Interview med koncertaktuelle Helmet: – Der er sgu ingen, der gider synge med på min ævlende bevidsthedsstrøm

Interview med koncertaktuelle Helmet: – Der er sgu ingen, der gider synge med på min ævlende bevidsthedsstrøm

Amerikanske Helmet giver koncerter på VoxHall 28. januar og i Vega 6. februar. Vi fangede sanger Page Hamilton til en snak om David Bowie, den alternative musikscene og jazzens indflydelse.

Tilbage i 90’erne var det amerikanske post-hardcoreband Helmet en af de helt store spillere på den alternative musikscene. Sammen med Rage Against The Machine, Nirvana, Faith No More og The Melvins havde de dengang gang i en, måske lidt ufrivillig, højlydt overtagelse af verden. I dag har frontmand og eneste originale medlem i Helmet, Page Hamilton, lidt svært at se, hvorfor det egentlig udviklede sig sådan for et band, der var fostret af New York Citys støjrockscene, CBGB’s og de amerikanske jazzlegender. Det var jo ikke, fordi de var i færd med at genopfinde musikken, som Thelonious Monk eller John Coltrane. Men så alligevel, for med udgivelsen af debutalbummet Strap It On fra 1990 efterfulgt Meantime fra 1992 rasede Helmet op fra undergrunden og ind på de amerikanske hitlister i selskab med den øvrige grunge-bevægelse.

Men Helmet var aldrig skabt til arenaer, for Page Hamilton kan det derimod forstås som en del af et studie – et studie af guitaren. Det var et studie, der for Page Hamilton startede på University of Oregon, før han i New York City studerede klassisk guitar og jazzguitar på Manhattan School of Music. Hen over en musikkarriere, der begyndte for snart 40 år siden, har han opnået både en bachelorgrad og en kandidatgrad i guitarstudier og har de senere år fokuseret på orkestrering og komponering.

Selvom der måske går en håndfuld år mellem besøgene i Europa – og mellem udgivelser af nye albums for den sags skyld – holder Page Hamilton sig godt beskæftiget. Men når han ikke underviser på guitar camps eller lader sig opsluge af filmkompositioner, er det Helmet, der tager fokus. I efteråret sidste år udgav bandet sit ottende studiealbum Dead To The World – det første med bassist Dave Cass. Det har bragt bandet ud på en omfattende verdensturné, og i den forbindelse fangede vi Page Hamilton over telefon fra Tysklands landeveje. Vi talte lidt om venskabet med The Melvins og Tom Hazelmyer fra Amphetamine Reptile, samarbejdet med David Bowie og deres gensidige indflydelse på hinanden, og hvordan støjen hænger sammen med jazz.

Hej Page, jeg kan huske, du engang fortalte mig, at det kan være hårdt for et amerikansk band at turnere i Europa – har du det stadig sådan?

– Jeg kan ikke helt huske, hvad jeg præcist sagde dengang, men jeg er vild med at turnere i Europa. Men jeg kender mange bands, der ikke kan lide det. Jeg er ikke sikker på hvorfor, men mit forhold til Europa har altid været fuldkommen anderledes. Dengang jeg var ung og studerende, boede jeg også et år i Tyskland, hvor jeg var på udveksling i Stuttgart, så jeg ser egentlig Europa som et sted, hvor jeg kan slappe af og lade op. Jeg bliver inspireret af at være her, så jeg er vild med det. Men mange bands har det svært med alle de forskellige sprog, de forskellige kulturer og det faktum, at der ikke ligger en McDonald’s, en Subway eller en Starbucks på hvert gadehjørne.

Helmet udgav for nyligt albummet Dead To The World – hvad kan du fortælle om det?

– Siden Seeing Eye Dog har vi haft gang i forskellige jubilæumsturnéer for Meantime og Betty, og da vi alle sammen har gang i andre ting ved siden af, har det været svært at sætte sig ned og skrive. Men efter fem år vendte det pludselig, og jeg havde nogle sange klar, som vi ville prøve at indspille. Den første sang, jeg skrev til albummet var Life Or Death, og den var lidt sværere at få i hus, end nogle af de andre sange på pladen. Kyle (Stevensen, trommeslager) og jeg har spillet sammen i snart ti år nu, så vi er efterhånden blevet ret trygge ved at lave musik sammen. Han forstår, hvad Helmet handler om, så nogle gange arbejder han på stykker alene. Og sådan har det faktisk altid været i Helmet, for nogle af trommestykkerne kan være ulideligt svære, fordi det skal lyde nemt, men overhovedet ikke er det. Det kan der bruges meget arbejde på.

Så det er måske ikke så anderledes for dig at skrive musik med Helmet i dag, end det var i starten af 90’erne?

– I bund og grund er tilgangen den samme. Det starter jo altid ud fra en idé, som kan være hvad som helst – et vokalstykke, et riff eller et guitarstykke. Hvis noget melodisk kommer op, lader jeg det vejlede akkordskiftene. Det er vigtigt, at musikken hænger sammen hele vejen igennem, for vi er ikke noget jamband. Den udvikling, der har været i årenes løb, er nok meget naturlig. Jeg har ikke lyst til at gentage mig selv, selvom mange af vores fans måske helst så det. Det er forståeligt nok, for jeg er også vild med Killing Joke og deres første album. Og når det kommer til Wire, er deres andet album stadig min favorit. Men jeg sætter stadig pris på det, de bands gør i dag.

Nu er du det eneste originale medlem i Helmet – finder du nogle særlige udfordringer ved det?

– Det er faktisk virkelig svært at sammenligne med, hvordan det var dengang i 90’erne. Jeg dannede bandet i 1989, og det er jo virkelig længe siden. Jeg kan huske et par gange i studiet eller fra koncerter, men vi havde aldrig en plan for, hvad vi ville. For os handlede det bare om musikken, og ikke at overtage verden. Det har holdt ved hele vejen igennem. Vi laver ikke et eller andet vildt show med kostumer og ild, og det kommer måske af, at jeg kommer fra en tid med plader, hvor vi lærte musikken at kende, før vi så, hvordan musikerne så ud. Jeg forstår godt, at nogle mennesker måske ikke synes, det er så fedt på grund af det, men det er også fint med os.

– Jeg har derimod en fornemmelse af, at vores fans er meget loyale. Men jeg forsøger altid på at gøre noget, der er spændende for mig. Jeg spiller guitar 350 dage om året, jeg læser bøger om det, og bliver påvirket af alle mulige ting, og det er jeg jo bare nødt til at stole på. Så det er svært at sige, hvordan det er anderledes i dag fra dengang. Vores forhold er anderledes i dag, da de her fyre kom ind i bandet senere, og skulle lære musikken at kende først. Men med tiden har vi skabt vores eget, og det er meget tilfredsstillende for mig.

Hvorfor er det vigtigt for dig at holde netop Helmet i live?

– Det var faktisk bare sådan, det skete i sin tid. Jimmy Iovine fra Interscope Records spurgte mig, om jeg ville lave en ny Helmet-plade i begyndelsen af 00’erne, og det havde jeg det fint med. Jeg startede bandet alene med et opslag i The Village Voice og fik min ven Peter Mengede med på det, men ellers var det bare auditions. Og selvom jeg i starten måske ikke havde det så godt med at fortsætte bandet alene, så har Henry Bogdan og John Stanier altid sagt, at Helmet var mit band. Jeg er ret glad for navnet, og hvad det repræsenterer. Det er blevet en del af mit dna.

Helmet var del af den her såkaldte alternative musikscene i 90’erne, og hvor nogle bands såsom Pearl Jam, Rage Against The Machine og Soundgarden er blevet ved med at vokse, så er de fleste bands fra dengang gået tilbage til at spille klubber og mindre spillesteder. Hvordan ser du dig selv og Helmet i alt det?

– Jeg tænker faktisk aldrig så meget på den slags, og har aldrig gjort det. Vi startede som et indie-rockband på Amphetamine Reptile, men hvor Chris Cornell engang fortalte mig, at han altid har set Soundgarden som et stadionband på et major label, var vi overraskede over, at der pludselig var så mange mennesker, der kunne lide det, vi lavede. Det, at vi har solgt over en million albums er underligt for os. Dengang følte vi ikke, at vi lød som andre fra New York og scenen på CBGB’s, og slet ikke som bands fra Seattle. Jeg har altid opfattet Pearl Jam og Rage Against The Machine som stadionbands, der har omkvæd, man kan synge med på. De er alle sammen virkelig gode bands, men vi har aldrig gjort den slags. Der er sgu ingen, der gider synge med på min ævlende bevidsthedsstrøm. Det har ikke samme effekt som ”fuck you, I won’t do what you tell me.”

Hvordan opfatter du derimod musikken i Helmet?

– Vi er meget mere minimalistiske end alle de bands. Måske opfattes det meget mere kunstnerisk på den måde, når der er støjelementet, som helt sikkert er påvirket af at have boet i New York. Sådan var det i New York City, hvor metalscenen var mere på Long Island. Og vi er helt sikkert mere et band fra New York City, da vi startede på CBGB’s. Mange af de bands, vi dengang spillede med, var påvirket af Glenn Brancas guitarorkestrering. Han havde en kæmpe indflydelse på det, der skete i New York fra starten af 80’erne til midten af 90’erne, men det skiller sig også ud fra resten af landet.

– Da Sub Pop først hørte om Helmet, sagde de til mig, at de var vilde med det, da de netop ledte efter noget, der kunne overskygge den her Sub Pop-lyd. Det var noget helt anderledes, der foregik derovre sammenlignet med New York City. For os var det aldrig meningen, at vi skulle blive til et succesfuldt band – eller til et stadionband for den sags skyld. Jeg fucking hader at spille på et stadion. Det er den mest upersonlige og forfærdelige musikoplevelse, du kan få. Mine jazzhelte, Charlie Parker og John Coltrane spillede på små klubber, og det giver også mere mening for os.

Når vi nu er ved Seattle-bands, har du en særlig historie med The Melvins. På Born Annoying er der et cover af nummeret ”Oven”, og I lavede en splitsingle sammen for et par år siden, som førte til en turné i Australien – kan du sætte ord på det forhold?

– For mig er The Melvins en så ren og storslået musikalsk oplevelse. De har altid været fuldstændig ligeglade med tiderne og det, folk tænker om det. Den slags minder meget om Helmet. Jeg kan ikke huske, hvorfor vi i sin tid lavede et cover af ”Oven” – jeg var ret vild med bandet og albummet Ozma og Houdini. Men den første turné vi var på, var sammen med The Melvins, så de har haft stor indflydelse på mig som sangskriver. Deres tilgang til rytmen og musikkens simplicitet handler alt sammen om følelse. Den slags er jeg vild med. Dengang havde vi samme bookingagent, som pressede os syv mand ind i en kassevogn for at køre igennem flere meter sne i Wisconsin. Det var virkelig en sjov turné.

Jeg har lagt mærke til, at du altid bliver på scenen, efter koncerten er overstået. Hvorfor er det vigtigt for dig at blive og snakke med publikum?

– Dengang de sociale medier begyndte at røre på sig, var der mange bands, der røg med, men jeg har aldrig været en del af det. Jeg kan ikke helt huske, hvordan det startede, men efter et sho, er der altid nogle, der vil trykke en hånden og sige tak for en fed koncert. Det forstår jeg godt, for det ville da have været super fedt, hvis jeg havde haft den mulighed med Buck Dharma (guitarist i Blue Öyster Cult, red.) eller Alex Lifeson (guitarist i Rush, red.). Jeg er meget taknemmelig over, at folk kommer til mine koncerter, så jeg ser det ikke som et arbejde. Der er sikkert en masse billeder rundt omkring, hvor jeg ser svedig og klam ud, men det er lige meget. David Bowie ville aldrig tage billeder med nogle, da han var så kontrollerende omkring sit image. Men han var jo også David Bowie.

Og du har jo arbejdet sammen med David Bowie, hvor du optrådte under Hours…-turnéen. Hvordan husker du den turné?

– Vi lavede faktisk mere pr end noget andet. Vi lavede ret mange tv-optrædener, blandt andet på Conan O’Brien, David Letterman og Saturday Night Live. Vi spillede et par shows rundt omkring, faktisk i København og i Wien og Paris. Men også nogle tv-optrædener i Europa, som var virkelig nederen, da de ikke lader en spille live. Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor det er sådan. Hvad sker der for at sætte stikket i en forstærker, der ikke er tændt? Vi skulle optræde i et tysk tv-program, hvor det var playback, men Joe Cocker, der også optrådte den aften, insisterede på at synge live. Og da Bowie fandt ud af, at Joe Cocker var sluppet af sted med det, sagde han jo bare ”fuck, hvorfor gjorde vi ikke det?”. Men det var stadig fedt at være i Europa, og faktisk var det i København, at jeg gav Bowie en cd med David Torn. Jeg sagde til ham, at det var den her guitarist, han burde arbejde sammen med, og det endte med, at David Torn var med på de tre efterfølgende Bowie-albums.

Så du har faktisk påvirket David Bowie musikalsk. Hvordan var det ellers at arbejde og optræde med ham?

– Det var helt fantastisk. Han var sådan et rart og utroligt interessant menneske. Og han var bare et kæmpe talent. Jeg har aldrig været omkring nogen som ham, og jeg er sikker på, at jeg aldrig kommer til det igen. Det er mange store kunstnere derude, som jeg beundrer, men han var unik – den største. Jeg mærkede en enormt god energi fra ham, og så var han også virkelig sjov at være sammen med. Jeg ville ønske, jeg kunne huske flere af de ting, han sagde.

Holdt I kontakt efter turnéen?

– Nej, faktisk ikke. Jeg skrev engang en e-mail til ham på hans fødselsdag, og så mødte jeg Coco Schwab (Bowies mangeårige personlige assistent, som han i øvrigt testamenterede to millioner pund til, red.) til en koncert med Nine Inch Nails. Vi snakkede lidt sammen backstage, og jeg fortalte hende, at jeg havde tænkt mig at tage ind for at se Wire optræde nogle dage senere. Dagen efter ringede hun til mig og sagde, at Bowie gerne ville tage med mig til koncerten. Det var virkelig en sjov aften. Der er vist et billede et sted, hvor vi står backstage sammen med Graham Lewis, Colin Newman, Bruce Gilbert og Robert Gotobed (alias Wires fire oprindelige medlemmer, red.).

Hvordan kom det her samarbejde med David Bowie egentlig på tale?

– Jeg er faktisk ikke helt sikker – han ringede til mig. Jeg havde mødt ham på et festival i 1997, hvor jeg spurgte ham, om han ville signere mit eksemplar af Hunky Dory, og det gjorde han, og fortalte mig, at han var fan af Helmet. Nogle år senere, da han og Reeves Gabrels var gået hver til sit, ringede han til mig og spurgte, om jeg ikke kunne kigge over. Det var ikke som sådan en audition, men jeg skulle lære virkelig meget musik. Der var virkelig meget arbejde i det, men det var selvfølgelig det hele værd. Jeg kunne have brugt et par uger mere på det, for når musikken spænder over så mange år, er det forskellige guitarstilarter, der bruges. Men han forventede ikke, at jeg bare gjorde Mick Ronson eller Carlos Alomar efter. Jeg skulle bare gøre, hvad der var bedst for musikken.

Han formåede virkelig at forstå tendenserne i musikken og dens udvikling. Hvordan ser du dig selv i udvikling med ny musik?

– Hvis der kommer et eller andet rockband, som kan inspirere mig på samme måde som John Coltrane eller Thelonious Monk, så taber jeg kæben. Jeg vil ikke lyde som den gamle nar, jeg er, men meget af det, jeg hører i ny rockmusik er uoriginalt. Det lyder som fattigmandsudgaver af ZZ Top eller Joy Division. Stoner-rockbølgen er trættende, og jeg er kommet videre. Det rører mig bare ikke. Jeg er vokset op med ZZ Top, Led Zeppelin og Ted Nugent, hvorefter jeg blev fanget af jazz, og klassisk musik, og så blues og hiphop. Alt det var meget nyt og friskt, men når man hører folk, der er super-selvbevidste, når de spiller musik og er rettet mod et særligt mål, såsom Beyoncé, handler det mere om at sælge parfume end noget andet. Det siger mig ingenting. John Coltrane sad ikke og bekymrede sig om, hvor mange albums han kunne sælge.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA