x

PLAYLISTE: De bedste hiphoptracks lige nu!

PLAYLISTE: De bedste hiphoptracks lige nu!

Der er sprød og brandvarm hiphop klar til dig og dine venner. Tjek playlisten nederst i artiklen og følg den på Spotify. Listen opdateres kontinuerligt.

Nyck Caution - See You in Hell

Der er fyret godt op for energien på Nyck Caution's nye track "See You in Hell". Den Pro Era-associerede rapper bliver ved med at nå nye højder, og selvom Joey Bada$$ er den største stjerne fra Pro Era-slænget, skal man ikke undervurdere Nyck Caution. 

Tyga - Taste (Featuring Offset)

Et vaskeægte sommerhit fra Tyga og Offset! Simpelthen et ekstraordinært lækkert beat produceret af D.A. Doman. Perfekt nummer til det gode vejr. 

Dave East & Nas - NYCHA

To geniale lyriske smede fra to forskellige generationer mødes på dette overfede track. Nas er en sand legende og Dave East er godt på vej til at blive en af de største rappere af den nuværende era.

Anderson .Paak - Bubblin

Rapper, sanger, sangskriver, trommeslager og producer. Manden har mange talenter, og med støtte fra selveste Dr. Dre har Anderson .Paak nået nye højder i musikindustrien. Lige som man tror, at han har ramt toppen, finder han et nyt gear og bliver endnu bedre. Vi glæder os til Roskilde-koncerten!

Pusha T - Santeria

Den nye udgivelse Daytona fra Pusha T er produceret af Kanye West, og det her nummer er selvfølgelig ingen undtagelse. Kanye's samplebaserede og letgenkendelige produktionsstil passer rigtig godt til Pusha T og hans skarpe rim. Daytona kan klart anbefales, det er helt sikkert en af de bedste udgivelser indtil videre - i år.

Jazz Cartier - GODFLOWER

25-årige Jazz Cartier fra Canada, har imponeret med sine to seneste mixtapes, Marauding in Paradise fra 2015 og Hotel Paranoia fra 2016. Nu er han klar med endnu mere ny musik. 

Nick Grant - Save the Trilldren

14 nye numre på albummet Dreamin' Out Loud - det skal nok holde Nick Grant's fans tilfredse i et stykke tid. Specielt når alle 14 numre er i absolut topklasse! 

The Black Eyed Peas - RING THE ALARM pt.1, pt.2, pt.3

Det er mere end 20 år siden, at The Black Eyed Peas startede med at lave musik, og de er stadig i fuld galop. De har været hele manegen rundt, lige fra pop og EDM til hiphop. Nu virker det som om, at de endelig har fundet tilbage til rødderne. Virkelig fedt track! 

Montana of 300 - Undertaker

31-årige Montana of 300 fra Chicago er ude med sit nye album Pray for the Devil. Hvis albummet er noget for dig, kan du glæde dig over, at der allerede er et nyt projekt på vej, som formentlig kommer på gaden til september. 

T.I. & Rapsody - Care To Say About It

Rapsody er uden tvivl en af de bedste kvindelige rappere, og har lavet musik med blandt andet Kendrick Lamar, Big K.R.I.T. og Anderson .Paak. På dette track fra Netflix' soundtrack til den nye hiphop-dokumentarserie Rapture, er både Rapsody og T.I. i topform! 

Stalley - Sunk in Seat

Stalley fortjener meget mere opmærksomhed end han får, og mestrer mange forskellige stilarter inden for hiphop. Det her er et virkelig godt, nyt nummer, produceret af Ducko. 

A$AP Rocky - Distorted Records

Endelig er A$AP Rocky's nye album Testing ude! Det har været længe under opsejling, med både singler og kasserede numre, der blev udgivet uden særligt mange informationer i månederne op til udgivelsesdatoen. 

Aesop Rock - Klutz

Den 41-årige rappers abstrakte tekster, er en fryd for alle dem, der elsker at dykke ned i tekster og interpretere meninger og tanker. 

MONTI - Lean

Den aarhusianske hiphop-gruppe MONTI, bliver ved med at imponere. Det bliver simpelthen bare bedre og bedre, og tracket "Lean" er ingen undtagelse.

Slim 400 - What They Bang (Featuring June Onna Beat, Big Wy & YG Hootie)

En ordentlig banger fra vestkysten bliver man aldrig træt af. Det her er 5-stjernet middag for subwooferen i bilen! 

Big Scoob - On Me (Featuring Tech N9ne)

Angående musik som får subwooferen på overarbejde, er dette track også et særdeles hæderligt bud! 

Stalley - Open Book

Endnu et nummer fra Stalley's seneste og endelige udgivelse fra hans Tell the Truth Shame the Devil serie. Og som altid, er det en fornøjelse. 

A$AP Rocky - Purity (Featuring Frank Ocean)

Selvom Rocky's nye album overordnet ikke er helt lige så godt som hans tidligere udgivelser, er det stadig langt over standard. Det siger meget om den talentfulde rapper, at han stadig er topklasse, selvom han ikke imponerer i samme grad som tidligere. 

Pusha T - What Would Meek Do? (Featuring Kanye West)

Kanye West starter sit gæstevers ud med, at referere til sit hysterisk morsomme "Lift Yourself"-track, men er heldigvis lidt mere alvorlig på resten af Pusha T's nummer. 

Montana of 300 - Chiraq vs NY

"My past was rough, my mom was high my dad was drunk. Start baggin' up, I used to feed my mattress bucks". Der er ingen hemmeligheder og ingen facade når Montana griber mikrofonen. Prisværdigt.

YBN Cordae - Old [email protected]#?as

Første gang jeg hørte dette nummer var jeg sikker på, at det bare ville være endnu et latterligt diss fra en talentløs rapper - med intet relevant at sige. Men dér tog jeg grueligt fejl. YBN Cordae's svar til J. Cole's track "1985", er på ingen måde et diss. Her får du eftertænksomme tanker om hiphopgenren og den nuværende situation som genren befinder sig i. 

Drake - Duppy Freestyle

Her har vi til gengæld et vaskeægte diss-track fra Drake. Desværre er det ikke med på playlisten, da nummeret ikke er på Spotify. På Pusha T's nye album Daytona, smider Pusha et par linjer efter Drake som tilsyneladende ikke gjorde ham glad. Her er hans modsvar. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA