x

Blod, sæd og aske

Blod, sæd og aske

"Ironi er som at bruge et meget kraftigt krydderi: Selvom du kun anvender en lille smule, og der er en million andre krydderier i retten, så er ironien det eneste, folk kan smage." Ordene falder backstage på det københavnske spillested Vega og kommer fra 34-årige Josh Tillman – manden bag det karismatiske, musikalske alter ego Father John Misty og i byen for at give to udsolgte koncerter.

Men selvom ironien således kun er en del af fortællingen om fader John – ja, så er selve skabelsesberetningen bag den potente persona faktisk i sig selv ganske ironisk. For mens Tillman udgav plader under sit borgerlige navn – i øvrigt sideløbende med en karriere som trommeslager i folkrock-successen Fleet Foxes – oplevede han at fjerne sig længere og længere fra sig selv.

Og det var først, da Father John-figuren steg op fra en svamperus i Big Sur, Californien, og tog over i al sin flabede flamboyance, sarkasme og sexfokusering, at Tillman oplevede at finde ind til kernen igen. For som Tillman bemærker, backstage denne mandag eftermiddag: "Sex og død, that's it. Det er alt, du behøver til en sund sangskrivningsdiæt."

Fader Johns gemakker

Men lad os hellere starte fra begyndelsen; lidt i tre på spillestedet på Enghave Plads, hvor en tv-journalist kommer ud fra Tillmans lokale efter endt interview – dagens næstsidste på Tillmans program. "Det var op ad bakke i dag," fortæller han pladeselskabsfolkene, som venter udenfor. Tv-journalisten har spurgt Tillman til terrorangrebet i Paris den foregående fredag, og skulle muligvis have ladt være. Jeg trækker diktafonen op af baglommen og træder ind i fader Johns gemakker.

Hvordan har du det?

– Rimelig godt….

Hvad må jeg kalde dig i dag? Er det Josh, eller John, eller Misty, eller Father, for den sags skyld?

– Josh John Misty Father vil være godt….

Fint, det kører vi med. Du har været på turné i temmelig lang tid på nuværende tidspunkt – hvordan kan du blive ved med at fungere i det dér parallelunivers, som et rockband på tur i en vis forstand er? Hvad laver du mellem koncerterne, ud over presseting som det her? 

– Ingenting. Jeg arbejder så meget, som jeg kan, skriver. Jeg har altid på en måde været en doven person, så på den led er det det perfekte job for mig. Fordi der går så meget tid med at lave ingenting; det passer mig virkelig fint…..

Har du læst Nick Caves seneste bog, "The Sick Bag Song", som netop har turnélivet som ramme? Den er fremragende……

– Yeah, jeg elskede den! 

Jeg tænkte, jeg ville spørge dig til noget, som du sagde i et interview i vinter…jeg citerer: "Hvis det eneste du hører – altså på det seneste album, forstås – er nogle arrangementer, nogle postmoderne, allerede eksisterende former, så bør jeg bare stoppe med at lave det, jeg gør." Kan du prøve at folde det ud? Jeg mener: Er det overhovedet muligt at bevæge sig hinsides de "allerede eksisterende formler" i dag? 

– Ja, jeg mener: det er jo deri, originalitet består. At være i stand til at lave de ting og få det til at virke nyt. Og en masse friskhed, nyskabelse, er baseret på uvidenhed. På det forhold, at der er en masse mennesker, som ikke har hørt alt det, der eksisterer i forvejen. Og for hvem din musik er første møde med noget, uanset hvor dybt forankret dette noget så ellers er forankret i forudeksisterende former.

– Hvis du arbejder ud fra en antagelse om, at alle har hørt alting, og at det derfor er umuligt at skabe noget nyt eller meningsfuldt – eller hvis du kun er optaget af de mere tekniske aspekter af sagen – well, så er der ikke så meget for dig at gøre. Men jeg tror, at grunden til at jeg sagde det, du lige citerede, var, at mange mennesker reducerer det, jeg laver til dets mest formelle elementer. Ironien, for eksempel. Er det seriøst? Er det en joke? Og det vil bare fjerne dig længere væk fra at interagere med det, som musik. 

Så hvordan bør man så tilgå det? 

– Sådan som du nu gør, som alt muligt andet, som al mulig anden musik. Jeg mener, journalister er selvfølgelig nødt til at tilgå det på en bestemt måde, fordi de skal komme op med nogle spørgsmål. Men de, som ikke behøver det, kan bare nyde musikken på et langt mere instinktivt niveau.

– Jeg tror, en del af appellen ligger i den iboende konflikt mellem oprigtighed og sarkasme, eller hvad vi nu skal kalde det. Men jeg synes egentlig ikke, at der er så meget sarkasme i det… helt ærligt synes jeg, at hele den dér ironi-dimension er vildt overeksponeret.

– Ironi er som at bruge et meget kraftigt krydderi: Selvom du kun anvender en lille smule, og der er en million andre krydderier i retten, så er ironien det eneste, folk kan smage – fordi det er et så distinkt krydderi. Hvor langt videre kan jeg mon trække den her metafor ud?

Jackson Brownes radar

Irriterer det dig, at folk har en tendens til at have den tilgang til din sangskrivning? Det overdrevne fokus på ironien?

– Hmm…(tænker, red.)… der er mange ting, som irriterer mig. Det ville formentlig irritere mig mere, hvis der slet ikke var nogen, som stillede mig nogen spørgsmål om det.

Det er et godt svar. Jeg havde for nylig en snak med din ældre kollega, Jackson Browne, omkring den store, afdøde amerikanske sangskriver Warren Zevon. Browne bemærkede at du, efter hans opfattelse, er den eneste i dag, som er i nærheden af Zevons særlige måde at gå til sangskrivningen på… giver den sammenligning mening for dig?

– Jeg anede ikke, at jeg overhovedet var på Jackson Brownes radar….

Well, det er du…. 

– Du ved, det vil være dårlig stil at sidde og lovprise sig selv. Og jeg tager sammenligningen som lovprisning, for Warren Zevon er jo helt klart et geni. 

Jeg forstår, at du ikke vil sidde og sammenligne dig selv med Zevon. Mit spørgsmål er vel snarere, om referencen giver mening for dig? 

– Warren Zevon var absolut en sjældenhed. Og jeg synes også, at der er noget i det jeg laver, som ikke er gjort før. Hvilket jo nok er kækt at sidde og sige om sig selv, og helt sikkert ikke tilrådeligt. Men du ved, der er mange mennesker i Amerika, for hvem jeg er noget i retning af verdens største kliché. Bare endnu en hvid fyr med skæg og en akustisk guitar, ikke? Og på mange måder er jeg jo også netop det… smerteligt u-unik; en formidler af stilarter og følelser, som er trættende provinsielle. Men helt ærligt: Hvis Jackson Browne fanger det, så fuck dem!

Pot og paranoia

Klart. Jeg skal ikke plage dig med spørgsmål om dine svampeoplevelser i dag. Til gengæld har jeg en vis personlig interesse i hashrygningens psykologi. Hvordan bruger du det rusmiddel, hvis overhovedet? For eksempel i relation til den kreative proces, eller for den sags skyld den seksuelle?  

– I den rette mængde er det godt, seksuelt set. Før i tiden røg jeg det dagen lang – hver dag. For mig var det et misbrug af det – og jeg har ikke rigtig røget det sidste års tid eller deromkring. Jeg brug for en pause fra det hele… på et vist punkt bliver alting bare til afhængighed. Og jeg ser afhængighed som det her lune, fugtige sted, hvor man kan dyrke vildfarelsen. Og jeg havde brug for at dyrke en eller anden form for perspektiv, fremfor bare at indtage stimulanser dagen lang.

Er det lykkedes for dig?

– Ja! Jeg mener, jeg er jo holdt op med både det ene og det andet i halvandet års tid nu – og er vist desværre begyndt at blive lidt ekstrem og puritansk omkring det, haha. På et punkt, hvor jeg egentlig bare skal have et par øl. Jeg røg pot af de samme grunde; for mig handler det helt og holdent om selvforglemmelse, om at dulme dig selv. Jeg ved, at der er andre som oplever det på en anden måde.

– Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde for vane simpelthen at terrorisere mig selv med pot: Jeg blev så paranoid, at jeg ikke kunne fungere – men blev ved med at gøre det alligevel. Svampe var det eneste stof, som var virkelig informativt for mig og gav nogle instruktioner, på en virkelig positiv måde. Men min appetit på tingene er så stor, at den uvægerligt leder mod ødelæggelse, hvis den ikke begrænses. (…) Det er lettere at begynde at tage dig selv seriøst, når folk begynder at stille dig seriøse spørgsmål om dig selv….jeg ved ikke, om det besvarer dit spørgsmål?

Farlig skønlitteratur

Det tror jeg, det gør. Jeg vil gerne spørge, om og hvad du læser… skønlitteratur eller andet, for den sags skyld. Er der nogle forfattere, som har haft betydning for dig end andre, på den ene eller anden måde? 

– Flannery O'Connor gjorde et kæmpe indtryk, da jeg var yngre. David Foster Wallace var stor for mig ... mener du forfattere, jeg nyder at læse, eller nogen som på en eller anden måde har ændret alt for mig? 

Som du foretrækker det…. 

– Ok, fint. Norman Mailer, Kurt Vonnegut, Nabokov og Paul Bowles er mine store. For mig er det at læse…..du ved, jeg trækker mig meget let tilbage; hvis jeg kunne, ville jeg bare sidde og læse hele dagen, hver dag. Men det er virkelig vigtigt ikke bare at fylde dit hoved med andre folks idéer, gå rundt med hovedet fuldt af andre menneskers tanker dagen lang.

– Skønlitteratur er virkelig farligt for mig…ikke mindst i forbindelse med interviews, for så har jeg en tendens til bare at begynde og citere alt mulig lort, hele tiden. I stedet for at være personlig finder du bare et eller andet citat, som du synes får dig til at lyde klogere.

Hm. Kunne du selv forestille dig at skrive andet end sangtekster? 

– Ja, det kunne jeg godt tænke mig; jeg arbejder på noget… jeg er 20.000 ord inde i noget…

Hvilken slags "noget"? 

– En roman. Jeg har skrevet pilotafsnit til tv, jeg har op til flere ufuldendte manuskripter….for mig handler det at skrive lige så meget om, at jeg nyder at gøre det. Uanset om det bliver færdigt eller ej. Så jeg er altid halvvejs fordybet i en eller anden form for skriveprojekt.

Eksplicit sex 

Du har en tendens til at være meget eksplicit, når det kommer til det seksuelle indhold i dine sange. Hvorfor egentlig, ud over at du holder af at provokere? 

– Well, det er bare en af de eneste interessante ting, der findes at skrive om. Jeg er ikke sikker på, at det egentlig føles så eksplicit for mig…jeg tror, du vil kunne finde langt mere seksuelt eksplicit musik. Men for mig er det bare de ting, som stikker ud og resonerer for mig. Inspirerer mig til at skrive. "Mascara, blood, ash and cum"… det er bare smukt. Det er bare sådan, jeg ser verden. 

Du sagde, at sex er "et af de eneste interessante emner at skrive om." Hvad er de andre? 

– Døden. Sex og død, that's it. Det er alt, du behøver til en sund sangskrivningsdiæt. Det er meget svært at håndtere… hm, jeg vil bryde min egen regel her og citere Carlos Castaneda. I en af bøgerne – jeg husker ikke hvilken – siger Don Juan noget i retning af, at "hvis man lever med døden som en konstant ledsager, så har man ikke tid til meningsløse handlinger." Det er en del af grunden til, at netop de to emner er så afgørende: De afholder dig fra overfladiskhed, fra betydningsløst lort. Det holder dig ærlig. 

Jeg ved, du ikke er så interesseret i at tale om din baggrund; den religiøse opvækst og så videre. Men alligevel: Du og jeg er cirka jævnaldrende, og en ting som i al fald har slået mig de senere år er, i hvor uhyggeligt høj grad ens voksenliv synes determineret af forældrenes manglende evne til at forstå barnet som den, det egentlig er – hvem så end det måtte være. Og samtidig hvor fuldstændig nytteløs sådan en erkendelse er. Forstår du, hvad jeg mener?

– Yeah. Jeg mener: jeg er helt sikkert stadig på mange måder fanget i den dér urscene, i det primale. Forældrene, som ikke forstår dig, og så videre. At jeg har forfulgt de ting, jeg har brugt en stor del på at forfølge… meget af det har at gøre med hævn. "Jeg skal vise jer!," ikke?  

Som en slags selvfornyende kilde til motivation til at skabe, til at lykkes eller hvad det nu måtte være. Jeg tror ikke, at veltilpassede mennesker går omkring og forsøger at opnå fremmede menneskers lovprisning og bekræftelse. Så på den måde har mine forældre haft en stor effekt. 

Smerte og forvirring

Betragter du den jagt på bekræftelse som et livslangt projekt eller som noget, som faktisk kan opnås, på et tidspunkt? 

– Jeg tror faktisk at, på et tidspunkt… jeg tror, dine motivationer ændrer sig over tid. Transformerer sig og bliver, forhåbentlig, mere rene. Og jeg ville ikke være ulykkelig over, hvis jeg på et tidspunkt fandt tilstrækkelig fred med mig selv til ikke at føle denne her nærmest tvangsmæssige tilgang til at skabe. Det er et prætentiøst ord for det, jeg laver, men… for mig ville fraværet af et behov for at gøre det her være lig med fred. At være i stand til bare at eksistere i øjeblikket, uden at skulle kannibalisere det for kunstnerisk vindings skyld. 

Du har sagt, igen i et af det forløbne års interviews, at din baggrund stadig er en kilde til en masse "smerte og forvirring." Hvad er det for en smerte og forvirring, kan du prøve at beskrive den? Jeg mener: En ting er, hvad den fører med sig rent kreativt – noget andet er, hvilken karakter smerten har…. 

Ja ... men det kan jeg ikke rigtig udforske i et interview. Den slags adresseres bedre i musik og tekster.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA