x

Interview med albumaktuelle Prophets of Rage – gør plads for vredens profeter 

Interview med albumaktuelle Prophets of Rage – gør plads for vredens profeter 

Man kan ikke se scenen for bare støv. Mit ansigt føles tørt, mit hård filtret og fedtet, og når jeg tager sporadiske hiv af min smøg, kan jeg mærke røgen i halsen, mere end sædvanligt. Bag den massive støvsky kan jeg ane skikkelserne af B-Real og Chuck D, der sammen udgør fronten i Prophets of Rage. B-Real er iført et langt partisaner-tørklæde og Chuck D en sort baseballkasket med en rød stjerne på forsiden. Jeg er overbevist om, at jeg er vidne til noget historisk. På scenen står Tom Morello – guitarguruen, der kun overgås af Kim Thayil fra Soundgarden – og krænger de monotone grooves ud af sin guitar. Koncerten har nået sit ultimative højdepunkt, og i kor med næsten 20.000 mennesker råber jeg ”fuck you, I won’t do what you tell me” af mine lungers fulde kraft.

Få timer forinden møder jeg guitarist Tom Morello og den ene af bandets to frontmænd, B-Real i artistområdet på Copenhell. Prophets of Rage er et band af en helt anden kaliber end alle de andre, jeg hidtil har talt med. Selvom Prophets of Rage først har set dagens lys undervejs i 2016, er der en helt klar idé om, hvad missionen går ud på. Det handler ikke alene om at lave musik, men om at yde modstand mod den maskine, som Donald Trump og resten af det Republikanske Parti repræsenterer.

– Præsidentvalget var et fucking cirkus, og på et tidspunkt var der en eller anden avis, der citerede Donald Trump eller Bernie Sanders for at kæmpe mod maskinen, forklarer B-Real, der udover at være frontmand i Prophets of Rage udgør en fjerdedel af hiphop-gruppen Cyrpess Hill.

– Det fik gang i Tom, der ringede til Tim og Brad, og sagde, at vi ikke bare kan lade det her udvikle sig. Vi er nødt til at gå ud og spille den musik, der i virkeligheden kæmper mod maskinen og systemet. Vi er nødt til at vise folk, hvordan det virkelig skal gøres. Men de ville gerne bringe det tilbage i en anden form end før, så de ringede til Chuck og mig. Jeg var frisk lige med det samme, da jeg hørte idéen og planen. Der gik lidt tid, før vi begyndte at øve sammen, men undervejs i hele processen var der nogle ting, der faldt i hak. Vi tænkte alle sammen, at det her virkelig føles godt. Så efter de første shows kunne vi mærke reaktionen fra folk, og hvordan det hele havde en særlig kemi. Idéen til projektet var begyndelsen, men det var først efter de første par shows, at vi virkelig kunne mærke, at det her havde en betydning. Vi fandt ud af, at kemien kunne bruges til at lave musik i et studie.

 

Magten bekæmpes i Ohio

Historien om Prophets of Rage er ukonventionel. Det handler ikke bare om at danne en supergruppe og spille fed musik. Baggrunden for bandet går ud på at yde modstand i en politisk brydningstid, hvor racismen viser sit modbydelige ansigt i den amerikanske hverdag. Fordommene og frygten trives i det forjættede land, og det var USA's seneste præsidentkampagne et skræmmende eksempel på. Ved det republikanske konvent i Ohio i sommeren 2016 havde radioværten og konspirationsteoretikeren Alex Jones indtaget talerstolen. Han var mødt op for at tænde op under konføderationsaggressionerne iblandt den del af befolkningen, der uberettiget føler sig undertrykt. Republikaneren Ted Cruz skabte, hvad medierne betegnede som kaos ved at nægte sin støtte til Donald Trump. Men et par kilometer væk udspillede der sig en helt anden form for kaos. Det er den form for kaos, som den amerikanske regering i virkeligheden bør frygte. I Agora Theatre i Cleveland, Ohio står Chuck D foran et sultent publikum, imens Fight the Power i et mash-up med Beastie Boys’ No Sleep Till Brooklyn blæser af sted fra scenen.

– Vi ville vise vores utilfredshed med alt det, Republikanerne står for, fortæller Tom Morello. Men vi gjorde det også for at vise folk, at det her er lyden af modstandsbevægelsen. Det handlede ikke bare om, at vi havde dannet en supergruppe, som nu skulle optræde på en masse festivaler. Det her band blev dannet på grund af en social emergency hjemme i USA.

Protestkoncerten i Cleveland, Ohio var startskuddet på turnéen Make The World Rage Again, der senere bragte bandet forbi Danmark. Det handler om at skabe opmærksomhed omkring den tid, vi lige nu befinder os i, men for Prophets of Rage handler det i lige så høj grad om at få rettet opmærksomheden mod et budskab, der i mange år har været glemt i populærkulturen. Men som en del af budskabet og missionen er det vigtigt, at indpakningen kan skabe en genlyd hos lytteren. Prophets of Rage har brug for sit publikum i den politiske modstand, som bandet repræsenterer.

– Vi repræsenterer den samme politiske retning. Vi er alle drevet af det, der kan få verden til at vise sin vrede mod systemet, fortæller Tom Morello. Missionen handler om at give vind i sejlene til den globale modstand mod racisme og højrefløjsideologi. Men for det første er vi jo nødt til at være et godt rockband. Vores mål er, at publikum skal gå derfra badet i sved, med blå mærker over hele kroppen og et smadret stemmebånd. Men i alt det er der et budskab.

 

Den gyldne tidsalder for et absurde

Men hvor er USA på vej hen? Donald Trump opfører sig mere og mere åndssvagt og uforståeligt, og truslerne mod verdensfreden drejes over på små lande som Nordkorea og Iran, imens USA's våbenindustri vokser. I samfundet vil der altid være modsætninger, hvor minoriteten vil gøre modstand mod systemet. Så hvad er det, der adskiller i dag fra dengang Rage Against the Machine, Cypress Hill og Public Enemy først bevægede sig ind i æteren?

– Vi befinder os lige nu i en meget farlig tid med et meget farligt regime ved magten, fortæller Tom Morello. Morello er velovervejet og enormt skarp, og igennem interviewet bliver det mere og mere tydeligt, hvordan det politiske element er hans musikalske drivkraft. Det er ikke bare en gimmick, der bruges i bandets markedsføring.

– Det, der foregår lige nu i USA, er ideologisk umoralsk og samtidig vildt inkompetent. Men vi oplever en modstandsbevægelse, og endda den største, jeg nogensinde har været vidne til. Mennesker af alle farver, køn og alder støtter hinanden og står forrest i kampen. Vores opgave som et punkband er at reflektere de tider i musikken, og samtidig forsøge at ændre på den tid, vi lige nu befinder os i.

Prophets of Rage har taget de aggressive rytmer fra Rage Against the Machine, tillagt grooves fra Cypress Hill og Public Enemy, imens nonkonformiteten ved alle tre bands sammenfattes under ét banner. Der er ingen tvivl om, hvem der er afsenderen. I scenens venstre side står bassist Tim Commerford overtatoveret og iklædt en sort wife beater, og Tom Morello vender for et øjeblik bagsiden af sin guitar mod publikum, hvor der med store sorte blokbogstaver står Fuck Trump. Hos Prophets of Rage omsættes vreden mod systemet til en kreativ drivkraft.

– Det bærer elementer fra alle de bands, men det har fået sin egen lyd og sit eget liv, fortæller B-Real. Når det kommer til indholdet, så er det ikke noget, der er taget fra fortiden. Vi taler om det, der sker lige nu. Det ser jeg, som de to hovedelementer i vores musik. Musikken er vild og voldsom, og indholdet er samtidig virkelig relevant sat i forhold til det, der sker lige nu. Vi har lagt mærke til, at folk er sultne efter den slags. Man hører ikke den slags musik i radioen længere, for det vil systemet ikke have. De vil ikke have det i radioen, der bærer præg af bevidsthed eller giver udtryk for meningsfyldt indhold. Radioen er fyldt med en masse meningsløst pis, der distraherer folk. Befolkningen har intet, der kan få dem til at tænke, eller fortæller dem, hvad der i virkeligheden sker ude i verden. Det er de sultne efter, og jeg tror, at vores musik er med til at stille den sult.

 

Befolkningen, der sulter og tørster

Imens underholdningsindustrien bygger sig op til det absurde. Imens musikken i dag har mindre og mindre på hjerte. Imens punkattituden er forsvundet i sponsorater, imens samfundskritikken er blevet afløst af blogs og sure opstød på sociale medier, har befolkningen opbygget en sult efter kunst med noget på hjerte. Prophets of Rage er et levende bevis på det. De er et levende bevis på, at man igennem kunst og musik kan mobilisere befolkningen og sammen yde modstand mod systemet. Men er befolkningens sult noget nyt i populærkulturen? Ifølge B-Real kan det forklares igennem en cyklus, som musikken bevæger sig i.

– I hiphopkulturen var undergrundens beskidte street shit i en periode på toppen. Pludselig er det det, alle gerne vil høre, siger B-Real. Han er fostret af hiphopkulturen i Los Angeles’ gader og har haft fingrene nede i mulden i tredive år. – Det skifter så over i noget celebratory stuff, som ikke handler om gangsta shit og om belæring, men derimod om, hvor meget man har. Men så skifter det igen over i noget, der har en bevidsthed, der antænder folk og giver dem højere selvværd, viden og alle de her positive ting, som musikken kan give. Musikkulturen bevæger sig altid i en cyklus.

Tom Morello og B-Real er enige om, at befolkningen har opbygget en sult efter musik med en holdning. I september udkommer bandets debutalbum Prophets of Rage, og det er et album, der italesætter de forskellige politiske og sociale strømninger i USA. Strømninger, der er genkendt i resten af det vestlige samfund. På Living On The 110 behandles hjemløsheden i USA, og hvordan der i samfundet eksisterer en manglende forståelse over for problemet. På Legalize Me handler det om legalisering af cannabis, som i mange år har været en mærkesag hos Cypress Hill. Det er musik til alt det, der sker i dag, men i bund og grund kan albummet opsummeres igennem Unfuck The World.

– Publikums reaktioner viser os, at vi ikke gør det her forgæves, siger B-Real. Folket er derude, og de føler det. Men igennem tiden er de blevet glemt. Politikerne snakker ofte om de såkaldte glemte. Dét her er dem, der i virkeligheden er blevet glemt. Politikere snakker bare en masse lort for at få stemmer. Det er så direkte, som det kan siges. På grund af vores forenede ståsted har vi ikke brug at være et radioband. Vores forenede ståsted er så stærkt, at det giver genlyd uden radioens boost. Vi er her, og vi siger ”fuck dig, fuck den der marketingsmaskine, fuck alt det. Vi spiller den her musik, fordi befolkningen har brug for det.”

 

Hylder Chris Cornell

I den tid, koncerten på Copenhell varer, er jeg ikke musikjournalist. Jeg har lagt blokken i lommen for at gå amok. Ikke alene, fordi Rage Against the Machine og Audioslave er soundtracket til mine teenageår og store dele af mit voksenliv, men også fordi Tom Morello, Tim Commerford, Brad Wilk sammen med B-Real, Chuck D og DJ Lord sammen har noget på hjerte. Prophets of Rage har noget på hjerte, som jeg kan identificere mig med, og imens kan jeg mærke vreden boble inde i mig. Det er en vrede, der altid har ulmet. Jeg ved, den er der, men den har aldrig været så udtryksfuld, siden jeg gik i gymnasiet og i min autoritetsfjendtlighed kastede mig over Det Kommunistiske Manifest, som jeg på den ene eller anden måde altid kunne få inkorporeret i mine eksamener.

Støvskyen over os pulser mod himlen, og imens har B-Real og Chuck D forladt scenen. Alene, midt på scenen står et mikrofonstativ centreret igennem scenelyset. Tom Morello, Tim Commerford og Brad Wilk har bevæget sig ud i Like A Stone som en hyldest til deres afdøde bandkammerat Chris Cornell. Der er stilhed blandt publikum, men som sangen opbygger sig mod klimaks, bryder publikum ud i en følelsesladet fællessang.

– Det er vores måde at hylde Chris, fortæller Tom Morello. Tidligere i år optrådte Audioslave sammen på scenen ved Prophets of Rage’s Anti-Inaugural Ball, der protesterede imod Donald Trumps indsættelse som præsident. Men genforeningen blev få måneder senere afbrudt af Chris Cornells død. –  Det startede som et slags mindesmærke, men det har udviklet sig til en fælles hyldest til Chris. Det føles helende for os. Vi føler et fælles savn og en fælles sorg, imens vi i fællesskab synger den her smukke melodi, som han har skrevet. Det har hjulpet os enormt meget.

 

The party’s over

Selvom Prophets of Rage er et ungt band, med ikke meget mere end et år bag sig, er de allerede vokset meget siden udgivelsen af ep’en The Party’s Over. Den blev indspillet med kniven for struben og med en idé om at vise sit publikum, hvad bandet er fostret af. Aggressionerne i Rage Against the Machine og de galdespyttende grooves fra Public Enemy og Cypress Hill er centrale. Det er en tydelig fuck-finger til det system, der langsomt mister sin egen kontrol, og åbningsnummeret Prophets of Rage, oprindeligt skrevet af Public Enemy, er en musikalsk formidling af modstandsbevægelsen. The Party’s Over iscenesætter frustrationen over det samfund, der styres af et dysfunktionelt system. Bandets selvbetitlede debutalbum udtrykker ifølge B-Real noget langt stærkere. – The Party’s Over blegner ved sammenligning med det, vi har lavet nu, forklarer han. Prophets of Rage har bevæget sig imod et mere direkte udtryk, hvor sociale og politiske problemer trækkes ind i bandets tematik.

– Idéen med den her plade var for det første at se, om vores skrivekemi var lige så kraftig som vores kemi på scenen, fortæller Tom Morello om indspilningen af albummet Prophets of Rage. Det har så vist sig at være det mest kollaborative, og samtidig det sjoveste album, jeg nogensinde har været med på. Det minder mig meget om indspilningen af den første plade med Rage Against the Machine, hvor der virkelig var en åbenhed over for idéer, og hvor jeg hver dag glædede mig til at tage hen til studiet.

 

Mellemfingeren mod systemet

Solen bager over pladsen på Copenhell. Varmen har fat i betonunderlaget, der udgør pladsen, foran Helvíti flyder fadøl hen over det bestøvede publikum. På scenen står Prophets of Rage med knyttede næver i vejret. Publikum sender stolt en hilsen retur. For mange er det nostalgisk at opleve Prophets of Rage, og for andre er det politisk anerkendelse. Prophets of Rage er vreden mod systemet. Det er Rage Against the Machine, Cypress Hill og Public Enemy i ét. Vreden og mærkesagerne er fusioneret under ét banner, der bruges i kampen mod Donald Trump, racisme og en kommercialiseret underholdningsindustri. Men meget musik er i dag udtryksløst, apolitisk og markedsfokuseret. Som et politisk band kan det være demotiverende at opleve en musikbranche, der er sat i verden for at tjene penge samtidig med, at populærkulturen bliver mere og mere intetsigende.

– Det er et kunstnerisk valg, når det handler om, hvad man gerne vil udgive, siger B-Real. Hvis jeg føler mig nødsaget til at gøre noget, og de andre ikke gør det, er det deres fucking problem. Det er de nødt til at leve med. Der findes artister, der slet ikke føler sig nødsaget til at gøre noget, og det er fint, hvis de gør folk glade. Vi ser ikke ned på dem, der bruger deres kunst anderledes, men der findes en meget stort antal mennesker, der har brug for den slags musik, som vi laver. Så vi er her for at tjene dem, og for at omdanne resten.

Prophets of Rage udgør sammen en anden generation. Tom Morello er sammen med Zach de la Rocha vokset op i den amerikanske arbejderklasse i Los Angeles. Rage Against the Machine er formet af den opvækst, der er kommet til udtryk igennem albums som Evil Empire og debutalbummet Rage Against the Machine. De har samme ståsted, som stemmer overens med Cypress Hill og Public Enemys repræsentation af minoriteter. Sammen repræsenterer Prophets of Rage minoriteten, ikke alene i USA, men i hele verden.

– Det kan godt være, at det her startede hjemme i USA, men rundt omkring i verden sker der masser af ting, som landets befolkning er utilfredse med. Når vi møder de her mennesker til vores shows, hjælper det os virkelig med en anerkendelse, fortæller B-Real. Det er ikke kun derhjemme, at der er problemer, det er i hele verden, så vi prøver at formidle et universelt budskab. Når man ser realistisk på det, så kan vi måske gøre tingene bedre derhjemme, men når det så er gjort, hvad skal der så ske med resten af verden? Det vil altid være noget at kæmpe imod. Vi har et universelt budskab om at samle folk, så vi kan løse de problemer, der er i verden. Det er nødvendigt, at folket er med, for man kan ikke afhænge af politikere, når de siger, at de vil løse problemerne.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA