 90’erne. Apple satte nye standarder med iPod’en i 00erne

Alt dette er korrekt, men det ville tilsvarende være i fuld overensstemmelse med sandheden at sige, at JBL gjorde – og gør – alle disse ting mulige. JBL har stået bag så at sige de fleste innovationer og nye platforme i lydens moderne historie. Ude som hjemme fra biografer til koncerter, og fodboldstations, til hvad du hører derhjemme, og når du er ”on the go”.

I dag har JBL et udbud af headphones, earpods og partybokse fusioneret konsum og høj lydkvalitet på et niveau, hvor menigmand kan være med.

Det hemmelige JBL-museum
Senior Director of Sales Søren Majlund tager imod i det danske hovedkvarter i Nordsjælland, begejstret som en syvårig knægt i en slikbutik med frit valg på alle hylder. Alt emmer af lyd og historie i en grad og i et omfang, der desværre ikke er plads til at folde ud i disse spalter.

Paragon 1957 - første lyddemo for verdenspressen
Paragon 1957 - første lyddemo for verdenspressen

På kontoret står en JBL Paragon oprindelig lanceret i 1957. Et gigantisk stereo-møbel med indbyggede højttalere, som i sin tid kostede en bondegård. Tilfældigt støvet op fra et tilrøget dødsbo på Christianshavn i et rum i øvrigt tapetseret med Se & Hør-piger. Det historiske JBL-lyd- og møbelklenodie er nu fuldt restaureret, og Majlund har lige siden afvist en lind strøm af lukrative købstilbud. Klenodiet bliver på kontoret; det virker og fungerer, og musikken spiller. Således godt modtaget med lyd og anekdoter bliver vi inviteret ind i det ”hemmelige” JBL-museum i naboopgangen. Her er tale om en vild rejse i lyd, teknologi, ingeniørkunst og design gennem 75 år. Et mekka for såvel enhver hi-fi-entusiast som historiker. Det er nærmest, som at enkelte genstande ”taler”, og det både højt og tydeligt. En fortælling fra stumfilmens kronede dage til det verdensomspændende firma inden for alle platforme inden for lyd og design, som JBL er i dag

Senior Director of Sales Søren Majlund
Senior Director of Sales Søren Majlund

En rejse i lyd
– JBL fejrer nu 75-års jubilæum som firma, men faktisk går historien længere tilbage. Først gjorde James B. Lansings arbejde det muligt, at man i biograferne kunne høre, hvad der foregik på lærredet, og op i 30’erne gik det stærkt. JBL spillede en stor rolle i Hollywoods udvikling fra 30’erne og 40’erne. I starten var der tale om gigantiske lydkonstruktioner, men gradvist blev de konstrueret til mindre lokale biografer, som med tiden banede vejen for modeller til folks hjem. Op igennem 40’erne og 50’erne tager det virkelig fart med studiemonitorer til lydstudier, og generelt har JBL altid været tæt forbundet med udviklingen inden for biograf-, studie og senere stadionlyd.

Abbey Road og 60’erne
Californien var førende på markedet inden for professionelle lydstudier på tærsklen til 60’erne, men en dag kom en engelsk gentleman på besøg på vestkysten, fortæller Majlund.

– Sidst i 50’erne besøgte Sir George Martin en række studier i L.A. Han bliver meget begejstret for, hvad han hører, og JBL-højtalerne D50SM bliver grundelementet i opbygningen af Abbey Road Studios i London og det, der medvirker til at forme den unikke Beatles-lyd, helt tilbage fra ”Love Me Do” og Please Please Me.

 

JBL D50SM
JBL D50SM

I takt med at gigantiske klassikere indspilles på JBL-højttalere verden over, og parløbet med Hollywood og filmindustrien fortsætter, vokser konsummarkedet. Der er højkonjunktur i 60’erne, teenageren er et begreb, og stereolyden breder sig.

– Stereo-æraen er i gang. Det er højttalere kombineret med forstærkere, pladespillere og så videre. Vi taler højttalere til konsumbrug i alle mulige afskygninger, stilarter og funky farver. Men det er fortsat relativt dyrt for den almindelige forbruger. Stereoanlægget som rack bliver mere allemandseje i 70’erne.

JBL har længe været opdelt i to afdelinger, en til professionelt brug, og en til konsum, men altid med fokus på kvalitet, fortæller Majlund

– Brandet har alle dage stået for kvalitet, og oprindeligt har pro-afdelingen været større end konsum, men balancen har rykket sig. Vi lancerede i 1972 milepælen L-100 højttaleren. Den kostede, hvad der svarer til en gennemsnits månedsløn for en fabriksmedarbejder. Men for dem, der skulle høre de store nye plader som Pink Floyds Dark Side of the Moon, var lydoplevelsen helt afgørende. Lyden kom hjem til folket og forbrugerne, hvilket sloganet ”Pro Sound comes home” illustrerer.

Woodstock – stadionrocken bliver født
JBL har alle dage haft et tæt samarbejde med musikkens aktører inden for alle genrer, men særlig stærkt inden for rockhistorien, forklarer Majlund.

– JBL’s reelle trademark er real rock’n’roll, ud fra det mantra, at det, som musikerne hører, når de indspiller værkerne, er den lyd, som bliver gengivet hjemme i stuerne. Det er som helhed lykkes at indfri musikernes forventninger, hvilken er en central grund til det tætte samarbejde mellem JBL og toneangivende musikere gennem årtier.

Og i 1969 kom der så en festival, der ændrede lyd-landskabet totalt.

– Woodstock i august 1969 fødte stadionrocken. Mere end nogen personificeret ved Jimi Hendrix. Der kom op til 500.000 mennesker på en pløjemark, hvor man havde forventet 100.000.

Hvad var JBL’s rolle her?

– Det var vores lydanlæg. En upoleret gengivelse til publikum af, hvad man kunne høre på scenen. Det var aldrig sket i den skala tidligere. Woodstock var kaotisk, potentielt farlig, men også totalt banebrydende. Stadionrocken blev født den weekend, inden for samme måned, som det første menneske satte sin fod på månen, det er vildt at tænke på. Det lydtryk, man formår at lave, er det, man har arbejdet videre på lige siden.

Star Wars og George Lucas
I det hemmelige museum bevæger snakken sig op til 80’erne. Konfirmanderne får nu stereo-racks eller tilskud til det større og dyrere anlæg, og folk går i biografen ikke mindst på grund af lyden.

– JBL har en masse højttalere til dagligstuen, men Pro-division er fortsat markant større end konsum. Folk går nu specifikt i biografer, som er THX-certificerede og godkendt af George Lucas, for at se og høre ET, Star Wars og lignende under de bedst tænkelige rammer. Lyden kommer fra JBL-højttalere.
Stadion-rocken har kronede dage, og 80’erne er om noget kendt for den store lyd. Spoler man op til 90’erne og kigger til Danmark, er det JBL-systemer, der gør, at for eksempel 43.000 mennesker kan høre Michael Jackson på Gentofte Stadion i 1992. Metallica, Dire Straits, Genesis, AC/DC og mange flere benytter samme service. Publikum strømmer til.

En hel generation tabt på lydgulvet
Fra slut 90’erne og ind i 00’erne sker der enorme teknologiske landvindinger, som både påvirker, indbefatter og ændrer JBL. Surround sound udvikles for alvor i årene 1996-98, professionelt som til hjemmebiografen. Starten på de kompakte systemer til konsum, fortæller Majlund.

Over en periode på omkring et årti har cd’en overtaget lp’en, dvd afløser vhs; blu-ray vinder frem, og fil-deling og digital downloading ser dagens lys. Internettet revolutioner alt, herunder mp3-filen.

– En rædselsfuld tid, en hel generation blev vant til elendig lyd. Vi kæmpede en brav kamp for kvalitet, men gik også på kompromis og ændrede fokus. Via samarbejde med Apple var vi med i produktionen af iPods fra starten i 2003, hvilket var en kæmpe salgssucces. Pludselig kunne man have 1000 stykker musik i sin lomme – det var en revolution. Men der er langt til den gode lyd, og det gælder stadig de fleste streamingtjenester.

Kvalitet og konsum
Søren Majlund ser 00’erne som en tid, hvor JBL mister noget af sin identitet som den sikre garant for kvalitet, men det var samtidig en periode, hvor brandet for alvor blev stærke på konsum-markedet, hvilket er fastholdt og udbygget lige siden. JBL er et af flere brands under HARMAN International, og fra 2012 besluttede koncernen at styrke JBL’s verdensdominerende position i visse kategorier. Søren Majlund fortæller om JBL i dag:

– Vi står nu meget stærkt inden for headphones, portable audio, soundbars og partybokse. Den gode lyd er styrket. JBL har været der i generationer og kan være med dig overalt. Det er til priser, hvor folk kan være med, men hvor du også kan opgradere til det helt unikke og eksklusive. Vi har både til konsum, ”convenience” og superluksus, alt efter pengepung, interesserer og behov. Vi er med hele vejen, men vil ikke gå på kompromis med, hvem vi er. Opsummeret i slogans som “DareToListen”, “We are where you are” og “More Music, More Fun”. Konsum er nu langt vores største afdeling, ikke mindst da pandemien har været brutal for Pro-afdelingen. Alle store offentlige arrangementer blev lukket ned, men den del er på vej op igen. Der er mange spændende ting på vej. Vi har været der så længe, folk kan huske, vi er fortsat garant for kvalitet til alle og bliver ved med at udvikle os med tiden og er stolte af en position som ”Folkets brand”.

 

 



ANNONCE