Laurie Anderson-interview: Jeg er meget tiltrukket af frygt

Laurie Anderson-interview: Jeg er meget tiltrukket af frygt

Den amerikanske multikunstner Laurie Anderson gæstede for nylig Helsingør for at give to udsolgte koncerter. I den forbindelse tog GAFFAs Ras Bolding en snak med den altid interessante Anderson, en snak om musik, dengang og nu, om Lou Reed, vrede og mørke, om skydevåben og...Golemkage. Med andre ord; ikke for sarte sjæle.

Du skulle oprindeligt have givet koncert tidligere i år, til Click Festivalen, og mange blev forvirrede, da det blev udskudt. Kan du forklare hvad der skete?



Ja. Der var tale om en visuelt orienteret koncert, men der skete det underlige, at der blev hele tiden tilføjet flere stolerækker, og pludselig slog det mig, at ingen ville jo rigtig kunne se andet end andre menneskers baghoved. Så jeg tænkte, at det er der nok folk, der vil være utilfredse med, det ville jeg selv være og det ville du også. Med andre ord, de, der kom til koncerten ville gå utilfredse derfra, så hvad kunne vi gøre? Vi brugte en hel morgen på at overveje løsninger, så folk kunne se noget. Vi overvejede at bygge scenen højere, bl.a. Men der var bare ikke nogle gode løsninger, så til sidst endte det faktisk med en vidunderlig situation, for alle tog det meget voksent. Vi havde helt klart et problem, men ingen havde travlt med at skyde skylden på andre, så vi blev først og fremmest enige om, at vi var nødt til at udskyde.



Jeg vidste at jeg skulle til Göteborg omkring sensommeren, så jeg foreslog, at vi kunne benytte den lejlighed, og med anden lokation, nu jeg alligevel ville være i nærheden. Og så lavede vi, som plaster på såret, en lille aften i et teater i København den aften, hvor jeg oprindeligt skulle have givet koncert, som du ved. Vi talte også om at lave en koncert for hunde, eller i mørke, eller noget med Tai Chi, men det blev lidt for meget. Men jeg tror nok, den officielle forklaring havde noget med brandfare at gøre?



Der var vist aldrig nogen helt officiel forklaring.



Jeg vil også altid helst melde rent ud, men teknisk set var det måske lidt brandfarligt med de lange, lange stolerækker i værftshallen.



Så det, du altså siger er, at da jeg var der for et par måneder siden, udsatte Philip Glass mig for livsfare, hmm?



Haha, nej, til Phils koncert lavede de en helt anden opstilling. Du kan have været i livsfare af andre årsager, men det skal jeg ikke kunne sige.



Han var nu ganske fredelig.



Det var godt. Men det korte af det lange i det hele er, at det alt sammen endte som en god lektion i at løse problemer. Sådan skal det være, uden at nogen bliver sure.



Vi talte sammen lidt tidligere på året om dine koncerter, og hvordan de er anderledes i dag sammenlignet med, hvad du lavede tidligere, så lad os fokusere lidt på musikken denne gang. For din musik har jo også gennemgået forandringer gennem årene. Det er som om du begyndte helt som din egen, så fulgte en periode med en smule flirt med popmusik og så vendte du på et tidspunkt tilbage til dit helt eget udtryk igen - er du enig?



Sådan plejer jeg aldrig at anskue mit liv, og dog. I går talte jeg med en fyr fra Island, som skal lave noget video, og han havde brugt et af mine numre. Jeg genkendte det som mit eget, men samtidig var det helt klart fra en anden periode, som du taler om. Jeg prøver generelt på aldrig at se tilbage, så det var underligt at høre musikken, den type arrangement, den form for synthesizer, den slags rumklang - det hele lød ret retro, og det var lidt interessant. Men nogle numre lyder ikke retro, og dem, der ikke gør har nul rumklang på vokalen. Jeg er virkelig blevet glad for tørre vokaler, uden rumklang. Hvorfor skal man farve rummet omkring stemmen, hvorfor skulle det gøre det bedre? Jeg forstår det ikke.



I forhold til det du laver, er det i hvert fald en god idé at være lidt sparsom med rumklangen. For megen rumklang gør det typisk svært at høre ordene, og det ville være problematisk i dit tilfælde.



Ja, det fungerer bedre for min lyd på den måde, for så kan man virkelig høre stemmen i stedet for den såkaldt pæne indpakning. Men jeg kan godt lide skrøbelige stemmer, skæve stemmer, den slags, fremfor det der selvsikkerstil. Men altså, jeg brugte jo også selv en del rumklang dengang, nåja, man har sine faser. Jeg ved ikke hvad du tænker om i aften men... var du der i går?



Nej.



Så afslører jeg ikke noget!



Så lad os fortsætte med næste spørgsmål i stedet. Et af dine måske mest underlige numre blev også dit største kommercielle hit, nemlig "O Superman". Hvordan gik det til? Hvordan blev dette nummer – otte minutters vocoder og særdeles minimal akkordstruktur – valgt som single i første omgang?



Poppens verden er meget betaget af alt nyt, også ting, den ikke forstår, så "O Superman" blev fanget ind på radaren. Og så var der jo John Peel (nu afdød BBC Radio 1-vært, red.), som spillede den en del. Han ledte altid efter ting. Men det nummer lyder ikke retro; det er stadig ret aktuelt.



Der er noget meget tidløst over den.



Ja, det er der. Det er en slags bøn, en slags spekulation over Massenets "O Souverain, O Juge, O Pere". Det lyder lidt som en kliché, men den handler jo om magt og autoritet, hvilket er et aktuelt emne, og det vil det nok altid være, for vi har en tendens til altid at blive viklet ind i hierarkiske systemer. Den handler også om krig, og krig slipper vi nok heller ikke for nogensinde. For ikke så længe siden talte jeg med en digter, og hun havde arbejdet i et års tid på at undersøge, om der er nogle følelser, som alle mennesker har til fælles, måske kærlighed, måske glæde. Men det hun nåede frem til var frygt. Jeg er selv meget tiltrukket af frygt, for det er netop noget, alle kender til, men ikke mange beskæftiger sig aktivt med det.



Jeg var til koncert med John Carpenter i København for nogle måneder siden. Han talte om noget af det samme i forhold til frygt og gyserfilm.



Ja, gyserfilm, helt sikkert. Også andre eksempler. Lou Reed skrev en del om frygt, meget råt for usødet. Der er så megen musik, der er noget skrammel, som har til formål at behage eller få dig til at se smart ud, men da han lavede "Lulu", sammen med Metallica, han var en af de få kunstnere, der kunne finde på den slags, blev det meget grimt, og det var skræmmende, for det var så fuldt af vrede. Men David Bowie bad mig lytte til det igen, for han mente, at det var et mesterværk. Folk fanger ikke altid de helt store værker første gang. Det kan tage årevis, som med "Berlin" og den slags. Det har ikke de umiddelbare popkvaliteter, det går ikke rent ind, hey-hey, så jeg besluttede mig for at give det en chance mere, at lytte igen, nu David havde forslået det. Det er så mættet af vrede og raseri, så frygtløst.



Det oplever man i dén grad også med "Berlin", måske mere desperation, endda.



Ja, en lidt anden kant, men beslægtet, så jeg begyndte virkelig at holde af albummet, for det her er ikke Lou Reed, som prøver at være rar, som forsikrer dig om, at alt er ok - det er et skrig. Der er så meget i denne verden, som er nydeligt ryddet op, man skal jo præsentere og sælge, og ikke ligefrem byde på dødsskrig. Men når nogen rent faktisk gør det, så bliver det spændende, og jeg beundrer ham så meget for at gøre det. Jeg var trods alt hans partner, og jeg var ikke fan første gang jeg hørte det album.



Jo, jeg kender også til gamle Lou Reed-fans, der var ved at få noget galt i halsen da de læste, at deres helt lige pludselig skulle arbejde sammen med Metallica.



Han gjorde hvad han havde lyst til. Han elskede folk, men han gjorde ikke altid som de ønskede.



Det skal man jo heller ikke.



For nogle mennesker fungerer det måske, de er måske tættere forbundet med deres sociale omgangskreds. Jeg tror ikke nødvendigvis den ene rolle er bedre end den anden; man kan sagtens lave noget, som er smukt og også samtidig socialt acceptabelt, men jeg må sige, at jeg virkelig beundrer Lou for det han gjorde, for han var frygtløs. Jeg har lært en masse om ham efter hans død, så det har været meget inspirerende at forstå ting, som jeg ikke rigtig forstod da han stadig var her.



Er der ikke også noget med døde kunstnere? Det her lyder måske lidt mere morbidt end det er ment, men når man lytter til de store mestre, Mahler, Bach, i nyere tid en Jimi Hendrix - alle døde - så har man denne lidt behagelige fornemmelse, netop fordi de er døde, for man ved, at de laver ikke et eller andet tåbeligt, et håbløst album eller lignende, som kaster lange skygger over deres status. Det er lidt fjollet og forfængeligt, men der er lidt om det, ikke?



Jeg ved det ikke. Jo, måske. Du er sikker med døde kunstnere, haha. Jeg kan godt lide når folk træder ved siden af. Ikke nødvendigvis altid på den selvdestruktive måde, men jeg tror i det store hele ikke, jeg er helt så fordømmende som jeg måske var engang, og...sig mig går de rundt med pistoler udenfor? Se engang, Ras.



Haha, nej, du er ikke i Amerika. Man spankulerer ikke rundt på åben gade i Helsingør med pistol.



Det er nok bare mig, der er en smule paranoid. Det må jeg faktisk nok indrømme. Lidt paranoid.



Pga. situationen i Amerika?



Ja, man må jo bære skydevåben.



Ja, man må dårligt undervise på universiteter i Texas, hvis ikke folk har pistoler med.



Helt så slemt er det ikke, men Texas er lidt noget for sig. Ann Richards, som var guvernør i Texas, sagde noget sjovt engang. Der var debat om kvinder, og man mente, at de skulle bære skydevåben i deres håndtasker, hvortil Richards svarede, 'jeg kender ikke en eneste kvinde i Texas, der vil være i stand til rent faktisk at finde en pistol i sin håndtaske.' De har jo kæmpe håndtasker - du ved, hvor bliver den pistol af?



Jeg troede man havde store pistoler i Texas!



Nejnej, små håndvåben til damerne.



Så der er lyserøde og blå til piger og drenge, hmm?



I enhver farve så det kan matche dit tøj. Men helt ærlig, tænk engang på folk, der går rundt i parker med store pistoler frit fremme - hvad fanden sker der lige? Man må jo bare virkelig finde al sin tillid frem og stole på, at det her er et ansvarsfuldt menneske, som ikke har en dårlig dag.



Ja, folk kommer jo op at skændes, og før du ved af det...



...har du blæst hovedet af en eller anden.



Det kunne være den slags folk, der sidder på nettet og skriver 'lede møgfisse' dagen lang. Nu har de så en pistol.



Nu har de så en pistol. Og det er jo en del af den politiske kamp, denne her forestilling om alles basale ret til at gå og vifte med pistoler.



Jeg tænker lidt på den der scene fra Michael Moore-filmen "Bowling for Columbine", hvor han interviewer en af de her våbengalninge, der sover med sin pistol under hovedpuden. Moore spørger ham så til hvor grænsen går - er det f. eks. ok at hamstre plutonium, skal vi alle have egne atomvåben? Det viser sig dog at ham våbengalningen er ret vattet i koderne, for han mener nu nok, at den slags bør være ulovligt.



What a wimp!



Ja, ikke? Vi voksede op med Ronald Reagan - kom frisk! Men nok om det. Jeg ved at du vender tilbage til Danmark, København, hen over efteråret, omkring 14. til 19. november, for at deltage i Dokument#2, sammen med Brian Eno og Ebe Oke. Kan du løfte sløret lidt omkring projektet? 



Hvordan staver du til det?



Dokument. Document. To.



Jeg ved ikke så meget om det andet end at jeg skal i noget studie sammen med Brian Eno og Ebe Oke, og så skal vi lave et eller andet. Hvad det bliver til, ved jeg endnu ikke. En lampe, en kage, en sang, en dans?



Folk ville nok blive rigtig overraskede, hvis I ender med en kage. Jeg siger det bare.



Er du sikker?



Tjah, jeg skulle nødig snakke - jeg er kendt for at lave en lagkage af mel og eddike, så...



Eddike? Hvad gør det for kagen?



Intet godt. Ah, nu banker de på døren, vi skal til at slutte, censur-censur, de ønsker IKKE at vi skal tale om Golemkagen!



Golemkage? Hedder den Golemkage?



Ak ja, for jeg havde skabt noget, der endte som et monster. Sidenhen opkaldte vi vores gothklub efter den.



Det er virkelig fantastisk. Hør, kan du ikke inkludere opskriften sammen med dette interview?



Opskriften er hemmelig. Heldigvis.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA